Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Radikal enegang

Ingen opbakning bag lovforslag om forældrebetaling til lejrskoler. Kun Dansk Folkeparti og Venstre rækker en lillefinger frem mod De Radikale

John Villy Olsen
1 kommentar
11. december 1997, kl. 01:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

1 kommentar

Undervisningsminister Ole Vig Jensen og Det Radikale Venstre er ved at blive ganske isoleret på Christiansborg i den langtrukne sag om forældrebetaling til lejrskoler og skolerejser.

Folkeskolen nr. 52 1997

Det viste debatten i Folketingssalen sidste tirsdag under førstebehandlingen af 'Forslag til folketingsbeslutning om sikring af gratisprincippet i folkeskolen', fremsat af Enhedslisten. Og det viser en efterfølgende rundringning til partiernes ordførere.

Alle partier går ind for gratis undervisning i de danske folkeskoler, og alle partier – på nær Det Radikale Venstre – er imod, at forældrene betaler til skolerejser og lejrskoler, når det går ud over helt ubetydelige småbeløb. Lejrskoler og skolerejser er undervisning, fastslår ordførerne samstemmende.

Kun Venstre og Dansk Folkeparti vil strække sig til, at forældrene må bidrage til børnenes forplejning på turene.

Sagen er gået ind i en ny fase, efter at Ombudsmanden for et par uger siden endeligt fastslog, at der i folkeskoleloven ikke er 'hjemmel til opkrævning af forældrebidrag til elevernes deltagelse i lejrskoler med videre'.

Nu vil Det radikale Venstre via en lovændring gøre opkrævningen af forældrebetaling lovlig, og undervisningsministeren indkaldte i torsdags forligspartierne bag folkeskoleloven (Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet, Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne) til et såkaldt sonderende møde.

– Vi kan selvfølgelig ikke pålægge forældrene at betale til lejrskoler og skolerejser, men man kan godt skrive i loven, hvor forældrene kan betale frivilligt, for eksempel til mad og rejseomkostninger, siger Elsebeth Gerner Nielsen fra Det Radikale Venstre.

– Den type udgifter, der ikke drejer sig om undervisning, kan godt nævnes i loven, mener vi.

Men det synspunkt er De Radikale ene om. Anne-Marie Meldgaard fra Socialdemokratiet, der hele tiden har været lodret uenig med undervisningsministeren i denne sag, er stadig urokkelig.

– Jeg vil ikke bryde med gratisprincippet i folkeskolen, heller ikke når det gælder kostpenge til lejrskoler. Det skal ikke være forældrenes pengepung, der afgør, om et barn kommer med på en tur, siger Anne-Marie Meldgaard.

Også Bruno Jerup, Enhedslisten, mener, at gratisprincippet gælder skolerejser og lejrskoler.

Annette Just, Fremskridtspartiet, mener slet ikke, det er nødvendigt med en lovændring.

– Undervisningsministeren kan efter vores mening bare sende en bekendtgørelse eller lignende ud, der siger det, Ombudsmanden siger, nemlig at forældrebetaling er ulovlig, men at børnene gerne må samle lidt penge ind ved forskellige arrangementer, siger hun, der i denne sag bakkes hundrede procent op af Socialistisk Folkeparti.

– Der er ikke behov for en lovændring, Ombudsmandens udtalelse er helt klar, siger partiets Anne Baastrup.

Frank Dahlgaard fra Det Konservative Folkeparti fastslår, at lejrskoler og skolerejser er – eller bør være – undervisning og derfor ifølge grundloven gratis. Addi Andersen, Centrum-Demokraterne, er enig.

Venstre er det eneste af forligspartierne, der rækker en hjælpende hånd frem mod Ole Vig Jensen.

– Forældrene må gerne få muligheden for at bidrage med kostpenge på omkring 40 kroner om dagen, men de skal ikke betale flere tusinde kroner, siger Jonna Grønver, Venstre.

Poul Nødgaard, Dansk Folkeparti, er på samme linie.

– Forældrene må gerne bidrage med et symbolsk beløb på omkring 50 kroner om dagen til kost plus en ekstra oplevelse på turen, der ikke er undervisning, siger Poul Nødgaard.

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Radikal enegang

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS