”Mennesker med autisme elsker gentagelser. Hvis jeg blev spurgt, hvordan det kan være, ville mit svar være dette: Når du befinder dig på et fremmed sted, bliver du ikke også lettet, når du løber ind i en venlig sjæl, du kender?”

13-årige Naoki har som autist ikke kunnet lære talesprogets legende lethed, men har ved hjælp af en taleplade med tegn udviklet sit sprog, således at det er lykkedes ham at etablere en mulighed for at skrive og kommunikere nuanceret.

Det er ikke en fagbog eller en roman, men snarere en række udsagn og fortællinger på baggrund af en række spørgsmål. Og svarene er tankevækkende. Gentagelser er en glæde og lettelse, vand og lys er udfordrende, men også spændende og værd at fordybe sig i – man kan bruge uendeligt liv på at opleve nuancerne. Sprog er ikke en lettilgængelig værktøj, men bliver tit stikkende i halsen og opleves som noget avanceret, som andre slags mennesker kan bruge af som en vandhane.

Vi får ikke svarene på, hvordan mennesker med autisme skal ”behandles”, og Naoki fremfører selv, at han da helst ikke vil være normal, bare anerkendt som sig selv. Men vi får en mulighed for at forstå, og det er på vejen til at anerkende og værdsætte og huske, at menneskeracen er mangfoldig.

Her er der endelig en bog, der uden fagudtryk, svære teorier og bedrevidende metoder giver et meget fint indblik i de menneskers verden, som vi har italesat med en diagnose, nemlig autisme. Vi kunne måske lære noget af Naokis beskrivelse af de værdier, der er – naturen, vandet, lyset, at gøre, som kroppen byder, og at ville lære mere.