I alt for mange kvarterer er folkeskolen inde i en ond cirkel: Der er en skæv elevsammensætning på den lokale skole, socialt og etnisk. Derfor flygter de resursestærke familier, også de resursestærke indvandrere. Hermed bliver skolens elevgrundlag endnu mere skævt - og flere søger væk.

Min datters skoleklasse på Nørrebro var et godt eksempel på konsekvenserne. I de små klasser havde en fjerdedel anden etnisk baggrund, og klassen var et flot mødested for forskellige sociale og kulturelle miljøer. I de store klasser havde over halvdelen imidlertid indvandrerbaggrund. Næsten alle drengene - også de danske - gik med kniv, subkulturen fra gaden kastede lange skygger i klassen.

Det er velkendt, at massive sociale problemer let skaber et dårligt læringsmiljø. Undersøgelser viser en »klassekammeratskabseffekt«, hvor uddannelsesvante familier trækker de knap så uddannelsesvante op, simpelthen fordi børn er rollemodeller for hinanden. Hvis elevgrundlaget bliver skævt, er der for få positive rollemodeller til at skabe denne klassekammeratskabseffekt.

Senest viser en analyse af Simon Calmar Andersen, Institut for Statskundskab i Aarhus, at karaktererne starter et dramatisk fald, når andelen med indvandrerbaggrund kommer op over 40-50 procent. Derimod har det ikke betydning, om der er ti eller 30 procent på en skole.

Hvis den onde cirkel skal brydes, må vi undgå skoler med over 40-50 procent. En bedre fordeling kan baseres på sprogtest som i Albertslund og Aarhus. Men det skal ikke stå alene. Boligpolitik og skoledistrikter skal trække samme vej. Og så skal folkeskolen italesættes over for de resursestærke forældre. For eksempel som det gøres af foreningen »Brug folkeskolen på Nørrebro«.

Kommentar fra Christian Horst:

Lars Olsen beskriver på udmærket vis udviklingen af det fænomen, der finder sted i de fleste nationale skolesystemer, hvor den etniske kompleksitet vokser på baggrund af international mobilitet. Mange lande, deriblandt USA, har igennem årtier forsøgt sig med Lars Olsens forslag. Den ret omfattende forskning, der har fulgt disse initiativer, viser meget ringe positiv effekt, hvis overhovedet nogen (Angrist & Lang, 2002) (Ascik, 1984) (Schofield, 1989). Selvom man nogle steder kan se den korrelation, som Lars Olsen påpeger, udgør den ikke en pædagogisk eller læringsfaglig kausalitet. Naturligvis lærer elever også af hinanden, men skolens kerneydelse, den faglige læring, formidles af læreren i et anerkendende læringsmiljø. |