Personlighedsbegrebet er blevet fjernet i 2006-formålet, og dermed er det filosofiske grundlag under formålsparagraffen blevet fejet væk, hævder professor Ove Kaj Pedersen. Hvad siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini, der sad med ved forhandlingsbordet, til det?

»Jeg er helt uenig. Der er en helt anden historie bagved. Den politiske virkelighed var, at regeringen, og ikke mindst Dansk Folkeparti, ønskede en markant ændring af formålsparagraffen. Dansk Folkeparti ville gøre den helt kort: Formålet skulle være at give eleverne kundskaber - punktum. Og vi syntes ikke, at formålsparagraffen skulle ændres overhovedet. Vi ønskede at nedsætte en formålsparagrafkommission, så man kunne få en bredere debat om, hvad fremtidens folkeskole egentlig skal rumme. Det endte så med, hvad jeg vil sige er nogle mindre justeringer«.

»Og lige præcis om det med personlighed, det er faktisk meget sjovt. Der var ikke særlig meget diskussion om, at det skulle ud. Bertel Haarder fortalte under forhandlingerne, at det var hans sidste gode gerning som undervisningsminister i sin tid, at han fik 'personlige' med i 1993-formålsparagraffen. Men ud fra en anden tænkning end den, Ove K. taler om, tror jeg, nemlig 80'ernes individualisme, som ville have individet i centrum. Det var Bertel Haarders personlige fingeraftryk i '93-formålet - at sætte individet i centrum. Nu var han nået frem til, sagde han så, at nu syntes han ikke, der skulle være så meget fokus på individet, det var vigtigere med fokus på fællesskabet. Lidt sjovt at høre ham sige det, ikke? Og vi havde det sådan, at vi syntes, at dannelsesbegrebet skulle kobles op på fællesskabet. Så da Bertel Haarder selv havde det sådan, at han var gået for langt med det personlige i '93, så sagde vi bare bingo - den er vi helt med på. Og så blev det taget ud«.

»Så vores historie er en anden end den fortolkning, som Ove K. Pedersen lægger ind i det. Han er meget principiel og siger, at vi fuldstændig ændrer hele grundlaget i formålsparagraffen, og det er jeg ikke enig i. Man kan sige, at det, der er sket, er vel, at man har nedtonet den meget psykologiske dimension, som reformpædagogikken havde, og som man også kan se afspejler sig i nogle af de logbøger, der har været for den enkelte elev, som går meget psykologisk ind til den enkeltes personlighed. Jeg er selv skeptisk over for, om det er skolens opgave at gå ind i den psykologiske dimension i forhold til den enkelte elev. Jeg mener, at læreren skal være ekspert i at undervise. Med udgangspunkt i den enkelte elev, selvfølgelig. Det er utrolig vigtigt, at man tilrettelægger undervisning, der passer til den enkelte elev. Og sådan er det stadig. Lærerne skal stadigvæk differentiere undervisningen«.

Uddannelsesordføreren er enig med professoren i, at 2006-formuleringen stritter i alle retninger.

Ove Kaj Pedersen mener, det kan gå i en 2006-retning eller en 1993-retning?

»Jeg mener ikke, at 2006 er udtryk for en retning. Han siger, at 'medbestemmelse' er fjernet fra formålsparagraffen - jo, jo, men der er kommet en tilføjelse, nemlig at det også er formålet at styrke deltagelsen i et demokratisk samfund. Jeg synes faktisk, at 'deltagelse i samfundet' er skarpere«.

Ove Kaj Pedersen frygter, at en formålsparagraf uden filosofisk grundlag vil reducere pædagogikken til ren metode?

»Der er intet ændret ved elevernes inddragelse i undervisningen med 2006-formålsparagraffen. Men det er rigtigt, at der er sket en ændring i de pædagogiske strømninger. Reformpædagogikken og ansvar for egen læring stod jo stærkt især op igennem 90'erne. Og dér må jeg sige, at jeg faktisk er meget enig med dem - for eksempel Stefan Hermann - der siger, at skolen skal sættes i centrum. Den skal tage ansvaret og sikre børnenes læringsproces. Det er ikke det samme som tankpasserpædagogik - det er bare et andet svar, end at eleven selv skal tage ansvar for egen læring. Hvis eleven skal tage ansvar for egen læring, forudsætter det, at man har en række kompetencer med sig, ikke mindst fra sine forældre, og det er der altså en gruppe elever, der ikke har«.

Christine Antorini mener ikke, at konsekvenserne af 2006-ændringen bliver, at folkeskolen mister sin status som demokratiformidlende institution. Skolen skal nu både danne til demokratiet og uddanne til arbejdsmarkedet, fastslår hun. Og det er hun godt tilfreds med.

»Som nogen har sagt: Ja, ja, det er godt nok, at vi har den glade skole, men er det godt nok, at børnene er glade, hvis de ikke har det, der skal til for, at de kan få det fodfæste på arbejdsmarkedet, som faktisk giver dem langt større valgfrihed til at beslutte, hvordan de selv vil forme deres liv og udvikle deres drømme? For mig er det et både-og«.

Hvad skulle der stå i formålsparagraffen, hvis du kunne bestemme?

»Finland siger i formålsparagraffen - som i øvrigt er superkort - at formålet er at fremme ligheden i samfundet. Det synes jeg som socialdemokrat er vigtigt. Det kan godt være, at der er nogle andre, der mener noget andet. Det er den diskussion, vi skal have, og dér tror jeg faktisk, det er meget vigtigt, at man giver tiden til en formålsparagrafkommission, så det bliver en del af en offentlig debat. Folkeskolen er alt for vigtig til, at fire partier skal sidde bag lukkede døre og beslutte, hvad formålet er«, siger Christine Antorini. |

Medforfatter til formålsparagraf

Christine Antorini, datter af en lærer og en mejerist, har været uddannelsesordfører for Socialdemokraterne siden 2005.

»Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling« Folkeskoleloven paragraf 1, stykke 1, 1993»Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling« Folkeskoleloven paragraf 1, stykke 1, 2006»Det var Bertel Haarders personlige fingeraftryk i '93-formålet - at sætte individet i centrum« Christine Antorini