"Jeg har ledt og ledt efter litteratur, og jeg har læst meget af det, der findes. Problemet er bare, at det meste litteratur er baseret på mænd eller på dem, som har virkelig store problemer med autisme. Det har nogle selvfølgelig, men jeg føler jo, at jeg fungerer. Jeg har et arbejde og er ikke inde i det kommunale system. Alligevel er der et eller andet", fortæller 40-årige Dorthe i bogen.

Alle har brug for at vide, at de ikke er de eneste

Dorthe har altid følt, at noget var anderledes ved hende. For fire år siden blev hun medlem af Mensa og stødte i den forbindelse på Aspergers Syndrom. Hun googlede det og fik et chok, for det beskrev hendes liv.

Ny forskning: Piger med autisme bliver overset

"Fordi jeg ikke har kunnet finde andre med Aspergers at spejle mig i, har jeg ofte følt, at jeg er den eneste i verden, der har det som jeg. Det har også givet mig den tilbagevendende tanke, som siger: 'Jamen, er det så bare noget, jeg bilder mig ind, at jeg har Aspergers? Skal jeg bare tage mig sammen?' Det er jo i virkeligheden lige meget, om man har kræft, er rødhåret, dværg eller meget høj. Alle mennesker har brug for at vide, at de ikke er de eneste i hele verden, der har det som dem", siger Dorthe.

Bogen er også til pårørende og fagfolk

"Kvinder og piger med asperger" er den første bog af sin art herhjemme og er skrevet af psykolog Elisabeth Christensen og journalist Camilla Rau Petersen. Med bogens 11 fortællinger ønsker de at rette op på den manglende litteratur om piger og kvinder med Aspergers.

Massiv interesse for at høre om piger med autisme

"Det er vores ønske, at bogen vil blive en inspiration for alle piger og kvinder, der savner at høre andre fortælle om livssituationer, som deres egen. Vi håber også, at bogen vil være en opmuntring for personer, der spekulerer på, om de har en autismespektrumprofil, men som ikke ved, hvordan de skal komme videre", skriver de to forfattere i forordet.

Derudover håber de, at bogen gør både pårørende, kærester og fagfolk klogere på, hvad det vil sige at være kvinde eller pige med asperger.

Lærerne på specialskolen bandede alt for meget

De 11 medvirkende er mellem 12 og 49 år, og skolen spiller en rolle i flere af fortællingerne.

Emma på 12 år fik en ADHD-diagnose, da hun var otte år og en aspergerdiagnose to år senere. Frem til 4. klasse gik hun i en almindelig folkeskole. Derefter var hun i et lokalt gruppetilbud i et halvt år, inden hun kom på en specialskole, som hun endte med at hade.

"Noget af det, jeg ikke kunne lide ved lærerne, var, at de bandede meget. Jeg blev i så dårligt humør af det. Det fik også mig til at bande mere, og jeg brød mig ikke om, at det smittede af på mig", siger Emma i bogen.

"Lærerne sagde også hele tiden, at alting var svært. Hvis jeg for eksempel sagde, at der var noget, jeg ikke orkede, så sagde de: 'Ja, jeg ved godt, det er svært', men det var jo ikke, fordi det var svært. Det var, fordi jeg ikke orkede det. De prøvede også at lave én om. Som om der er noget virkelig, virkelig galt ved at have ADHD og autisme".

Emma vil gerne prøve at have en bedste ven

Emma var glad for at gå på sin første skole, indtil hun fandt ud af, at hun har ADHD. Så syntes hun ikke længere, at det var så fedt.

"De voksne gav mig specialundervisning, og de andre i klassen syntes, det var snyd, at jeg ikke behøvede få lektier for. Det var rigtig irriterende, især fordi de blev ved med at sige det til mig. Det er jo ikke rart, når folk siger til én, at det er snyd, det man laver".

Det gode ved skolen var, at Emma havde mange venner.

"De fleste af dem havde jeg også gået i børnehave med. På et tidspunkt kom de bare op i den alder, hvor de begyndte at bagtale én, også dem, der havde været mine venner i lang tid, og så gad jeg ikke være venner med dem mere. I dag ser jeg slet ikke nogen af dem, som jeg var venner med på de forskellige skoler. Jeg har heller ikke andre venner, men jeg kunne godt tænke mig at prøve at have en bedste ven. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg har aldrig haft en rigtig bedste ven, som jeg faktisk kunne lide".

I dag går Emma på en behandlingsskole.

Åh, hvad vil de andre synes om min støttelærer

Mejse på 14 år fik konstateret Aspergers under en indlæggelse på grund af anoreksi og kom på specialskole. Men heller ikke hun trivedes med at gå i specialskole, og efter et tilbagefald med spiseforstyrrelsen fik hun lov til at skifte til en ny folkeskole, hvor hun med hjælp af en støttelærer har afsluttet det første år.

"I begyndelsen var jeg meget bekymret og tænkte: 'Åh, hvad vil de andre synes, hvis jeg kommer med sådan en hjælpelærer?' Det var også svært i begyndelsen, men efter jul synes jeg, det er blevet bedre. Jeg vil ikke sige, at der er nogen fra klassen, som er blevet mine gode venner, men i starten var jeg meget alene, og nu er jeg begyndt at være mere sammen med de andre i skoletiden. Jeg er blevet en del af klassen, synes jeg, og det er jeg glad for", fortæller Mejse.

Hun synes også, at de andre elever minder mere om hende, end børnene på specialskolen gjorde.

"Lærerne på den nye skole og deres måde at undervise på passer også bedre til mig, synes jeg. Nu har vi ikke en times pause efter en halv times useriøs og dårlig undervisning. Mine eksaminer er også gået udmærket. Jeg fik 12 i problemregning og færdighedsregning og 10 i dansk stil. Jeg fik så 4 i læseprøven, og det var jeg én af de eneste, der fik, så det var lidt pinligt".

Piger har måske større behov for hjælp til at bearbejde sociale oplevelser

I bogen hæfter de to forfattere sig ved, at det er tydeligt i den pædagogiske verden, at piger med autisme udgør en mindre gruppe end drengene.

"For nogle piger i specialskolerne er et stort problem, at de af og til er den eneste pige med autisme i klassen, og at der i det hele taget måske er få piger på skolen. Det gør muligheden for at møde andre piger, som de kan skabe relationer til, mindre", skriver Camilla Rau Petersen og Elisabeth Christensen.

Tag afsæt i børn med særlige behov - ikke i køn

Pigerne kan også opleve, at lærerne møder dem på en uhensigtsmæssig måde, fordi de tilbydes de samme vilkår eller den samme pædagogik som drengene.

"Det kan for eksempel være i arbejdet med at udvikle sociale relationer, hvor pigerne ikke bliver imødekommet i deres eventuelle større behov end drengene for tid og hjælp til bearbejdning af sociale oplevelser og udvikling af øget social forståelse", sammenfatter makkerparret bag bogen.

Læs mere på bogens hjemmeside via linket til højre.