Det er deprimerende, at der her i 2013 udkommer en bog, hvor det af forordet fremgår, at eleverne også skal forberedes til at leve i en digitaliseret verden - for i mange år har vi brugt milliarder af kroner på netop det.

Det deprimerende kommer af, at projektet ikke er lykkedes. Eleverne i skolen får ganske enkelt ikke den undervisning, det har været meningen, de skulle have siden 1990, da edb blev obligatorisk.

Det er altså ikke bogen, der er deprimerende, men billedet i det spejl, den er.

Bogen har 20 forfattere, som enkeltvis eller i par har bidraget med artikler. Der er to overordnede artikler og 13 om it i de forskellige fag.

Karsten Gynther har skrevet ”Undervisningsplanlægning i vidensamfundet – når fag og skole er udfordret af nye digitale teknologier”.

Gad vide, hvad han mener med nye, tænker jeg, og i begyndelsen af artiklen står: ”… de sidste ti års teknologiske udvikling har ændret kernen i begge de to centrale begreber i lærerarbejdet: fag og undervisning”.

Ti år – nej, nærmere 25 - og udfordringen er vel, at kernen i de to centrale begreber i praksis ikke er ændret. Måske på beskrivelsessiden, men ikke i hovedet på lærerne. Analysen virker her lidt historieløs på trods af sin kronologiske gennemgang af it-integration i folkeskolen, som ifølge Gynther kom i tre bølger.

Første bølge handlede især om lærernes basale it-færdigheder, anden bølge handlede om generel integration af it i undervisningen, og tredje bølge, som forløber i disse år, handler om integration i skolens fag med udgangspunkt i faglige og fagdidaktiske overvejelser.

Gynther opstiller tre nødvendige forudsætninger hos den enkelte lærer for at kunne gennemføre it-integrationen:

1. Et opdateret fagsyn

2. En fagdidaktisk kompetence

3. En undervisningspraktisk kompetence.

Derudover skal der naturligvis være en fjerde: Tilstrækkelige teknologiske resurser. Ellers bliver det ren tørsvømning.

Fokus på ”det opdaterede fagsyn” er dejligt, for det har ellers været en overset faktor. Identificeringen af den faktor peger på en kolossal opgave. Hvordan får man opdateret fagsynene hos de mange tusinde lærere, som står med ansvaret hver dag?

Bogens svar gives i artiklen ”It og udvikling – fagteamets arbejde med it-didaktik” af Dorthe Carlsen og Roland Hachmann. Her er det centrale ord fagteamet, som skal have ansvar for egen opdatering. Og det er ikke kun et issue for ældre lærere, for de allerfleste unge lærere mangler også et opdateret fagsyn. Ellers var bogen overflødig.

De to overordnede artikler tillægger den enkelte lærer et ansvar i forhold til den manglende it-udvikling i folkeskolen. Det er jeg enig i. Mange har i tidens løb ikke taget det ansvar på sig.

Min tese er, at det blandt andet skyldes, at lærerjobbet sagtens kunne varetages, uden at man behøvede at tænke særligt på it. At bruge it, hver gang der skal skrives en tekst eller laves en præsentation, er ikke nødvendigvis udtryk for et opdateret fagsyn. At ens undervisning så ikke levede op til alle kravene i læseplanerne, var en anden ting.

Jeg savner, at bogen beskæftiger sig med årsagerne. Når der gennem næsten et kvart århundrede har været brugt så mange resurser, uden at målene er nået, så er der al mulig grund til at evaluere processen for at gentænke metoderne.

Når bogen nu ikke beskæftiger sig med årsagerne og ej heller i noget videre omfang med afhjælpning af problemerne, kan man jo håbe, at en ny anden publikation vil gøre det.

De tretten artikler om it i fagene forekommer alle at være skrevet af lærere, som har forudsætningerne. Jeg er imponeret, men overliggeren er af og til placeret vel højt, når man taler om en brugsbog, der for eksempel skal motivere lærere til at opdatere deres fagsyn. Artiklerne – ingen nævnt, ingen glemt - bør didaktiseres, og det er helt bevidst, at jeg ikke bruger ordet redidaktiseres.

Hvis man vil nå nogle bestemte læsere – det må man antage her - og det ikke er dem, der i forvejen gør det rigtige, så gælder der samme regel som for e-mails: Det er afsenderen, der har ansvaret for, at modtageren kan læse mailen.

Nå ja – den trykte bog er i sig selv en anakronisme. Den burde remedieres – for nu at bruge et andet af de nye udtryk. Hvorfor er det ikke en e-bog? Så havde alle link været aktive, hvor det er relevant i teksten, og med et klik ledt til illustrative forklaringer og aha-oplevelser i form af videoer på YouTube med mere.

Konklusionen er, at denne anmelder er lidt utryg ved historieløsheden og de deraf følgende mangler i analyserne. Det nytter jo ikke at blive ved med at gøre det samme, hvis vi gennem mange, mange år har erfaret, at det ikke flytter på tingene.

Alligevel vil jeg mene, at skoleledere i hobetal bør anskaffe bogen i mere end et eksemplar for at have materiale til at etablere en ledelsesstudiegruppe med henblik på gennemførelse af it-integrationen.

Bogen alene gør det ikke. Man er også nødt til at nærlæse ”Fælles Mål” fag for fag – her skal nogle linjefagslærere gerne læse med. Det er ikke helt sikkert, at de har læst det før. Eller har forstået det.

Hele banden er også nødt til at læse faghæfte 48: ”It og mediekompetencer i folkeskolen” – som i nogle henseender er afløseren for ”Edb 1993/5”.

Så længe er der gået. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Men forfatterne til denne bog har hverken lod eller del i forsømmelserne. Tværtimod.