Regeringen, med undervisningsminister Merete Riisager i førertrøjen, har i sidste uge vedtaget, at eleverne på 8. og 9. klassetrin fra næste skoleår også skal vurderes på praktiske evner og færdigheder. Alle elever skal nemlig kunne vurderes uddannelsesparate. Og vi skal have langt flere til at vælge håndværkervejen. Nu er der bare den lille hage ved det, at fagrækken på 8. og 9. klassetrin ikke indeholder nogen praktiske fag, ud over idræt.

Latinskolen har sejret ad helvede til, og den danske folkeskole underviser med sigte på gymnasiet. De praktiske fag som madkundskab, håndværk og design, billedkunst etc. eksisterer kun som sparsomme indslag i en skoledag præget af matematik, dansk, engelsk, fysik-kemi, kulturfag og fremmedsprog efter 7. klassetrin.

Fra min barndom husker jeg de voksne omtale nogen som ”praktisk begavet”. Det betød noget i retningen af, at vedkommende ikke var ”den skarpeste kniv i skuffen”, underforstået havde svært ved skolens boglige krav. Det var der råd for. Vi havde mange valgfagsmuligheder i ungdomsskolens frivillige tilbud efter skoletid; motorlære, fotolære, landbrugsuddannelse etc. Og vi brugte dem flittigt. Flere af mine klassekammerater tog en erhvervsuddannelse med henblik på et håndværk eller servicefag.

I dag er jeg selv folkeskolelærer og vurderer og vejleder eleverne i 8. og 9. klasse i forbindelse med at vælge et videregående uddannelsesforløb. De vil alle sammen på gymnasiet som en naturlig forlængelse af den boglige opdragelse, de har modtaget i et 10 år langt grundskoleforløb. Det er også der, prestigen ligger. Eleverne og deres forældre, ikke mindst, går efter jakkesæt og slips fremfor plettede malerbukser og en tommestok i sidelommen.

Den eksisterende uddannelsesparathedsvurdering, UPV, foretages af lærerne i november i 8. klasse. Vi vurderer tre parametre: Personlige og sociale kompetencer, at møde til tiden, kunne arbejde selvstændigt, kunne samarbejde etc., og et karaktergennemsnit på minimum 4. De elever, der ikke møder parathedskravet, og her vejer karaktergennemsnittet tungest, tilbydes et intensivt forløb med skolens uddannelsesvejleder. Resten må stort set klare sig selv med assistance fra forældre, læreren og den oplysning, de kan finde på internettet.

UPVen er født med to formål: 1. At indfange de elever, som halter bagud, på et så tidligt tidspunkt, at alle kan nå at blive parate til et uddannelsesforløb efter folkeskolen. 2:  At reducere på uddannelsesvejledningen for den store gruppes vedkommende. Dermed er de overladt til forældrenes evne til at vejlede afkommet til at gøre noget andet end det, de selv har gjort.

Nu skal vi så have en 4. dimension føjet til UPVen: En vurdering af elevens praktiske kompetencer. Jeg hilser den velkommen som den fortabte søn, vi længe har spejdet efter. Jeg er bare bekymret for, at vi bliver budt en skinløsning på et alvorligt samfundsproblem. Alt for mange unge søger gymnasiet på for spinkelt et grundlag. Vi kommer til at mangle dygtige håndværkere i fremtiden. Vi driver en folkeskole, der afspejler et samfundshierarki, hvor akademikeren står øverst, håndværkeren nederst.

Beslutningen om at vurdere elevernes praktiske kompetence skal følges op af gennemgribende forandringer af måden, vi driver skole på i folkeskolens ældste klasser. Der skal fokus på praktisk faglighed, hvilket betyder, at de praktiske fag skal genoprettes i udskolingen og på et tilsvarende højere niveau. Ellers ender vi med, at vurderingen af den praktiske kompetence bliver en skønssag – Og så har tanken om at kvalificere ansøgningerne til de erhvervsfaglige uddannelser for alvor spillet fallit.

Vi skal øge differentieringsmulighederne. Hvem siger, alle elever nødvendigvis skal undervises i de samme fag? Flere danske skoler har allerede gjort sig erfaringer med linjeopdelte udskolingsforløb med specialisering inden for et fagligt område. Den globale linje med sprog, geografi og samfundsfag, den naturfaglige med idræt, fysik, kemi og biologi. Hvorfor ikke en håndværkerlinje? Eller en linje med fokus på servicefag? Vi sender allerede elever i droppraktik. Det vil sige, at eleven går i skole halvdelen af tiden og f.eks. arbejder i en tømrervirksomhed den resterende halvdel. Mer af det! Og ikke kun for elever som er skoletrætte og utilpassede. Vi kan ikke få håndværkerfagene ind i skolen, med mindre vi åbner for et udvidet samarbejde med erhvervslivet. Og vi kan ikke kvalificere elevernes uddannelsesvalg, med mindre vi igen får uddannelsesvejledning til alle. Søren med et snit på 7, og hænderne godt skruet på, kan nemlig også gå rundt med en hemmelig drøm om at blive tømrer.