Bogen her er en del af serien om inkluderende læringsmiljøer. Diagnosen ADHD tages specifikt op, og det afdækkes, hvordan disse børn kan inkluderes socialt. Det er et godt udgangspunkt, da børn med ADHD for mange er udfordrende at inkludere på grund af deres ofte udadrettede adfærd.

Formanden for ADHD-foreningen skriver netop i indledningen, at det især er svært at have ADHD og være med i det sociale liv i skolen. Barnet kommer tit uden for fællesskabet, på grund af at det har svært ved det sociale, og kommer dermed i gentagne konflikter.

Bogens omdrejningspunkt er, at når vi inkluderer socialt, skal vi arbejde med mangfoldighed. Derfor må vi rykke ved vores normalitetsforståelse. Først da kan vi komme til at tænke inkluderende. Bogen læner sig op ad Rasmus Alenkærs definition på inklusion: Man skal være fysisk, fagligt og social inkluderet. Men forfatterne går lidt videre og skriver, at læreren også skal have viden om barnets adfærd. Ud fra denne viden skal man reflektere om, hvad det er, man tænker om barnet, og hvilken betydning det får for dagligdagen.

Så når vi skal inkludere socialt, er det vigtigt at tænke fællesskaber. Læreren og de professionelle skal styre, at der bliver dannet fællesskaber i klassen. Det drejer sig derfor om accept af forskelligheder. Alle må forbinde sig til fællesskabet, med det de kan bidrage med. En interessant pointe er her, som forfatterne skriver, at man også kan se eleven med ADHD som spontan, tydelig, dynamisk, kreativt tænkende, nysgerrig og passioneret. Det er jo en super force, hvis læreren via sin klasseledelse magter at danne team med netop de styrker.

Når vi arbejder med social inklusion, skal vi altså ikke kigge på det enkelte barn. Men vi skal kigge på fællesskabet som helhed. Hvis der er nogle konflikter med drengen med ADHD, så er det fællesskabet, vi skal kigge på. Ikke drengen. Derfor skal der etableres et forældresamarbejde allerede fra starten, hvor øvelsen går ud på at se mangfoldighed som en styrke. Ikke at nu er mit barn kommet i klasse med en ballademager, der har ADHD.

Bogen har gode små cases og øvelser løbende, som på fin vis eksemplificerer det berørte stof. Selve det indledende kapitel, hvor ADHD beskrives, kan dog sagtens springes over, hvis du har kendskab til diagnosen. Så en lille og letlæst bog, der har gode indgange til praksis. Samtidig kan man støtte sig op ad den tilknyttede hjemmeside, som med praktiske kopiark gør det let at anvende teorien.