Debat

Streng disciplin passer ikke i et moderne læringsmiljø

I Kina håndhæves de disciplinære dyder. Måske kan vi lære af deres gode skoleresultater, eller måske kræver danske børn i højere grad, at skolen tilpasser sig dem

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børns forudsætninger er forskellige, og læring finder derfor vej til børn på forskellige måder. Elever, som ikke profiterer af folkeskolens undervisning, kategoriseres ofte som vanskelige. Men det er håbløst at tro, at der findes én model, som alle børn kan mases ind i for at lære det samme.

Ideel undervisning er i dag mere kompleks end tidligere, og det er mange skoler ikke klædt på til. Skolen og lærerne skal tilpasse sig børnenes vilkår for læring - ikke omvendt. Lyst er den største læremester, og den ideelle undervisning tager afsæt i passende udfordring, læringsniveau, læringsmiljø og motivation. Børn, der ses og forstås, trives og har dermed et fundament for udvikling og læring.

Egelund gør derfor regning uden vært ved at mene, at skolen kan trække på gamle undervisningsdogmer for at øge niveauet. Straf, strofer og streng disciplin kan måske nok skabe ro og regelmæssighed i kinesiske skoler - men intet skabe i et moderne dansk læringsmiljø!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tiden kan ikke sættes i stå og slet ikke gå baglæns. Her er et par råd til fremtidig skoleudvikling:

- Skolelederne skal være pædagogiske fyrtårne, som kan vejlede personale og forældre

- Forældrene skal lære, at det er deres ansvar, at børn møder undervisningsparate op, og at alle har ansvar for klassens trivsel

- Lærerne skal efteruddannes og lære at arbejde ud fra en integreret indsats, som tager hensyn til elevernes forudsætninger

- Politisk ro, så der igen kan skabes respekt for fagligt kvalificerede læreres arbejde.

Så skal resultaterne nok komme, og Egelund og vores undervisningsminister kan blive glade og få os højere op på Pisa-skalaen.

Svar fra Niels Egelund:

Jeg er enig i forslagene, men der er stadig en fundamental uenighed. Jeg er helt enig i, at børns forudsætninger er forskellige, at trivsel er vigtig. Jeg er også enig i de fire punkter, der nævnes sidst i indlægget. Men:

Folkeskolens største svøbe i dag er manglen på arbejdsro og respekt for undervisning og egen og andre elevers læring. Der er meget få arbejdspladser i dag, hvor miljøet er så støjende og respektløst som i skolen. Skolen må lære eleverne denne respekt, og det kræver klasseledelse. |