Debat
Helt i bund
Kommunerne er allerede helt nede at suge grundvand, så det kræver en god præstation af KL's forhandlere at sikre en ordentlig økonomi
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Kommunerne vil også gerne have mulighed for at løfte deres opgave ordentligt« - citat Henning Jensen, borgmester i Næstved og medlem af KL's bestyrelse, fra det nyligt afholdte stormøde i Odense for lokale tillidsfolk i Danmarks Lærerforening, BUPL og FOA. Så må vi sandelig håbe, at KL får forberedt sig rigtig godt, når den i juni måned skal indgå økonomiaftale med staten. Kommunerne er i den grad nede at suge grundvand, så hvis de skal op til overfladen igen og få rettet op på skævhederne og klare de udfordringer, der ligger foran dem, kræver det en særdeles god præstation af KL's forhandlere.
Det er nemlig ikke kun kommunerne, der gerne vil løfte deres opgave ordentligt - det vil de medarbejdere, der er ansat i kommunerne, også meget gerne. En undersøgelse fra 2006 viste, at for 97 procent af de ansatte i kommuner og regioner var det vigtigste forhold omkring deres job, at de havde gode muligheder for at levere et godt arbejde, men kun halvdelen oplevede, at de havde den mulighed i dag. Det giver stress og øger nedslidningen, når man ikke kan leve op til egne og andres forventninger.
Henning Jensen gav også udtryk for, at kommunerne ønsker »frihed på processerne«, og et krav til regeringen fra kommunerne vil være mindre detailstyring og færre administrative byrder. Det kan vi kun bifalde i Danmarks Lærerforening. Vi vil spille en hovedrolle i vores eget arbejdsliv og i udviklingen af velfærdssamfundet - vi vil ikke degraderes til en statistrolle som fjernstyret nikkedukke! Men det kræver fælles fodslag og samarbejde mellem de faglige organisationer, hvis vi skal have fjernet alt det unødvendige bureaukrati og trænge igennem med visionen om at udvikle og forbedre velfærdssamfundet. Samarbejdet er godt i gang på centralt plan, og den 31. maj følges det op af en række lokale demonstrationer/happenings. Her er hovedbudskaberne lige præcis, at udsultningen af den offentlige sektor skal stoppes, og at kommunerne skal sikres en ordentlig økonomi, men også at vi er ved at drukne i bureaukrati og kontrol, og at vi hellere skal have fokus på at få skabt nogle ordentlige rammer, så vi kan lave det, vi er bedst til.
Det gælder om at bruge tiden rigtigt - det kan du gøre ved at støtte op om initiativet den 31. maj og møde op foran Christiansborg klokken 15.30 eller ved et lignende arrangement i Århus.
»Det giver stress og øger nedslidningen, når man ikke kan leve op til egne og andres forventninger«»Udsultningen af den offentlige sektor skal stoppes«