Vi er alle blevet inviteret til medlemsmøde om den nye arbejdstidsaftale. Så langt så godt. Mødet finder dog sted digitalt på grund af covid-19. Det betyder, at vi kan være flere tusinde medlemmer, der “tropper op”, og det har den konsekvens, at der “desværre ikke er mulighed for at stille spørgsmål under mødet”. Havde jeg haft en kop kaffe i hånden, da jeg læste dette i invitationen, ville den være blevet tabt på gulvet.

Undskyld mig, hvad for noget?

Vi står over for at skulle stemme om en reel ny arbejdstidsaftale, der skal erstatte den forkætrede lov 409, vi har været underlagt, siden vi blev kørt over af KL og Christiansborg tilbage i 2013. Det mener Danmarks Lærerforening tilsyneladende ikke, at der behøver at være reel debat og dialog om. Der er godt nok mulighed for på forhånd at stille spørgsmål pr mail, men det har ved gud aldrig været dialog. Sat lidt på spidsen: Er det nu DLF selv, der skal køre medlemmerne over? 

Hvis jeg så alligevel accepterer covid-19-kortet, er Danmarks Lærerforening invitation stadig langt fra, hvad jeg forstår som medlemsdemokrati i en fagforening. På talerlisten er nemlig kun to talere: Anders Bondo og Gordon Ørskov. Vi skal altså kun høre fortalerne for den nye arbejdstidsaftale, som i øvrigt intet lover eller forpligter, men som udelukkende skal bygge på tillid til kommunerne. Der er med andre ord ingen repræsentant for os kritiske medlemmer. Anders og Gordon har altså eneret på taletiden. Vi menige medlemmer kan blot stille spørgsmål - ikke komme med synspunkter og ikke ytre kritik af de svar, som Anders og Gordon leverer.

Parodien på en klassedialog kender vi godt. Læreren stiller faglige spørgsmål. Eleverne svarer. Men læreren kender i virkeligheden svaret på forhånd, og der er ingen dialog mellem eleverne. Ingen reel demokratisk samtale. ER det også parodien på medlemsdialogen i DLF?