Anmeldelse
Sorte tavler og skolestuer
Folkeskolens 200-års fødselsdag - for børn
Otte små bøger med hver 16 illustrerede sider tematiserer forskellige aspekter af folkeskolens historie, men undgår ikke at overlappe hinanden. De henvender sig til børn - både dem, der skal have læst op, og dem, der selv kan læse. Men vil de fange elevernes interesse? Det er jeg i tvivl om.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mange klasser på mellemtrinnet har igennem årene arbejdet med temaet "Skolen i gamle dage". Elevernes bedsteforældre har holdt for som direkte kilder til historien, lærere og elever har været klædt ud "som i gamle dage", undervisningen har søgt at formidle tidligere tiders stramme disciplin og undervisningsmetoder, og eleverne har kunnet prise sig lykkelige for, at de går i nutidens skole.
Fakta:
Titel: Sorte tavler og skolestuer
Forfatter: Anne Katrine Gjerløff
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Titel: Det vigtigste fag
Forfatter: Anette Faye Jacobsen
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Titel: Kongens nye skoler
Forfatter: Pernille Sonne
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Titel: En lugt af skole
Forfatter: Anne Katrine Gjerløff
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Titel: Skolebørn i arbejde
Forfatter: Anette Eklund Hansen
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Titel: Straf og smæk
Forfatter: Pernille Sonne
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Titel: Skolens billed-verden
Forfatter: Majken Astrup
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Titel: Skolemad
Forfatter: Svend Skafte Overgaard
Sider: 16
Serie: Vild med viden
Forlag: Forlaget Epsilon
Dette nye materiale vil placere sig naturligt i et sådant tema. Pixi-bøgerne giver indblik i forskellige tidspunkter af folkeskolens historie, dog uden at der er tale om nogen streng kronologi. De er fint illustreret med blandt andet dokumentarisk materiale fra skolens historie, fra forsiden på "Anordning for almueskolevæsenet på landet i Danmark" fra juli 1814 (med krøllede bogstaver og gammel retskrivning) til eksempler på anskuelsestavler. I en enkelt af bøgerne er der desuden to cases knyttet til temaet børnearbejde og skolegang.
Bøgerne er skrevet af historikere, og den faglige formidling er i orden. Udvælgelseskriterierne for det faglige stof inden for de forskellige temaer står imidlertid ikke klart for mig, og der er som sagt tale om en del indholdsmæssige overlap. Sproget bærer præg af, at det er fagpersoner uden særskilte litterære evner, der har skrevet bøgerne. Jeg har derfor min tvivl om, i hvilket omfang bøgerne vil fange elevernes interesse.
Tekstmængden er samlet set begrænset, og én, en smule større bog, der både holdt fast i kronologien og formidlede de valgte temaer, ville efter min mening have sikret et bedre overblik end de otte små. Flere cases ville ligeledes have gjort stoffet mere levende.