Jeg mindes ikke, at jeg som formand for DLF tidligere har brugt et udtryk som populistisk fis i en debat. Men efter at jeg havde oplevet en sand hær af politikere undsige og fordømme en skole og en skoleleder på et helt useriøst grundlag, blev det bare for meget.

Skolens brøde var, at den havde iværksat et projekt med det formål at skabe netværk mellem mødre til elever med indvandrerbaggrund og etnisk danske mødre. Det var etableret på baggrund af en anbefaling fra Integrationsministeriet, og midlerne kom fra Satspuljeforliget, som alle partier på nær Enhedslisten havde stemt for. Alligevel stod politikere fra samtlige partier på nær De Radikale og Enhedslisten nærmest i kø ved mikrofonerne for at fortælle, at dette var »et frontalt angreb på dansk kultur«, at »skolen underkastede sig muslimske mørkemænd«. Religiøse hensyn skulle kortlægges, skolelederen skulle fyres, og borgmesteren måtte straks gribe ind. Og der var ikke tale om udsagn fra en flok ophidsede, racistiske foldboldbøller, men fra agtværdige folkevalgte politikere.

Efterhånden som den rette sammenhæng gik op for politikerne, blev køen ved mikrofonerne hurtigt afløst af en kø ved håndvasken. Mange søgte i medieskjul. Der er for eksempel ikke mange, der har hørt mere til Naser Khader i den sag.

Tre dage efter havde kulturministeren et langt indlæg om det, som hun betegnede som et »knæfald for de reaktionære«. Kulturministeren har naturligvis et medansvar for den samlede regerings politik, og arrangementet på Holbergskolen i København var jo iværksat på opfordring fra Integrationsministeriet.

Og der er mere af samme slags i vente. Integrationsministeriet og dermed regeringen vil såvel i år som til næste år give støtte til, at »sundhedsplejersker, pædagoger, lærere eller andre fagpersoner skaber netværk mellem mødre på tværs af etnisk baggrund. Netværkenes primære formål er at hjælpe mødrene, så de bedre kan støtte hinanden og deres børns udvikling. Mødrene kan blandt andet tale om børneopdragelse, skolegang, børnenes sociale netværk og familiens sundhed«. Det er præcis det, der er sket på Holbergskolen.

Hvordan kan en minister sende en bandbulle af sted mod et initiativ på en skole, samtidig med at et andet ministerium opfordrer pædagoger, lærere og andre fagpersoner til at foretage nøjagtig de samme initiativer? Er der tale om åben splid i regeringen, eller er forklaringen, at heller ikke kulturministeren havde sat sig ind i den sag, som hun udtrykker sin uforbeholdne mening om? Havde kulturministeren fået sendt debatindlægget af sted, inden hun opdagede, at der ikke var fugls føde på den historie?

Lad os håbe, at den farce, der udspillede sig med udgangspunkt i Holbergskolen, får politikerne til at tænke sig lidt bedre om, inden de farer ud med bål og brand i integrationsdebatten. Og lad os håbe, at vi vælgere efterhånden bliver trænet til at sige fra, når politikerne rykker ud med en gang »populistisk f..«.