Ved du intet om spejlneuroner? Og vil du gerne blive klog på det? Så er her en supergod bog til at arbejde dig ind på emnet med.

Bogen er virkelig spændende og interessant læsning, hvis man kan lide at kaste sig ud i et lidt nørdet emne og hører til dem, der gerne vil være på forkant og vide det nyeste nye før de andre. Den er velskrevet og ligefrem, så den er for det meste let at læse. Men jeg måtte bakse meget med forståelsen, fordi jeg intet vidste om emnet i forvejen. Ti timers intens læsetid og masser af noter tog det mig at forstå bogen rigtigt. Men bogen har ændret min forståelse af verden. Ret radikalt.

Spejlneuronerne er en forholdsvis ny opdagelse. Først i 1992 blev de fundet - nærmest ved et tilfælde - i et forsøg med makak-aber på et universitet i Italien. Og hvad er de så for nogen, disse spejlneuroner? Og hvorfor har de overhovedet noget at gøre i teori om læseundervisning?

Spejlneuronerne gør, at vi intuitivt og ikke-bevidst kan sætte os i andres sted - føle andre. Vi kan føle empati og forstå de følelser, der er knyttet til andres handling. Vi behøver ikke (kognitivt) at anerkende andres perspektiver - altså følge dem. For når vi ser andres reaktioner, skaber det deres følelser i os. En spejling.

Og spejling er noget, vi alle gør (undtagen autister, der har for lidt spejlneuronaktivitet). Når vi spejler, kommer vores egen hjerne i samme tilstand som hjernen hos den, der udfører den handling, vi betragter eller læser om. Vi oplever altså verden i samme tilstand som vedkommende.

Det er en væsentlig funktion ved spejlneuronerne, at vi kan aktivere vores egne følelser, når vi skal forstå andres følelser. Manglen på indsigt i andres oplevelser er derfor bundet sammen med manglen på indsigt i vores egne oplevelser.

Når vi læser en roman, simulerer vores spejlneuroner den handling, der foregår i historien, som om det var vores egen handling. Vi kan nemlig knytte an til den viden og de følelser, vi selv havde, da vi udførte tilsvarende handlinger.

Og det giver skønlitteraturen en særlig betydning: "Skønlitteratur er særligt velegnet til, at man kan udvikle sine egne emotioner ved at forstå andre menneskers handlinger og følelser, fordi litteraturen inviterer til, at man gør det ved hjælp af litterære virkemidler, for eksempel ved brug af indre syn. (.) Samtidig med at man kommer til at føle empati med andre, udvikler man tilsvarende sin egen evne til emotionelle reaktioner".

Og hvis litteraturundervisningen skal bruges til dét projekt, skal man give tid til fordybelse og langsom læsning. For hvis vi emotionelt skal forstå de mennesker, der er i litteraturen, skal der være tid til vores egne emotionelle reaktioner. Og emotionelle reaktioner kræver langsommere læsning og dermed også længere læsetid end ved læsning af fakta.

Lidt kritik: Først i anden halvdel af bogen står der, at "vi i øjeblikket kun kan beskrive forholdet (mellem spejlneuroner og læseforståelse, redaktionen) i form af spekulationer og hypoteser. Det er derfor også for tidligt at komme med konkrete anbefalinger til læseundervisningen".

Og det havde været rart at vide allerede fra side 1, så man kunne afstemme kræfterne i læsningen af bogen efter det. Og det kunne også have været nævnt i bagsideteksten. I stedet for står der: "Endelig belyses deres (spejlneuronernes, redaktionen) betydning for sprog- og læseundervisningen". Og det er jo ikke helt korrekt.

Men interessant er det. Så sæt en fridag af i den gode lænestol med rigelig varm te på kanden, bladr op og bliv spejlneuronnørd.