Videointerview med professor John Hattie

Hvad er det, der virkelig rykker eleverne i skolen? Et newzealandsk forskningsteam har brugt 15 år på at undersøge, hvilke af de mange tiltag, man kan sætte ind i skolen, der rykker mere end bare den almindelige effekt, det giver at gå i skole og modtage undervisning. Nogle steder på kloden - i Shanghai, i Singapore og i Finland for eksempel - flytter præstationerne sig meget mere end det forventelige. Og på den baggrund kunne professor John Hattie for nylig stå på Axelborg i København og fortælle danske skoleledere og forvaltningsfolk, præcis hvor man skal sætte ind, hvis den danske folkeskole skal flytte eleverne lige så meget, som skolerne i Finland og Shanghai gør. Men egentlig skulle det være lærerne, han talte til, for det er kun lærerne på den enkelte skole, der i samarbejde kan løfte elevernes resultater.

»Noget af det vigtigste, jeg har lært af Visible Learning-arbejdet, er, at I har nogle lærere derude - og ud fra hvor Danmark ligger i Pisa, vil jeg sige mindst 50-60 procent - der er fantastiske! Vi er omgivet af den succes. Men det ser man ikke ud fra det image, lærerne skaber af sig selv«, siger John Hattie i et interview med Folkeskolen forud for sit oplæg.

»Så det eneste, jeg ønsker, er, at I skal anerkende det, få alle lærere til at blive sådan, få lærerne til at samarbejde og kigge på deres virkning på eleverne«.

Hattie: Lockout kan give bonus ved afgangsprøverne

John Hattie er altså slet ikke bekymret for, om ekspertisen er til stede i lærerstyrken. Men han er bange for, at vi ikke har blik for den og gør en indsats for at sikre, at alle lærere bliver eksperter. Tværtimod kan vi miste ekspertise, hvis politikerne bliver ved med at sætte barren alt for lavt ved bare at gå efter de forbedringer, som jo kommer mere eller mindre af sig selv:

»Så misligholder vi ekspertisen, for hvis man ser på, hvilken virkning vi har som lærere, så er den forbandet meget større. Vi siger bare: Kan du forbedre resultaterne? Men lærere kan påvirke resultaterne langt mere!«

Skolereform vil ikke virke

John Hattie har absolut ingen forventninger til den folkeskolereform, den danske regering har i støbeskeen. Længere skoledage, mere undervisning, flere voksne og forskellige aktiviteter lagt ind i skoledagen:

»Der er ingen evidens for en sammenhæng mellem mængden af tid og effekten, når man kigger på tværs af lande, i hvert fald de vestlige lande. Hvis jeg skal forudsige, hvad der vil ske, vil svaret være 'ikke meget'. For det er alt sammen struktur en gang til. Når man kigger på strukturelle ting, ændrer læseplanen, testsystemet, antallet af skoletimer, tilfører flere ikke-professionelle til skolen, har det praktisk taget ingen effekt«, siger han og påpeger, at det vil være at flytte folkeskolens penge over på ting, der ikke vil gavne i forhold til elevernes læring.

Uddannelsesguru: Flere timer og flere voksne rykker ikke

John Hatties forskning har resulteret i en slags hitliste over effekt. Ideen er ikke, at man skal gå efter at gennemføre topti og droppe resten, men at man skal overveje, hvad der bedst kan svare sig. Hvis man reducerer klassekvotienten, giver det en positiv effekt på 0,2 på Hatties effektbarometer. Det er altså bedre end ingenting. Men den gennemsnitlige effekt af at gå i skole er 0,4, så det, man skal gå efter, er indsatser, der giver en effekt på over 0,4. I toppen af hitlisten ligger først og fremmest undervisningsmetoder, hvor eleverne bliver udfordret, kender succeskriterierne, er bevidste om deres eget niveau og ved, hvad der skal til for at nå videre. Troværdige og tydelige lærere, feedback og dialog mellem eleverne lagt bevidst til rette af læreren er andre af de allermest effektive metoder, man kan sætte ind i undervisningen, og som rykker langt, langt mere end strukturelle tiltag. John Hattie sammenfatter det i sin seneste bog og det foredrag, han rejser rundt med, som Know Thy Impact - altså lærer, kend din egen virkning på eleverne.

