Hvis du er en af dem, der ikke orker at høre mere om corona, så spring denne tekst over. For pandemien fylder stadig både i skolen og hos mange af os. Desværre.

Nu har lærerne fået lov til at bruge visir, og ministeren har fortalt kommunerne, at det er meningen, at de skal bruge de penge, de har fået til rengøring, til rengøring. Det er jo godt nok, men ændrer nok ikke noget fundamentalt. Det ser ud til, at dyrere tiltag - som for eksempel at dele klasser op - ikke er på dagsordenen.

En vis træthed har indfundet sig. Vi er i gang med at indstille os på en virkelighed, som de fleste nu er enige om fortsætter mange måneder. Eller er vi? Da vi lever i hver vores coronaboble, kan det nogle gange overraske, at det, som man tror, alle er enige om, slet ikke gælder uden for ens egen virkelighed.

For i boblen lige ved siden af er alting anderledes. Det spænder lige fra, at nu GIDER vi ikke snakke mere om det, det er vildt overdrevet - til lavmælte samtaler om, hvor galt det er, og hvor lidt andre tager hensyn. Det er også forskelligt, hvordan skolerne tackler det. Nogle håndhæver, at lærerne kun skal undervise og derefter tage hjem - al mødeaktivitet foregår online. Andre steder ligner hverdagen sig selv før corona.

Coronatræthed får konflikter til at bryde ud

Og så er der onlinekulturen. Her er følelserne også stærke. Der er dem, der HADER digitale møder. Man kan ikke se hinanden og ikke fornemme, hvad der sker. Ideudvikling har trange kår. Og onlineundervisning kan slet ikke skabe et klassefællesskab og dialog.

Der er ikke mange, som ligefrem elsker online­møder. Men der er nogle, som synes, at de kan være okay og endda har nogle fordele. Man sparer transport og tøjskifte, og møderne bliver ofte kortere. Også digital undervisning kan have sine fortrin.

Og så er der det sociale. Nogle savner kollegerne helt vildt og er næsten på vej ind i en depression. Andre glæder sig i al stilfærdighed over at have mere tid, når de nu ikke skal gå til alle mulige sociale arrangementer. Det siger de dog sjældent højt.

Det kan være svært i for eksempel et teamsamarbejde at rumme disse forskellige oplevelser, uden at møderne kommer til at gå med at forsøge at få alle til at blive enige. Glem det, siger en psykolog inde i bladet.

Mens vi venter, kan vi begynde at drømme om tiden efter corona. Vi skal have gang i den vigtige samtale om, hvorvidt vi efter pandemien bare skal bukke os ned og samle de gamle vaner op.

Eller kan noget af coronatiden bruges? Kan vi fortsætte med at holde nogle møder online? Noget undervisning? Skal vi være enige, eller kan det være okay at vælge en kombination?

Der er meget organisering i skolen, som er overleveret gennem generationer. Det store eksperiment, som vi nu ufrivilligt deltager i, giver mulighed for at vælge at tage noget nyt med videre og droppe andet. Det kan godt blive interessant. Når vi når så langt …