Første udgave af "Dysleksi – Fra teori til praksis" udkom for mere end 20 år siden. Den nye udgave har gennemgået en omfattende revision, og det sidste tiårs vigtigste forskning på området præsenteres. Bogen skal læses af læsevejledere, inklusionsansvarlige og andre med interesse for læseundervisning og dysleksi. Kapitel 8, som hedder "Pædagogiske tiltag", er en guldgrube for alle, som arbejder med læsning.

Som læsevejleder sidder jeg tilbage med en viden, som ikke gør det mindre kompliceret at afdække dysleksi, men mine praksiserfaringer bekræftes. Nyere forskningsresultater opererer med tre subkulturer af dysleksi: fonologisk dysleksi, ortografisk dysleksi samt fonologisk og ortografisk dysleksi. I disse tre grupper er der også store individuelle forskelle, og forfatterne mener, at der sandsynligvis vil blive beskrevet flere undergrupper.

I det pædagogiske kapitel peger forfatterne på vigtige pædagogiske principper for arbejdet med elever med dysleksi: Undervisning skal bygge på grundig diagnosticering. Det er vigtigt med tidlig identifikation og tidlig hjælp. Det fonologiske grundarbejde er afgørende. Børn med dyslektiske problemer har brug for direkte undervisning. Multisensorisk stimulering kan være vigtigt for nogle elever. Fokus på mestring, overindlæring og automatisering. Sidst, men ikke mindst, et godt læringsmiljø.

Den hurtige videnskabelige udvikling og de store forandringer, der sker på dysleksiområdet, betyder, at denne bog er en vigtig og spændende udgivelse. Her er viden både til nørden og til praktikeren.