Lige om lidt kommer resultaterne fra en ny Pisa-test. Den plejede at blive opfattet som folkeskolens eksamen og dom: Gør skolen det nu godt nok?

Men den tid er forbi. Testen er som bekendt en test af de danske 15-årige - og som vi skriver i dette nummer af Folkeskolen, er det efterhånden kun seks ud af ti, som går i folkeskolen på testtidspunktet. Så det er ikke længere folkeskolen, man tester - men resultatet af de mange år i grundskolen.

40 procent af de danske Pisa-deltagere går ikke i folkeskolen

Samtidig har Pisa også stille og roligt mistet betydning. For ganske få år siden stod Pisa alene som internationalt sammenlignende test af danske og udenlandske elevers kunnen. Ministre bævede for resultaterne - eller planlagde at bruge dem som en såkaldt »brændende platform« til at introducere endnu en skolereform.

Er man gammel nok, kan man endda huske chokket, da de første målinger kom. Der var nemlig engang (før de internationale målinger), hvor alle bare gik ud fra, at børn lærte at læse, når de havde brug for det. Stille og roligt. Et af idealerne var Summerhill-skolen, som byggede på børns naturlige trang til at lære.

Det fik en brat ende, da den første internationale læseundersøgelse i 1994 sendte en chokbølge gennem Danmark ved at konkludere, at de danske elever i 3. klasse var blandt bundskraberne af 32 lande - på linje med lande som Trinidad, Tobago og Venezuela.

Lige siden er der blevet udviklet et helt testbatteri og talrige skolereformer, som skulle gøre op med katastrofen. Hvert nyt Pisa-resultat blev i offentligheden imødeset med uro og spænding: Havde vi nu flyttet os? I lærerkredse mest med uro, for alle vidste jo godt, hvor ansvaret ville havne, hvis det gik dårligt. Og at lærernes kritik af, at Pisa kun måler en brøkdel af det, eleverne skal lære, bare blev opfattet som en bortforklaring.

Men sådan er det langtfra mere. I dag ser vi med meget større sindsro frem til lanceringen af Pisa-resultaterne. Både fordi vi rent faktisk har flyttet os til en pænere placering. Men også fordi Pisa er svundet ind til at være en blandt mange. Der er flere internationale test, som konkurrerer indbyrdes om at være testen, som fortæller den rigtige historie. Og der er også de nationale test, som med test gennem hele skoleforløbet fylder så meget, at andre test drukner.

Debatten er ikke for eller imod test. Stort set alle lærere gennemfører alligevel deres egne test for at evaluere elevernes udbytte af undervisningen. Det kan de ikke med de nationale test.

Så det er ikke test, der mangler. Det er tid til at analysere resultaterne - og mulighed for at tilrettelægge en undervisning, som ud over faglige kundskaber også bringer glæde og engagement ind i skolen. Målet må være, at eleverne stadig har lys i øjnene og nysgerrigheden efter at lære noget nyt i behold, når de forlader skolen. Mindre Pisa og mere Summerhill, please.