'Men kan planlægning også være med til at gøre én blind?' er et af de mange spørgsmål, som hæftet 'Årsplaner' slutter hvert kapitel med som oplæg til diskussion. Selvom undervisning sjældent bliver som planlagt, griber det med at lægge planer mere og mere om sig i skoleverdenen. Ud over årsplaner er der handleplaner, udviklingsplaner, evalueringsplaner, virksomhedsplaner, og der stilles flere og flere krav til lærere og skoleledere om skriftlighed og dokumentation, hvilket klart kan give anledning til skoleudvikling. Men alle disse krav kan også let få skolerne til at fokusere på produktet og skoleledere til at bryste sig af, at alle lærerne på deres skole afleverer fyldige årsplaner, og her peger hæftet på en klar faldgrube: 'Det kan være direkte bremsende for skoleudviklingsprocessen, hvis fokus flyttes fra det egentlige mål, nemlig udvikling af gode læringsmiljøer til et blandt flere midler: årsplanen.' Hæftet lægger befriende op til at problematisere og diskutere alt det, en årsplan kan blive anledning til, og understreger, at formålet ikke er, at læreren skal blive rigtig god til at skrive årsplaner, men rigtig god til at tilrettelægge læreprocesser.' 'Kina kan blive til hvad som helst' er et af hæftets gode eksempler på, at arbejdet med årsplanen kan blive til hvad som helst. Bag emneoverskriften Kina åbner der sig masser af fagfaglige og tværfaglige vinkler, som årsplanen kan give lærerne anledning til at tage stilling til og diskutere og derved kvalificere deres planlægning af læreprocesser. Det, at lærerteamet klart sætter ord på, hvad de vil med undervisningen, kvalificerer dialogen, både den kollegiale og den med forældre og elever. Årsplanen kan være med til at skabe overblik og sikre vekselvirkningen mellem det tværfaglige og det fagfaglige.

Hæftet kan klart anbefales til læsning og diskussion i lærerteam og skoleledelser som led i at få gang i den berigende, men besværlige proces - planlægning af næste skoleår. En proces, som dette hæfte i høj grad kan være med til at befri.