Jeg er med på, at der i foråret var skoler og lærere, som ikke var særligt meget på, i forhold til fjernundervisning, og at forældre følte sig alene med opgaven. Jeg ved også godt, at der var børn der mistrivedes og manglede socialt netværk og var udsatte. Men at svaret bliver seks timer foran en skærm med skiftende lærere og fag for seks til niårige børn, giver ikke mening.

Teams/Zoom/Meets/Skype/Signal er ikke det samme som at sidde i et klasselokale i skolen. Det kan noget helt andet. Og i stedet for at forsøge at gøre det, til noget det ikke er, burde man udnytte fordelene ved nødundervisning som fjernundervisning.

Under forårets nedlukning deltog en masse lærere i live vidensdeling på #skolechat på Twitter. Der blev høstet masser af erfaringer. Og jeg vil prøve at liste nogle af dem op:

Det er vigtigt at der etableres sociale rum og grupper, hvor klassen kan mødes og hygge og pjatte. Meget af tiden i den normale skole går med mange af de ting, som ikke er formuleret i læringsmål. Når man er væk fra hinanden fysisk, er det derfor ekstra vigtigt, at der er et sted at mødes, og noget at mødes om. Så masser af gruppearbejde og tid.

Det asynkrone kan være en fordel ved især de store elever. Man kan som elev have fordel af, at man kan fordybe sig i en opgave kl 22.00 om aftenen i stedet for klokken 8.00. Og det at man kan skrive til lærerne løbende med sine spørgsmål til en opgave og få svar, måske endda kl 16.00, kan være meget motiverende.

Man inviteres ind i hinandens hjem. Det er ret unikt, og noget der også er ret sårbart. Man kan bruge det aktivt i de små klasser, med at man fx skiftes til at vise sit værelse, kæledyr, yndlingsbamse eller lignende frem.

Diverse læringsplatforme er ikke særlig velegnede til fjernundervisning. Det er heller ikke det, de er udviklet til. Og unilogin og diverse servere vælter, når samtlige danske skolebørn forsøger at logge ind mandag morgen.

Man har sværere ved at holde opmærksomheden og koncentrationen til et skærmmøde. Der skal meget disciplin til og det har børn ikke.

Jeg vil på baggrund af ovenstående anbefale følgende:

A:

Skole til indskolingen bør bestå i, at man mødes digitalt på et fast tidspunkt hver dag med sin klasselærer, får en snak og visen frem, samt en lille opgave, man bliver introduceret til og selv kan lave med meget simple midler.

B:

Skole til mellemtrin som ovenstående blot med gruppeopgaver og en lærer eller to mere, som skiftes til at have kontakt og komme med opgaver.

C:

Skole til udskolingen kan godt være med mere fokus på fagene, men med opgaver der gives som ugeskemarevolutionen og i grupper, så der veksles mellem at møde ind til et klassemøde med introduktion til opgaver, gruppearbejde, og selvstændig fordybelse. Det kan godt være, at forældre synes, at deres teenagebørn bør sidde foran skærmen fra 8.00 til 15.00, men det er altså ikke ensbetydende med, at det er den bedste måde at lære på.

Med ovenstående får vi sikret både trivsel, socialt samvær, sjov, faglige input og en mulighed for at lærerne kan have et øje på elevernes trivsel. Og vi undgår en masse frustrationer i familierne omkring skoleopgaver der ikke er nået, og platforme man ikke kan logge ind på.