Hvad betyder det for mennesker at have hul i maven, og er det tilstrækkeligt bare at sætte plaster på? Måske skal der mere til. Måske skal man kortvarigt blive helt væk. Lade sig opsluge.
JanusNeumannFaglig rådgiver for historie og samfundsfag
Man bliver til stadighed overrasket over, at litteratur igen
og igen kan åbne for nye perspektiver på vores til tider omskiftelige
tilværelser. Omskiftelighed er et grundvilkår for alle mennesker, men graden af
omskiftelighed og i hvor høj grad den rammer det enkelte menneske er helt og
aldeles individuelt.
I Anna Jacobina Jacobsens ”Hval” møder vi en pige, hvis
forældre skal skilles, og det kommer til udtryk gennem hårde ord og hvide knoer,
der får bordet til at ryste og kaffekopper flyver rundt som forskrækkede
fugle. Alle det indledende billedsprog bør fange læseren, for man fornemmer, at
der er meget på spil.
Pigen oplever, hvordan hendes forældre begge gør deres
bedste for at hjælpe hende, men hun får alligevel et stort hul i maven. Et hul
som opleves særligt stormomsust sidst på ugen, hvor man nærmer sig det
obligatoriske skift fra den ene til den anden. Sylespidst spiddet af Anna
Jacobina Jacobsen.
I badekarret har pigen en lille lyserød hval, og inde i den
er der kun plads til hende, så her søger hun hen. Her er der tavst og tiden
kan gå sin gang, og med tiden heles selv de dybeste sår - til dels.
Annonce:
Bogen er noget af det bedste, der er kommet i år. I både
sprog og billeder rejser vi ind i det splittede barns psyke, og pigens
mærkværdige ophold i hvalen bliver hendes selvstændige proces mod accept.
Sammen med hvalen søger hun plads i fællesskabet. Hvalen skal finde sin flok og
pigen skal finde sin plads i den virkelighed, der nu er et livsvilkår for
hende. Det lykkes i sidste ende, hvor hun svømmer mod land til hvalernes sang.
Der er rigeligt med tekstlige referencer, og skal man
begynde et sted, så kunne det være den bibelske fortælling om Jonas i
hvalfiskens bug, hvor den uheldige Jonas ender, da han vil forsøge at løsrive
sig for Gud, hvilket ikke går helt efter planen. Pigen i 'Hval' er på samme måde i gang med en proces, men
for hende bliver hvalen hendes telepatiske sjæleven, der skaber ro omkring
hende.
Børnelitteraturen er fuld af børn, hvis indre tanker og
udvikling overlades til dem selv. Nogle gange ganske frivilligt, andre gange
ikke. Denne pige må selv lukke hullet i maven. De voksne kan ikke, hvor gerne
de end ville.
Og så er der lige kvinden bag. Anna Jacobina Jacobsen.
Hendes formsprog er et kapitel for sig. Jeg er efterhånden stødt på hende nogle
gange, og hver gang er jeg garanteret, at jeg skal læse hendes bøger flere
gange, for de er ikke altid lige til. Men som alle andre kunstværker, kan man
komme tilbage mange gange og blive ført længere ind i verdener, der ved første
øjekast kan synes fremmede, men som man med tiden kommer tættere på. Det gælder
også dem man ikke altid kommer til at forstå til fulde. Med formsprog skal her
forstås både tekst og streg, for der er ingen, der tegner, som Anna Jacobina
Jacobsen. Der er billeder, hvor jeg kan undre mig over, at man rent visuelt kan
skabe de perspektiver, Jacobsen gør, og så er der billeder, der kryber helt ind
og bare sætter sig.
Annonce:
”Hval” kræver tid og den skal læses med de ældste
mellemtrinsbørn og med udskolingsklasser. Den skal læses med børn, der kan
forstå fortællingen og dens præmisser, og der skal nok være en voksen i
nærheden til de yngste. Den må, og skal ud og stå med fronten udad på
skolebiblioteket. Den skal opdages og formidles, for den kan bidrage til børns
forståelse af dem selv som mennesker, og at der er andre derude i verden, som
også kan have huller i maven.
Det er børnelitteratur i den klasse, vi herhjemme kan være
stolte af, og som kan vi kan glæde os over er tilgængelig for os. Lige præcis
for os.