Anmeldelse

Nu skal vi lege

Nu skal vi lege / Legebog for børn med autismespektrum- eller sanseintegrationsforstyrrelser

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret
Legebog for børn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»I ethvert rigtigt menneske er gemt et barn, der ønsker at lege«, skrev filosoffen Friedrich Nietzsche i det 19. århundrede. I det 21. århundrede viser nyere legeforskning, at barnets leg med kammerater blandt andet fremmer udviklingen af sociale og kommunikative kompetencer.

Fakta:

Titel: Nu skal vi lege

Forfatter: Gabriella Fromholt

ISBN: 9788772816319

Pris: 239 kroner

Sider: 128 sider

Type: Bog

Forlag: Dafolo

Titel: Legebog for børn med autismespektrum- eller sanseintegrationsforstyrrelser

Forfatter: Barbara Sher

ISBN: 9788777067303

Pris: 298 kroner

Sider: 211 sider

Type: Bog

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

I »Legebog for børn med autismespektrum- eller sanseintegrationsforstyrrelser« er der netop fokus på fællesskabet mellem børn med legen som motivation. Bogen henvender sig til pædagoger, ergo- og fysioterapeuter, indskolingslærere og forældre og giver konkrete forslag til lege, der kan afprøves, når et barn eller flere børn i gruppen har udfordringer i forhold til sanseintegration og autisme. Forfatteren indleder med en introduktion til teorien bag sanseintegrationsproblemer og egne erfaringer i forbindelse med dette i et letforståeligt sprog. Herefter følger tre kategorier af lege: sociale, grovmotoriske lege, sociale, finmotoriske lege og vandlege. Legene organiseres i grupper, da målet er at fremme børnenes sociale samspil og medtænke inklusion i fællesskabet. Bogen giver et godt teoretisk overblik, hvilket, kombineret med helt konkrete legeidéer, gør den anbefalelsesværdig.

»Nu skal vi lege - i SFO og skole« indeholder 100 lege for børn i alderen 6-12 år. Indledningsvist redegør forfatteren for rollen som »legeleder«, gruppeinddeling og introducerer bogens lege. For hver leg/øvelse er formålet klart beskrevet, ligesom de enkelte legeinstruktioner er grundige. Legene/øvelserne er endvidere inddelt i kategorier som: navnelege, lære hinanden at kende-lege, samarbejds- og fællesskabslege samt improvisationsøvelser. Samlet set fremstår bogen gennemtænkt og inspirerende med mange spændende lege, ligesom den virker let at anvende i praksis for pædagoger, lærere samt andre legebørn og voksne.