”Den har en virkelig god start om en kvinde, der bliver banket ihjel, uden at nogen griber ind. Og eksemplet med mobning, hvor kammeraterne ikke hjælper den, det går ud over, er rigtig godt beskrevet. Jeg har selv været i præcis sådan en situation, så den ramte mig”, fortæller Carl Emil Thyssen. Han er 14 år og medanmelder af Anette Prehns nyeste minibog "Ansvar" i Dafolos serie "Menneskekender".

Intentionen med serien er at ”forklare socialpsykologi i øjenhøjde”, og forfatteren er ”en af Danmarks dygtigste formidlere af forskning i øjenhøjde”, som det lidt floskuløst hedder på bagsiden. Serien henvender sig til ”teenagere og de voksne, der omgiver dem”, og bogen - eller hæftet - er på 24 sider og på størrelse med et pas.

Den er god, faktisk rigtig god, siger Carl Emil. Han genkender eksemplerne med gruppepres og har også prøvet at tage ansvar, da en kammerat var ved at få bank. ”Jeg gik ind og tog fat i ham og sagde: ’Nu skrider, vi’”.

Den slags situationer lægges der op til at tænke over og tale om i klassen, fortæller han. ”Det er sådan en bog, som lærerne kunne finde på at smide i hovedet på os. Dér vil den også fungere fint”, mener han.

Men, men, men. ”Bogen kunne sagtens have været endnu kortere, for sådan cirka halvvejs inde begynder den at køre i ring og gentage pointerne, som jeg har fattet”, siger Carl Emil. Han er glad for, at han har læst den, men ville aldrig have samlet den op, hvis den lå hjemme på sofabordet, for den ligner en kedelig skolebog, mener han.

Lillesøster Svea på ni år er dog helt uenig med ham. Hun er strøget igennem bogen. Indledningen med kvinden, der bliver myrdet, er ”lidt for voldsom, men alligevel spændende”, mener hun. Bogen er godt skrevet og handler om noget vigtigt, siger hun. ”Og jeg kan slet ikke følge Carl Emil, når han siger, at den er kedelig til sidst”.

Ja, bogen handler om noget vigtigt, mener også den 75-årige skriverkarl. Jeg er enig med de unge anmeldere om, at bogen giver gode, konkrete eksempler, der kan lægge op til spændende og vedkommende samtaler. Anette Prehns jegform og hendes personlige fortælling fungerer godt.

Men teksten skurrer et par steder. ”Jeg mærkede fluks min amygdala, hjernens alarmklokke; mit hjerte begyndte at galopere af sted”, står der.

Det med det hamrende hjerte kender alle. Jeg ved også, hvad amygdala er. Men jeg har aldrig mærket, at det var den, der trådte i funktion. Og Carl Emil havde ikke fået noget ud af netop de linjer. Den slags ”voksenord” hopper han bare hen over, fortæller han.

På samme måde har jeg/vi det med en mulig reaktion, som man kan komme med i gruppearbejdet, hvor Laurids svarer forkert, og Mads siger noget hårdt tilbage, så Laurits slår blikket ned, får fugtige øjne eller røde kinder.

”Du kan for eksempel lægge armen om Laurits og sige til Mads”, skriver Anette Prehn og kommer så med nogle muligheder. Det første er: "Hey Mads! Vi er alle sammen i gang med at lære”.

Vi er i gang med at lære! Hvor mange 13-15-årige ville reagere på den måde?

Nogle ord er fremhævet med fed, så der henvises til en ordforklaring. Om ordet apati står der blot: ”passiv ligegyldighed”. Inde i bogen står der: ”… vi kan finde på at reagere med apati, det vil sige passiv ligegyldighed, og tro, at andre nok tager ansvar og klarer ærterne”. Hvorfor gentage det i ordforklaringen i en kortere version?

Det er nok en smagssag, om man kan lide sprogtonen. Bogen slutter sådan:

”Grib faklen! / Vis vejen / Smit andre gennem / dit eksempel”.

Men bogens hovedpointe om, at det kræver øvelse at blive vant til at tage ansvar, er rigtig. Og den formidles flot.