Fakta

Det er bare min tissetrold

Forfatter og illustrator: Nanna Munch

250 kroner 

48 sider

Wadskjær forlag

Historien i Det er bare min tissetrold handler om et barns opdagende leg med sine kønsdele. Men jeg blev særligt nysgerrig på bogen, fordi jeg læste, hvordan forfatteren Nanna Munch, fremhæver i forlagets beskrivelse af bogen, at denne bonerthed især gælder, når det kommer til piger. Som lærer har jeg nemlig selv stået i dilemmaet om, hvordan vi bedst guidede en pige, der skjult stimulerede sig selv i undervisningen. Derfor var min skuffelse også stor, da det gik op for mig at der i bogen ikke indgår en eneste tissekone eller endsige nogen pigebørn.

Men jeg kan kun give forlaget og forfatteren ret i, at det er et område hvor lærere og pædagoger mangler sprog og værktøjer til at håndtere samtalerne med børnene. Derfor har jeg også al mulig sympati med bogens sigte, og ideen om at formidle det gennem en børnebog er også god.

Historien handler om Karl og hans to mødre. Den har ikke et reelt narrativ, men består af en række løsrevne situationer, hvor mødrene taler med Karl om hans tissemand og nogle situationer hvor Karl gør forskellige ting med sin tissemand. Der er ikke voldsomt meget dybde i fortællingen, men der er søgt en humoristisk tone og fortællestil, som måske ville have været underholdende, hvis den havde lykkedes lidt bedre med humoren.

Nanna Munch er uddannet sexolog og pædagog og har lavet historien som en højtlæsningsbog for de 3-7-årige. Efter min vurdering er den nok mest for de 3-5-årige. Trods det faktum, ville bogen teknisk set måske alligevel kunne bruges i indskolingen, men mår man ser nærmere på indholdssiden, passer den reelt ikke så godt til de professionelle relationer mellem lærer/pædagog og børn. Det er ellers noget forlaget skriver tydeligt i deres omtale af bogen og som jeg så meget frem til. Hvordan den helt præcist skal hjælpe med det, har jeg svært ved at få øje på.

Forældrene i historien leverer godt nok nogle bud undervejs på, hvad man kan svare, når en dreng for eksempel leger rockguitar med sin tissemand eller piller ved den under højtlæsning. Men jeg har svært ved at se for mig, at jeg som lærer, eller at en pædagog, skulle kunne bruge vendinger som "Nu må du passe lidt på din fine tissetrold. Det må ikke gøre ondt på den”. Som fagperson har man nok nærmere brug for at lære måder at guide børn til, at de er i en anden sfære i institution eller skole, end når de er derhjemme. Så måske bogens korrekte målgruppe snarere er forældre og deres børn.

Illustrationerne, der er tegnet af Nanna Munch selv, har en lidt manga-agtig stil, som passer okay til genren. Tegnestilen bevirker dog, at Karls mødre kommer til at se utroligt unge ud – næsten som om de også er børn. 

Nanna Munch har tilsyneladende ingen uddannelse eller professionel erfaring som illustrator, og det mærker man desværre på bogens billedside, som ikke tilføjer synderligt til historien. Fortællingen kunne ellers godt bruge en eller anden slags boost, for at nå i mål med sin hensigt. Billederne gennem bogen viser præcis det samme, som står i teksten uden at tilføje ret meget. Der er dog nogle smådetaljer, som tilføjer lidt dybde til karaktererne. For eksempel har den ene mor lange hår på benene og på et andet billede har hun forskellige sokker på. Man skal nok fornemme, at her er man i et afslappet hjem. Det understøttes af, at der i deres entré er tegnet på væggen af nogen, som nok er Karl. Men der intet i billedsiden som overrasker eller undrer. Man kan derfor ikke kigge på billederne i bogen, og faktisk opdage eller finde ud af noget, som den der læser højt, måske ikke har opdaget ved historien endnu. Det er ærgerligt, for hvis illustrationerne i en bog formår at fortælle mere eller andet end teksten, åbner det en fantastisk mulighed for dialogisk læsning mellem børn og voksne, hvor børnene tager initiativet til dialogen. Det havde været oplagt i en bog med denne type emne.

Samlet set mangler historien et narrativ og der mangler gode vendinger til professionelle voksne der arbejder med børn. På den visuelle side mangler den vedkommende og nysgerrighedsskabende illustrationer, som både børn og voksne kan spejle sig i og måske grine sammen over. Og det er synd. Nu ender den desværre på listen over bøger, som jeg vil have svært ved at kunne anbefale nogen.