Anmeldelse
Ben X
Barsk øjenåbner
"Ben X" er en ungdomsroman om at være autist og ikke passe ind i det samfund, vi har skabt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
17-årige Ben lider af autisme – men det er der nu ikke mange, der tager hensyn til i denne ungdomsroman. Han lever et hårdt og udsat ungdomsliv, særligt i skolen, hvor han på groveste vis plages af to klassekammerater, som tilsyneladende er grænseløse i deres chikane og mobning.
Fakta:
Titel: Ben X
Forfatter: Nic Balthazar
ISBN: 9788770909280
Pris: 179
Sider: 88
Forlag: Turbine Forlaget
Ben overlever gennem sine faste rutiner og tidsskemaer og via det åndehul, han finder gennem chatten med pigen kaldet Barbie. Her møder han for første gang forståelse og finder en måde at udtrykke sig på. Han siger nemlig ikke ret meget. Nærmest ingenting. Deraf undertitlen "Intet var alt, han sagde".
Sammen med ”cyberveninden” Barbie får han i sidste ende taget hævn over sine bødler, og romanen efterlader i sin afslutning et tydeligt budskab om, at retfærdigheden – i dette tilfælde – sker fyldest.
Romanen tager problematikker op, der knytter sig til autisme, og vil primært henvende sig til folk, der har autisme inde på livet. Autisme kan som bekendt ikke beskrives ud fra enkle eksempler, men gennem romanen får læseren et indblik i Bens tanker og ikke mindst de kæmpestore udfordringer, han står over for hver eneste dag. Fortællingen er direkte, barsk og på mange måder en øjenåbner i forhold til, hvad vi forventer af de unge, som i bund og grund ikke passer ind i det samfund, vi har skabt – og ikke mindst hvilke fatale konsekvenser det kan have for et ungdomsliv.
"Ben X" er filmatiseret i både Belgien og Sverige.