Med mellemrum dukker den samme debat op igen og igen. En påstand bliver ikke rigtigere af at blive gentaget.

Anderledes forholder det sig med det faktuelle.

For nogle år siden mødte jeg en mor, der fortalte, at hendes datter kun havde haft ét års god undervisning, og det var i 10. klasse. Ikke rart at høre for en gammel skolelærer, der kun har undervist elever fra 1. til 9. klasse. Jeg spurgte naturligvis, på hvilken måde undervisningen var bedre end i den almindelige folkeskole. Hun forklarede, at hendes datter gik i en klasse med mange ambitiøse elever og forældre. Drengene fyldte det meste, og i pigegruppen var der kamp om at komme til fadet. Hendes datter var så at sige ikke hverken blevet set eller hørt, og det var først, da hun startede på 10. årgang i en ny klasse med nye kammerater, at både kammeraterne og lærerne så hendes kvaliteter og potentialer. I dag har hun en stor ledende stilling, og hendes selvværd er tilsvarende stabilt.

Historien er ikke enestående. Undervisningen i folkeskolen har muligvis været udmærket både fagligt og socialt, men beretningen må alligevel give overvejelser over, om det så har været godt nok.

For det første tror jeg, at man i skolen bør have mere fokus på »de stille eksistenser« - de elever, der både kan og vil, men som ikke får lov at komme til fadet. Man skal nok også blive bedre til at udnytte mulighederne for skiftende holddannelse i skolens klasser og fag af både sociale og faglige årsager. For det andet tror jeg stadig, at 10. klasse er meget mere end »et ekstra unødvendigt skoleår«. 10. skoleår er modningsåret og for mange elever »det skoleår, de bedst husker og ser tilbage på med størst glæde«.

Samtidig er 10. klasse som en pilotering af fundamentet for en videregående uddannelse. Vigtigt når man bygger videre op »på ustabilt grundlag«.

Derfor er mit råd: Bevar 10. klasse, og giv alle muligheden for selv at vælge til eller fra.