Vi har fået en ny overenskomst, og selvom virkeligheden ikke ændrer sig fra den ene dag til den anden, så var det vores ambition, at denne overenskomst skulle bane vej for en positiv ændring af hverdagen i skolen.

En væsentlig del af overenskomstresultatet er, at vi har fået flere penge i lønposen. Men det var blot en del af den ambition, vi havde for aftaleforhandlingerne 2008.

Vores mål var og er at få etableret et nyt afsæt for dialogen om folkeskolen, og heldigvis har vi ikke kæmpet forgæves. Tilsyneladende er der opstået en erkendelse af, at den mest dominerende effekt af de seneste års negative skoledebat er flugten fra lærerfaget.

Heldigvis er der tegn på bedre tider.

Det faktum, at vi har opnået enighed med arbejdsgiverne i KL, både i forhold til at vores lønsystem skal udvikles centralt, og i forhold til at vi skal have en arbejdstidsaftale, der betyder, at lærerne kan arbejde professionelt, kan få humøret til at stige.

Det er nye og liflige toner at høre KL udtrykke enighed med os i, hvordan lærernes arbejdstidsaftale skal bygges op.

Og når undervisningsministeren gentagne gange understreger, at skolen skal tales op og ikke ned, og henviser til lærernes overenskomst som et tegn på, at tingene udvikler sig i den rigtige retning, så er det bare om at slå til.

Og det er der da også lærere, der gør. Trangen til at få manifesteret, at vi ikke behøver at bukke hovedet, kommer til udtryk, når lærere højt og klart siger: Jeg er stolt af det arbejde, jeg udfører.

Det kan nemlig godt lade sig gøre at være stolt af sin indsats, uden at det betyder, at man er lalleglad ukritisk.

Selvfølgelig skal vi markere, hvis udviklingen går i en forkert retning, og vores vilkår for at leve op til samfundets forventninger forringes. Vi ønsker nemlig at medvirke i en konstruktiv skoledebat, hvor der bliver lyttet til vores bud på, hvad skolen har brug for, hvis den skal udvikle sig.

Barometeret har stået på kraftig modvind, og kampen for at holde sig oprejst har tæret på det gode humør.

Men når man nærlæser aviser og lytter til såvel KL's som undervisningsministerens udmeldinger, så er der rigtig mange tegn på et stemningsskifte.

Det skal vi glæde os over, og det har samfundet grund til at bakke op om. Vi skulle gerne nå frem til, at unge mennesker igen står i kø for at komme ind på læreruddannelsen.

Det er en fælles udfordring - og et fælles ansvar. Vi er klar til nye tider.