Sådan lærer man sin egen virkning at kende

Der er to hovedveje til at kende sin egen virkning som underviser. Den ene er, at lærerne går på besøg i hinandens klasselokaler:

»Ikke for at se på undervisningen - det er en katastrofe efter min mening - men for at se på læringen, se, hvad eleverne laver. Derfra kan man begynde at stille spørgsmål om undervisningens effektivitet, og om hvordan man kan blive mere effektiv«, forklarer John Hattie.

Hattie: Diagnoser skader mere, end de gavner

Den anden er den samme metode, som han selv har anvendt i sin verdensberømte syntese af 800 internationale metastudier, nemlig effektmåling. Det er en formel, som omsætter elevers score i alle mulige typer af test til tal for, hvor meget enten én elev eller en gruppe af elever har rykket sig fagligt i løbet af et undervisningsforløb.

Metoden er meget nem, siger Hattie:

Man starter et nyt længere undervisningsforløb med en førtest, som kan scores, for eksempel med antal rigtige per elev. Efter nogle uger, når forløbet er gennemført, tager man testen igen. Over brøkstregen står elevens antal rigtige i førtesten minus antal rigtige i eftertesten. For at beregne effekten skal man dividere tallet med den gennemsnitlige spredning i klassen, det vil sige gennemsnittet af hver enkelt elevs afvigelse fra gennemsnittet i førtest og eftertest. Den sidste del kan være vanskelig, Men det er naturligvis også vigtigt at se på den samlede effekt for hele klassen.

»Det kan man beregne i Excel, så find en på skolen, der kan Excel. Der er altid mindst én, der kan, og husk, at ikke alle skal være eksperter i alt«, understreger John Hattie. »I kan også få hjælp på Visible Learning-hjemmesiden, eller I kan sende mig data, så skal jeg nok foretage beregningen. Det vigtigste er, at I kommer i gang med diskussionen. Det er selvfølgelig nemmest, hvis man har en standardiseret test, så I kan jo starte med de nationale test«, foreslår han.

Han viser et eksempel på storskærm på en klasse, hvor effekten af et undervisningsforløb samlet set i klassen har været 0,61. Altså et pænt stykke over de 0,4, som er den fremgang, der forventes ved undervisning.

»Så er det godt nok. Nyd det! Somme tider har man lavet et stykke undervisning, hvor effekten var god nok. Hvis tallet derimod er 0,2, er det en anden diskussion. På nogle af de skoler, hvor vi har været med Visible Learning, går eleverne op til læreren og siger: Det her forløb har ingen virkning på mig, hvad vil du gøre ved det?«

»Svaret er ikke, at vi skal fyre dårlige lærere. I stedet skal vi i fællesskab tage ansvar. De ansvarlige for de enkelte fag skal sætte diskussioner i gang om, hvad det betyder at være 'god til' det, som et givet undervisningsforløb omhandler. Et af de største problemer er, at lærere ikke har en fælles forståelse af progression. Stil for eksempel nogle elevkunstværker op og diskuter, hvilke værker der er gode nok. Der er for meget konsensus, vi lærere er for høflige!«

Led ikke efter forklaringer hos eleverne

I John Hatties fiktive klasse på storskærmen er der tre elever, hvor effekten har været under de tilstræbte 0,4, og en enkelt, hvor effekten har været negativ - eleven har svaret rigtigt på færre spørgsmål efter undervisningsforløbet end før.

»Lad nu være med at lede efter forklaringen hos eleverne. Led efter, hvad I gjorde som lærere - hvorfor skal vi ellers overhovedet være der? Men start med at kigge på, hvad der gik godt«, siger John Hattie og fortæller, at Australien, hvor han i øjeblikket arbejder som professor, har tilbagegang i sine skoleresultater. Men tilbagegangen skyldes, at de dygtige elever klarer sig dårligere end før, hvorimod Australien har stor succes med at løfte blandt andre indvandrerelever, forklarer han og peger på en af de elever, der har klaret hans fiktive test rigtig skidt første gang og jævnt anden gang:

»Fred er utrolig god til at lære, han har virkelig gjort fremskridt. Se efter, hvor I lykkes bedst, både blandt de dygtige og blandt de mindre dygtige elever«.

Anmeldelse: John Hattie - det nye sort?

