Forklædt som normal er præcis sådan, man føler sig, når man har en eller anden form for diagnose. Man forsøger at opføre sig så normalt som muligt, men føler sig hele tiden anderledes.

Jeg tror, at rigtig mange teenagere vil få glæde af at læse Carolines meget personlige beretning. Opmærksomhedsforstyrret, hyperaktiv og impulsiv er, hvad Caroline er – og så en masse andet også. Hun fik diagnosen som 17-årig, og nogle vil synes, at det er ret sent at blive helt klar over, hvem man er, og hvorfor man ikke lige kan passe ind i de rammer, der er sat for én. Vi kommer meget tæt på Caroline, og nogle gange synes jeg som voksen med livserfaring, at jeg kommer lige lovlig tæt på. Jeg kan undervejs også synes, at der er lige lovlig mange jeg'er i bogen. For at bløde op på det er der heldigvis nogle virkelig gode mindre interview og artikler, der ser Caroline udefra, og hendes medforfatter Christina Wex er så venlig at informere læserne om alt det faktuelle omkring ADHD med videre.

Uden medforfatteren Christina Wex var jeg nok kørt lidt træt i Carolines historie – eller er det netop meningen? Måske skal man som læser mærke, hvor hårdt Caroline kører på, når hun er i gang. Hun fylder virkelig meget, og det føles ofte som for meget. Og når det så er sagt, så er der virkelig krummer i Caroline. Hun er helt unik, og hun berører læseren med sin ærlige – måske for ærlige -  fortælling om sin opvækst og liv med ADHD.

Caroline berører emner som: Hvorfor det er vigtig at have en plan B, hvordan stress kan håndteres, hvad man gør, når angsten titter frem, hvordan forståelse for, hvordan struktur skaber orden (også i dit hoved), kan give et overblik, hvorfor medicin ikke må stå alene, hvordan det opleves at være ekstra følsom på sine sanser, hvad OCD er, hvorfor en udredning er vigtig, gode råd til lærere på ungdomsuddannelser, hvorfor konsekvenspædagogik ikke virker, og de menneskelige konsekvenser, det får, når fagpersoner fejer forældres bekymringer væk omkring deres børn.

Det er en bog, jeg ikke har set magen til, og dens relevans er derfor cementeret. Det er en bog, som mange unge kan spejle sig i – også dem uden diagnoser. Og det er en bog, som mange lærere, pædagoger og forældre kan få glæde af at læse, særligt hvis man har ADHD-problematikken inde på livet. Den er livsbekræftende og fortæller, at selv om et teenageliv kan være kaotisk, så kan man komme ud som struktureret voksen, når ”ombygningen” er veloverstået.

Så kære lærere og forældre: Fortvivl ikke. De bliver voksne – engang!