Der findes viden, som dette samfund ikke mener, det har brug for, og som det derfor ikke mener, at skolen skal kvalificere til. En viden, der ikke bliver fanget i Pisaundersøgelser og derfor har svært ved at gøre opmærksom på sig selv. Men den er alligevel vigtig, mener Alexander von Oettingen, nybagt dr.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Pisa tester ikke ud fra, hvad det gode liv er. Pisa-testene tester bestemte videnselementer, men ikke om en elev lærer at forholde sig til livets store spørgsmål, såsom hvad der bliver af mig, når jeg er død. Eller i al almindelighed hvordan man kan omgås religiøsitet. Det er områder, man ikke kan være kompetent i, på samme måde som man kan være kompetent til at bruge en computer eller at læse og regne effektivt. En god skole skal også beskæftige sig med viden, der ikke kan udmøntes til noget her og nu, men som måske kunne være værdifuldt«.

Der er gået kompetencetænkning i det danske skolesystem, mener han.

»Fra børnehave til universitet bliver vi alle sammen beskrevet i forhold til vores kompetencer. Det anser jeg på nogle områder for frugtbart, men på andre områder som en forsimpling. Alt, hvad der kommer ud af skolearbejdet, kan ikke reduceres til kompetencer. Vi må arbejde med mange forskellige udtryksmåder og ikke indskrive alting i kompetencer. Eller skrive alt ind i en forestilling om barnets intelligenser. Det er udtryk for en forsimpling, som ikke er hensigtsmæssig i forhold til det samfund, vi har i dag«.

»Ved den forsimpling foregøgler man, at man kan være kompetent i det ene eller det andet, set helt isoleret fra hvad man ellers kan og ved. Det er vigtigt at forstå, at mennesket er kompetent på ét særligt område, nemlig i forhold til at lære at danne kompetencer. Mennesket har én intelligens i forhold til læring, og den består i, at vi kan lære at udvikle intelligenser. Derfor har vi ikke brug for syv intelligenser, og det giver et uklart fokus, hvis man prøver at komme alt det, et barn tilegner sig, ind igennem en af syv eller ni intelligenser. For der findes en mængde viden og tilgange til tilværelsen, som ikke kan reduceres til et spørgsmål om kompetencer, men som eleverne alligevel har brug for. For eksempel unyttig viden. Viden, der ikke kan bruges her og nu«.

Men er det skolens problem, om eleverne skaffer sig unødig viden?

»Ja, det er det helt afgørende. Det er et af skolens formål at videregive viden, der ikke her og nu kan bruges. Som er unyttig - ikke-kompetent viden, kunne man sige«.

Som eksempel på viden, der ikke kan bruges her og nu, nævner Alexander von Oettingen morgensang. Da han var lærer, kæmpede han for, at skolen afskaffede den. Den kunne jo ikke bruges til noget som helst.

»Men her har jeg skiftet standpunkt«, fortæller han. »For det kunne jo godt være, at det at være kompetent til at synge er en kompetence, man kan få brug for på et tidspunkt i sit liv, som man endnu ikke ved, man kan komme ud for«.

I dagens skolepolitik med undervisningsminister Bertel Haarder i spidsen er det ikke morgensangen, der står for skud, men alligevel hyldes formaliseret viden og kompetencer.

»Den skolepolitik, jeg ser som tidens trend, er lidt skizofren. På den ene side er den presset af en globaliseringstankegang og konkurrence mellem landene. På den anden side er den på mange områder præget af en værdifuld tankegang om dannelse, som vi har i Danmark. Men ofte lader skolepolitikken de to ting stå uformidlet over for hinanden. Det tror jeg er forkert«.

»Jeg tror, man skal kæde diskussionen om kompetencer sammen med grænser for kompetencer. Når jeg i skolen formidler værdier, skal jeg samtidig formidle, hvordan de kan kritiseres og falsificeres. Finde ud af, hvor værdiernes grænser går. Samtidig med at vi i skolen formidler viden, skal vi samtidig problematisere den unyttige viden i forhold til emnet, som barnet ikke kan bruge her og nu. Når vi underviser i dansk demokratimodel, skal vi også have med, at den hviler på en bestemt tradition, og at man i andre lande kan have en anden praksis, uden at det nødvendigvis gør dem udemokratiske. At de danske værdier ikke er evige, men kan diskuteres. Ligesom man i kristendomsfaget skal give plads for ateismen som en mulighed«, siger Alexander von Oettingen. Han medgiver dog, at der er faktuel viden, som kan videreformidles uden diskussion - syvtabellen for eksempel.

»Men man kan godt diskutere, hvornår et barn har lært tabellen. Er det, når det kan remse resultaterne op i en test, eller er det, når det står nede i kiosken og skal administrere lommepengene?«

»Man kan stille sig det spørgsmål, om skolens opgave blot er at bekræfte en bestemt viden. En bestemt faglighed. Eller om det måske også er at vise børnene, hvor grænsen for faget går. Hvad det ikke kan sige noget om«, siger Alexander von Oettingen.

Der er firmaer, der står parat til at levere færdige koncepter for undervisning ud fra læringsstile og mange intelligenser. Nogle skoler tager disse ideer til sig og gør sig selv til konceptskoler. Men de er på vildspor, mener han, for de afprofessionaliserer læreren.

»En lærer kommer ikke ud af det pædagogiske ansvar, han står med, ved at overtage et færdiglavet undervisningskoncept, hvad enten det er leveret af et firma eller et universitet. Og hvis læreren ikke påtager sig det, holder han op med at være pædagogisk ansvarlig, og så kan han ikke udfylde den opgave, han er sat til«, siger Alexander von Oettingen og ser den samme problemstilling i diskussionen om evidensbaseret undervisning, der »virker«:

»Det kan ende med, at vi får lærere, der kan anvende metoder, men mangler pædagogisk ansvarlighed og dømmekraft«. |