Debat

Hurra for test og elevplaner

DLF har bestemt ikke noget imod test, men lad os hurtigst muligt drøfte, om nationale, elektroniske afkrydsningstest er det, der fremmer kvaliteten i undervisningen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange lærere har oplevet, at skriftlig information til forældrene forud for forældresamtaler kan kvalificere samtalen. Men er det ensbetydende med, at der skal udarbejdes skriftlige elevplaner til alle elever i alle fag hvert år?

Langt de fleste lærere bruger test i deres evaluering af undervisningen. Testresultaterne bruges i forhold til at tilrettelægge undervisningen og i drøftelserne med eleven og forældrene. Men er det ensbetydende med, at det er genialt, at alle elever i 8. klasse skal gennemføre en national multiple-choice-test i fysik/kemi?

Mange, mange skoler har udarbejdet samtaleark, bruger portfolio, har udviklet elevhandleplaner eller bruger anden form for skriftligt oplæg til forældrene. En del skoler skrotter nu det, de var i gang med, fordi det ikke lever op til kravene til elevplaner. Andre skoler vælger en lidt mere »kreativ« læsning af bestemmelserne om elevplaner og fortsætter med deres eget gode system, selv om det måske ikke helt lever op til de meget specificerede centrale krav.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Skal man som lærer skrive om op mod 200 elever, kan det umuligt blive til andet end standardsætninger, smiley'er, »karakterer« eller lignende. Det er imidlertid heller ikke i overensstemmelse med reglerne, har Christine Antorini fået at vide i ministeriet.

Vi er bestemt ikke mod skriftlig kommunikation, men lad os hurtigst muligt drøfte, hvordan vi i langt højere grad kan overlade det til den enkelte skole, hvordan man vil bruge skriftlig kommunikation/elevplaner i forældresamarbejdet.

Jeg har mødt dygtige fysik/kemi-lærere, der har fået anerkendelse for, at de har formået at skabe bred interesse for faget, men som nu føler sig presset til at lægge undervisningen om for at sikre, at eleverne får gode resultater i de elektroniske test. De pågældende lærere har i øvrigt alle brugt test i deres evaluering. I stedet for at bruge test i forhold til det, de underviste i, føler de sig nu presset til at undervise i det, som de ved, eleverne vil blive testet i.

Vi har bestemt ikke noget imod test, men lad os hurtigst muligt drøfte, om nationale, elektroniske afkrydsningstest er det, der fremmer kvaliteten i undervisningen.

Lad os få en langt mere nuanceret debat, og lad udgangspunktet for debatten være, hvordan vi sikrer eleverne den bedste undervisning.

»Skal man som lærer skrive om op mod 200 elever, kan det umuligt blive til andet end standardsætninger, smiley'er, 'karakterer' eller lignende«