Det kan være opportunt at indtage en ”balanceret”, ukritisk, holdning til forskning, politik og praktisk undervisning al den stund man dermed følger med tiden, eller sagt med andre ord, følger den konkurrencestatspædagogik, som ligger bag den nye folkeskolereform. Konkurrencestatspædagogikken sætter læring, mål og tests i højsædet, så skulle børnene blive fagligt dygtigere, og - sammen med den altigennem strømmende virksomhedsinnovationsånd - så skulle chancen angiveligt øges for, at børnene uddannes til god samfundsmæssig arbejdskraft. Men en sådan pædagogik minder i al for høj grad om et forældet skolesyn, hvor udenadslære (opfyldning af læringsmål) kaldtes dygtighed, og frygt for tæsk (`består du testen?`) var det pædagogiske middel. Skolen skulle disciplinere og bruges til sortering og standardisering. En kritisk moderne pædagogik lægger sig helt modsat op af en opfattelse af skolen som et fristed, hvor forskning, politik og praktisk undervisning i vekselvirkning løbende undersøger - og på demokratisk vis fastlægger - et ønskværdigt skolesyn, som man, i tillid til lærernes dømmekraft, giver ansvaret til lærerne at udføre i praksis.

Men folkeskolereformen styrer eleverne og lærerne i en helt anden retning end til et fristed, og ukritiske forskerudviklede måleinstrumenter og tests hjælper politikerne til at styre derhen - vi lærere tænkes blot som en slags instrumenter, der faciliterer elevernes læring. Faktisk står ukritiske, opportunistiske forskere  nærmest i kø for at understøtte konkurrencestatspolitikken, og af én eller anden grund, er det disse skole-reformglade forskere, som kommer mest frem i det samfundsmæssige spotlys. Også i Folkeskolen.dk fremlægger forskerne konkurrencestatspædagogiske læringsmålingsredskaber som fx ”Målpilen”. Der udfolder sig så en debat, hvor lærere undrende spørger: Kan nogen forklare nytten af dette? http://www.folkeskolen.dk/556630/laerere-tester-vaerktoej-til-maalstyret-undervisning#557337

Som lærer må man spørge: Hvor er den kritiske forskning, som forstår at forholde sig  spørgende og bedømmede til skolens formålsdiskussion? Hvor er kritikken af at tro, man kan styre og kontrollere andre menneskers indre måde at optage, hvad de udsættes for (elevernes læring)? Hvor er kritikken af at fokusere på læringsmål uden at spørge:  Med hvilket formål? Med hvilket indhold?

Vi lærere er ikke dumme, kære politikere og forskere. Vi ved, at undervisning handler om faglig kvalifikation i balance med socialisation og subjektifiktion. Vi ved, at man ikke blot forenklet kan spørge `hvad virker` og slet ikke opstille forenklede testbare læringsmål, hvis man altså rent faktisk vil lykkes med sin undervisning. Vi ved, at forskning, politik og praktisk undervisning skal ses i tæt forbindelse med normative, pædagogiske og politiske spørgsmål om, hvad der er uddannelsesmæssigt ønskværdigt. Vi ved også, at demokrati handler om at lytte til hinanden? Hvorfor lytter I politikere og forskere ikke til os lærere?