Vi fejrer i år skolens 200-års fødselsdag med behørige fanfarer. For skoleloven af 1814 var udtryk for en politisk fremsynethed, man kun kan misunde den tid.

Men forfatter Niels Roed insisterer på, at fanfarerne må suppleres med andre og skærende disharmoniske fortællinger, som holdes sammen af hamrende takt- og toneslag leveret af lærere, som godt nok så deres forgængere afbildet med riset i hånden, men som på den anden side totalt ignorerede 1814-lovens paragraf 27, hvori det siges, at ”Skolelæreren især [bør] afholde sig fra al saadan Behandling, som enten kunde have skadelig Indflydelse paa Børnenes Legemer, eller være den, med Straffen tilsigtede, Forbedring iveien”.

Niels Roed har indsamlet 143 beretninger om overgreb på skoleelever og opdelt materialet kronologisk i 20 årsperioder fra 1880-1980. I et ”Voldsregister” har han tematiseret stoffet, som spænder over et bredt spektrum af grusomheder – fra mobning og intimidering over korporlige afstraffelser til dødsfald.

Det er et imponerende materiale, Niels Roed har skaffet frem i jubilæumsdagens lys. Men det rummer langt flere facetter, end hans voldsregister lader ane. De skoleoplevelser, som har bundfældet sig i erindringen hos hans kilder, tegner nuancerede billeder af de straffende lærere – fra den magtesløse over den seksuelt afsporede til psykopaten. Det hører med til billedet, at nogle skoler havde en ekstrem voldskultur, hvilket også beskrives i tilfælde, hvor skolelederen virkelig har påtaget sig at være rollemodel.

Dette bringer en bestemt episode frem i min erindring: Da jeg som skoleleder skulle gennemføre mine første medarbejderudviklingssamtaler, fortalte en ældre lærer, at første gang han var kaldt på kontoret til en samtale med sin inspektør, var det på baggrund af en klage fra kollegerne. Som nyansat var han pålagt gårdvagttjansen, og de ældre lærere mente, at han virkede demoraliserende på eleverne, fordi han ikke slog dem hårdt nok, når de havde overtrådt frikvartersreglementet. Han fandt, at der siden da var sket store fremskridt i skolen.

En anden tankevækkende tråd, som løber gennem beretningerne i bogen, er, at afstraffelserne først og fremmest rammer dem, der i forvejen forekommer svage. Man holder altså disciplin ved at ydmyge og afstraffe de ordblinde, de børn, der må arbejde, de anderledes og så videre. Måske er det blot udtryk for en traditionsbundethed, når en nutidig professor i specialpædagogik viser forståelse for lussingens effekt. Enkelte gange er der blandt fortællingerne eksempler på, at elever gør oprør ved at vandre i flok til lokalavisen eller ved at henvende sig til en forælder, der er ansat på rådhuset. Folketingsmand Peter Sabroes navn svæver som tryllestøv i nogle af historierne fra 1900-tallets første årtier, og der er altså eksempler på, at sammenhold eller gode forbindelser kan mildne luften for de lam, hyrden har pryglet.

I et afsnit om ”Dokumentation af lussingeforbuddet fra 1814” bringer Niels Roed markante indslag fra den på sin vis besynderlige, men meget danske, politiske debat om, hvornår det vil være klogt at føre forbuddet fra 1814 ud i livet.

Som afslutning på bogen har Erik Sigsgaard et klogt efterskrift, hvori han blandt andet sammenligner Niels Roeds indsamling af materiale med de kilder, som folkemindeforskeren – i meget større skala ganske vist – bevarede for eftertiden, og som blev afsæt for senere forskning. Dette får mig til at se glimt af rækker af skolefremmede forældre, som vi beder om at elske skolen og indgå samarbejdskontrakter om deres børns skolegang. Hvad med om nogle forskere kiggede på, om der er en sammenhæng imellem forældreattituder og deres egne skoleoplevelser?

Læs denne samling og reflekter over, om vi i dag anvender disciplineringsmetoder, der har samme effekt som spanskrøret. Er det tilfældigt, at A4-arket blev dominerende i skolen, da røret blev forbudt? De er dog gjort af samme stof. Eller er der gemt en sandhed i At Tænke Sigs konstatering af, at moderne børn ”elsker tørre test”?

Og hvor bliver man nødt til efter læsning af denne fremragende og bogstavelig talt nedslående bog at læse Halfdan Rasmussens digt om lærer Ørnebjerg, ”som aldrig talte ned til en dværg… og lærte os mer om at tro på os selv end om det vi sku glemme alligevel”. Er der dog ikke en erindringsindsamler, der kan finde 143 fortællinger om, hvordan lærere på hr. Ørnebjerg-maner fik livsmod og respekt for andre til at blomstre?