Test er feedback til lærere

»Se på, hvad I er gode til på jeres skole, og gør jeres virkning synlig. Og husk at gøre det med tillid, formålet er ikke kontrol«, understreger John Hattie. Han forstår godt, at mange lærere i Danmark og andre steder er skeptiske over for testsystemer, og derfor fremhæver han det testsystem, han selv har været med til at udvikle i hjemlandet New Zealand. Det er nemlig et stort system, som stilles til rådighed for lærerne som et tilbud. I dag bruges det af 80 procent af lærerne, fordi det er et godt og anvendeligt værktøj, men det anvendes ikke af myndighederne til kontrol eller ranglistning.

»Bedømmelse af elevpræstationer er feedback til lærere - børnene ved udmærket godt, hvordan de selv ligger!«

John Hattie interesserer sig ikke ret meget for undervisningsmetoder og pædagogiske modebølger:

»Pointen er, hvad eleverne får ud af det. Hvis en lærer bliver ved med at bruge den samme ældgamle metode, og eleverne lærer en hel masse, så lad ham dog!«

Lærer = evaluator og forandringsagent

Som lærer skal man i stedet være evaluator:

»Dit job er at evaluere din egen virkning. Den evaluering vil presse dig til at stille de nødvendige moralske spørgsmål - for eksempel om du gør skolen til så godt et sted at være, at eleverne bliver ved med at gå der. Der er nemlig ikke noget, der med så stor sikkerhed kan forudsige et godt liv med god indtægt og godt helbred som antal års skolegang«.

Og som lærer skal man være forandringsagent:

»Ikke guide, ikke facilitator«, understreger John Hattie. Det afgørende er, at lærerens formål ikke er at give spændende undervisning, at nå igennem stoffet eller at opnå gode prøvekarakterer, men at opnå den ønskede læringseffekt hos hver enkelt elev.

Mere tid sammen

John Hattie er ikke uenig i undervisningsminister Christine Antorinis pointe om, at eleverne får noget ud af flere timer med superdygtige lærere, men:

»Mere tid med lærere, som ikke har nogen særlig høj effekt, kan faktisk have negativ effekt. Jeg synes, det er interessant, at i uddannelsesverdenen har vi faktisk ikke konceptet effektivitet. Hvis den ene lærer kan lære eleverne et bestemt stof på den halve tid af, hvad den anden kan, så er det faktisk den første, der bliver straffet, for han skal finde på noget at lave med eleverne resten af tiden. Han skal holde sig tilbage for ikke at genere den lærer, de får næste år«.

I en tid hvor danske lærere står over for krav om flere undervisningstimer og mindre forberedelsestid, understreger John Hattie, at man i hvert fald bør have en dag om ugen, hvor lærerne forbereder sig sammen - ikke ved siden af hinanden, men sammen. Og tiden skal bruges på det rigtige.

»En forøgelse af læreres tid til at forberede sig alene har ikke vist sig særligt effektiv, fordi de typisk forsøger at beslutte sig for aktiviteter og materialer frem for i fællesskab at vurdere, om de er udfordrende, passende, hvilken virkning de vil have, eller hvad succeskriteriet skal være. Og en af lærerprofessionens største fordele er, at de er meget kritiske - fordi det ligger i jobbets natur. Så denne positive egenskab bør de bruge indbyrdes. For den evidens, jeg har set, og evidensen i Visible Learning viser, at tid, lærerne bruger i samarbejde på at stille spørgsmål til deres egen effekt som lærere, helt sikkert giver bonus«.

Skal man til gengæld skære noget forberedelsesarbejde væk, så mener John Hattie sagtens, at man kan droppe at sidde om aftenen og forberede PowerPoints og andre hjemmegjorte undervisningsmidler:

»Vælg et hvilket som helst emne, og jeg kan garanteret få én million internethits på materialer. Det er ikke, fordi vi ikke skal have undervisningsmidler, men tanken om at vi skulle have brug for flere …!«

Bliver man ikke en bedre underviser, hvis man selv har udformet materialet og planlagt forløbet?

»Tja - jo, man bliver bedre til at undervise - eller måske gør man. Men det er ikke det afgørende - det afgørende er, om eleverne opnår en større effekt af undervisningen«.

Visible Learning-forskerne har i deres forskning gået ud fra, at der måtte være en forskel på forberedelsesbehovet til forskellige fag og klassetrin. Men det er ikke lykkedes at påvise det.

»Jeg og andre har ledt virkelig grundigt efter forskellene, men med få undtagelser har det været vanskeligt at finde dem«.