Læsningen af femte bind i den spændende beretning om skolens udvikling siden 1970 har genopfrisket mine erindringer om egne og især mange, mange læreres visioner og ihærdige indsatser for at udvikle en skole, hvor alle elever kunne lære mest muligt fagligt og socialt og kunne glæde sig til at gå i skole hver dag. Også forbistringerne, modstandene, interessekonflikterne, dumhederne i forbindelse med beslutningsprocesser og praksisser kom på lystavlen. De er direkte og indirekte formidlet i bogens tekst og illustrationer, men for manges vedkommende dog dølget i fremstillingens noget syntetiserende stil. Jeg kunne have ønsket, at forfatterne havde valgt at gå i dybden med og i højere grad dokumenteret blot nogle af de interessekonflikter, paradokser og brudflader i beslutningsprocesser og implementering, som de anser for periodens mest skelsættende.

Bogens 16 temakapitler handler - selvfølgelig - om de begivenheder og problematikker, som har kendetegnet skolens udvikling de seneste 45 år. Jeg har især været optaget af kapitlerne "Skolepolitik, visioner og debat", "Lærere", "Pædagogisk udviklingsarbejde", "Ny faglighed", "Demokrati i elevhøjde" og "Trivsel og mistrivsel", som jeg finder af høj kvalitet i formidlingen af hensigter, hændelser og indsatser, og som, mere eller mindre eksplicit, beskriver "uintenderede  forløb, uforudsete begivenheder og paradokser". Men alle kapitler er bestemt relevante og rummer vigtige aspekter af skolens historie og drivkræfter i udviklingen. Jeg savner en større vægtlægning af den gennemgribende modernisering af den offentlige sektor under overskriften new public management med dens mål- og rammestyring, dens på en gang decentralisering og centralisering og dens dokumentations- og evalueringskrav.

I tråd hermed kunne periodens spændingsfelt mellem en i hvert fald italesat elevcentreret tilgang til undervisningens indhold og arbejdsformer og en i hvert fald påbudt læringsmålstyret tilgang have været tydeliggjort. Perioden har jo budt på en fundamental ændring af forudsætningerne for skolens undervisning og for elevernes og lærernes arbejdsindsatser. Fra åbne mål- og indholdsbeskrivelser, som krævede lærernes fortolkninger og kreative forvaltning og dialog med eleverne, til udefrakommende og lukkede mål- og  indholdsbestemmelser.

At kapitlerne har fokus på forskellige temaer, har den omkostning, at udviklingslinjerne i de 45 år brydes op, og vi begynder så at sige forfra i hvert kapitel. Det rådes der bod på i det afslutningskapitel, som ligesom hele bogen har fået overskriften "Da skolen blev alles". Nok har alle en mening om folkeskolen, men bogen viser faktisk, at skolen ikke er blevet alles. Der er stadig ikke plads til alle, og i særdeleshed gælder det, at ikke alle tager ansvar for den. Dens eneste redning er, at politikere, kommunale myndigheder, forskere og læreruddannere, skolens lærere og ledere, dens elever og forældre tager ansvar for den.

I forlængelse heraf peger Ning de Coninck-Smith i et interview i Information, december 2014, på fremtidens mest udfordrende og uafviselige problemstilling: ”Bliver folkeskolen på sigt en social foranstaltning, mens de resursestærke børn søger andre steder hen?” Jeg læser af interviewet, at hun som forsker vil involvere sig i kampen for en folkeskole for alle. Siden fembindsværket i sin tid blev introduceret, har nogle af bindene skiftet titel. For eksempel skulle bind fem oprindelig have heddet "Da skolen skulle redde samfundet". Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor titlen er blevet ændret, men kunne da gætte på, at forfatterne, efter at have gennemarbejdet stoffet og fået temaerne på plads, snarere må konkludere, at samfundet skal se at komme i gang med at redde skolen.

Det er en æstetisk fornøjelse at have også bind fem på bordet foran sig. Papirtype, format, layout, alt er smukt og gennemført. Men jeg vil især fremhæve illustrationerne. Statistiske oversigter og fotos fra skolens hverdag både understreger og overskrider teksten. De formidler liv og glæde, og billedteksterne rummer interessante oplysninger og vigtige problemstillinger. Jeg har i forhold til de forskellige temaer af og til savnet, hvad jeg anser for vigtige kilder, og jeg har også hæftet mig ved enkelte fejl og udeladelser, men det er i småtingsafdelingen i forhold til det meget stof, der formidles.

Stor ros til bogens sidste mange siders kilde- og litteraturessays, billedoplysninger, personregister, stedregister og emneregister. Og i det hele taget stor ros til værket.