Stig Nielsen
Ny kontorchef: Jesper Støier er ansat som skole- og uddannelsespolitisk chef
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den 13. maj besluttede hovedstyrelsens forretningsudvalg at ansætte konsulent Jesper Støier som skole- og uddannelsespolitisk chef i DLF's sekretariat.
Jesper Støier, 48 år, er uddannet fra Frederiksberg Seminarium og var lærer i Greve Kommune fra 1984 til 1993, hvor han også var tillidsrepræsentant, medlem af kredsstyrelsen og mødeleder i pædagogisk råd.
Efter uddannelse som cand.pæd. i ernæring og biokemi blev Jesper Støier i 1994 ansat som konsulent i DLF. Siden har han taget en lederuddannelse fra Forvaltningshøjskolen og en master i mediering og konfliktløsning fra Københavns Universitet. Han har arbejdet i fagligt kontor, organisationskontoret og i pædagogisk kontor. Fra 1999 til 2002 var han leder af DLF's enhed for skolestart.
I 2007 blev Jesper Støier konstitueret som chef i pædagogisk kontor, da Jørgen Marcher gik på pension.
Efter at den nyvalgte hovedstyrelse har besluttet den fremtidige struktur, blev stillingen som skole- og uddannelsespolitisk chef slået op. Jesper Støier blev valgt blandt 13 ansøgere.