Anmeldelse:

Mester Jesper har gjort det igen

Jesper Wung-Sung skriver godt og med fantastisk indlevelse i unge mænds liv og udfordringer. Denne bog er ingen undtagelse.

Offentliggjort

Fakta:

Sådan græder man på scenen

Forfatter: Jesper Wung-Sung

140 kroner

100 sider

Forlaget Fugl

Jesper Wung-Sungs ”Sådan græder man på scenen” er en let og elegant ungdomsroman om Noah, der er i tvivl om meget. Skal han forsøge at gøre karriere på teatret, hvor han spiller sammen med den smukke Elisabeth i en ungdomsforestilling? Eller skal det være noget i en helt anden retning? Noah er nemlig også en talentfuld fodboldspiller, og det har han koncentreret sig om i en årrække og haft succes med, men nu skal det være slut med fodbold.

Romanen starter faktisk med slutningen som en antydning, men Wung-Sung er god til at holde spændingen vedlige til romanens slutning, mens han langsom åbner døren i til handlingen og den overraskende slutning.

Noah stopper med at spille skuespil og skal så ikke længere kysse på den underskønne Elisabeth, men falder så for den langt mere rå Sasja, der taler meget direkte og uden dikkedarer. Han begynder lidt halvhjertet på fodbold igen, men pludselig bliver alting anderledes – og det må ikke afsløres her. Men Noah påtager sig det nødvendige ansvar på trods af sin unge alder.

Jesper Wung-Sung er så god til at hoppe ind i store drenges/unge mænds hoveder, og 'Sådan græder man på scenen' er ingen undtagelse. Noah er en fin og hel figur med nogle problematikker, som bliver lidt indviklede for ham. Og så skriver Jesper Wung-Sung let og elegant. Herlig udgivelse fra forfatterens eget forlag Fugl.