Mindsetteorien bygger på en opfattelse af, at eleverne enten har et overvejende fastlåst eller et overvejende udviklende mindset. Metoden er udviklet af en amerikansk psykologiprofessor Carol Dweck. Men forfatterne er tydeligvis også inspireret af teoretikere som John Hattie. Grundlaget for bogen er et udviklingsprojekt på Viborg Gymnasium og HF, men metoderne kan i tilpasset form bruges på alle former for grundskoler og ungdomsuddannelser.

Det er karakteristisk for det fastlåste mindset, at man opfatter sine evner som givne og i store træk uforanderlige. Man er stærkt fokuseret på at få gode karakterer, ros og anerkendelse fra andre elever og især lærerne. Det bevirker, at man ikke ønsker at tage chancer og at løbe store risici for at begå fejl. Komplicerede udfordringer virker skræmmende, og man søger mod læringsområder, hvor man føler sig tryg.

Andres succes og anerkendelse kan virke som en trussel, da det kan betyde, at ens plads i klassens hierarki bliver truet. Samtidig oplever man det som et nederlag, når man begår fejl. Hvis det tager for lang tid at løse en opgave, opleves det som en svaghed, da det efter elevens opfattelse må være et tegn på manglende evner. Det fastlåste mindset kan let føre til en overfladisk, reproducerende læring. Megen testning og megen karaktergivning kan fremme dette mindset.

Det udviklende mindset beskrives som det fastlåste mindsets modsætning. Hvis man har et udviklende mindset, er man ikke bange for nye og vanskelige udfordringer. Tværtimod kaster man sig ud i dem og elsker at tumle med dem uanset tidsforbrug.

Arbejdsindsats og udholdenhed opleves som afgørende, og motivationen til dette arbejde er interesse og nysgerrighed over for problemet og stoffet og ikke i så høj grad udsigt til ros og anerkendelse fra andre. Modstand er noget, der skal overvindes, og som man kan lære af.

Man er interesseret i en feedback, der kan hjælpe en til at løse opgaver. Det er ikke i særlig grad personlig ros, der har interesse. En elev med et udviklende mindset ønsker at lære af andres arbejde, når de klarer sig godt. Det er afgørende, at eleverne lærer at reflektere over deres egen læring.

Forfatterne tager forbehold over for denne enkle opsætning af modpoler. De fleste bruger begge måder at lære på, og anvendelse af metoder afhænger også af emne og situation.

Men bogens forslag til, hvordan man kan fremme elevernes evne til i højere grad at tilegne sig et udviklende mindset, kan bruges som inspiration i alle skoleformer. Forfatterne er i hovedparten af bogen meget konkrete i deres anvendelse og beskrivelse af cases, udviklende arbejdsformer og modeller.

De kommer selv ind på problemer i forbindelse med metoden. De ønsker at fremme et risikofrit læringsrum, hvor der er plads til at begå fejl, men samtidig kan lærerne ikke komme uden om, at de også er bedømmere, der skal give karakterer og teste, hvilket netop kan modvirke det udviklende mindset.

En anden indvending mod metoden er, at den fører til individualisme og mangel på fællesskab. Men forfatterne demonstrerer med eksempler i bogen, at det ikke behøver at blive tilfældet.

Jeg kan anbefale at bruge mange ideer fra bogen. Jeg håber, at der også i denne metode er plads til de elever, som ikke umiddelbart kaster sig ud i voldsomme udadrettede aktiviteter, for eksempel de introverte og elever med autistiske træk.

Forfatterne understreger, at metoden skal tilpasses lokale forhold og den enkelte klasse. Anvendt på den måde er den inspirerende og anvendelig.