10 OECD-lande har flere computere til eleverne
Selvom Danmark ligger i top, når eleverne bliver spurgt om deres tilgang til computer både i skolen og hjemme, så viser en opgørelse af skoleledernes tal, at 10 OECD-lande har flere computere til rådighed for eleverne end Danmark.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er et nyt udtræk fra Pisa-undersøgelserne, som viser, at der kun er tre elever om hver computer i Lichtenstein og USA, mens fem børn må dele en pc i Danmark. I Sverige er der syv-otte elever om hver computer.
Men når de 15-årige Pisa-deltagere bliver spurgt om muligheden for at bruge en computer i skolen, er Danmark helt i top - der er stort set ingen danske elever, der ikke har svaret ja til det spørgsmål. Også hjemme har langt over 90 procent af eleverne mulighed for at bruge computer. Eleverne er også blevet spurgt, om de bruger computer mindst et par gange om ugen. Når det gælder computerbrug i skolen ligger Danmark i top sammen med Storbritannien og Ungarn - knap 70 procent af de 15-årige bruger computeren mindst et par gange om ugen i skolen. Hjemme har godt 80 procent brugt pc'en et par gange om ugen eller mere.
Pisa-forskerne har sammenholdt de unges pc-brug med, hvordan de klarer sig i matematik, og det er en tydelig sammenhæng. De 37 procent af eleverne i hele den internationale Pisa-undersøgelse, der har brugt computere i mere end fem år scorer i gennemsnit 532 Pisa-point i matematik, de 17 procent, der har brugt den mellem tre og fem år, får i gennemsnit 513 point i matematik, og de 10 procent, der har brugt computer i et år eller mindr scorer i gennemsnit kun 433 point.