Anmeldelse
Projektarbejde
Projektarbejdets fortid og fremtid
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Susanne V. Knudsen (redaktør)
208 sider, 120 kroner
Danmarks Lærerhøjskole
Salg: Danmarks Pædagogiske Bibliotek
Forfatterne til bogens ti artikler har alle beskæftiget sig indgående med projektopgaven i teori og praksis. Og det mærkes heldigvis på det skrevne. Bidragene fremtræder som en række ræsonnerende og diskuterende statusopgørelser over projektarbejdet. Udgangspunkt og sigte varierer. Det gør også balancen mellem indholdsfylden og omfanget af de enkelte bidrag.
Flere af de ti redegør for projektarbejdets historie. Personalhistorisk gøres det, på bestilling, af Knud Illeris, der blandt andet fortæller om det (sit) problemorienterede projektarbejde på Roskilde Universitetscenter. De større historiske linjer tegnes af Susanne V. Knudsen og - velgørende klart og stramt - af Hans Jørgen Kristensen. Interessant er for eksempel hans fremhævelse af den eksamensfri mellemskole med dens vægt på det praktiske arbejde (1930'erne) som en vigtig forudsætning. Også Søren Langager inddrager i sin fyldige og iderige artikel et historisk forløb, nemlig de sidste tredive års forskydninger med hensyn til projekttænkning. Han formulerer sig perspektivrigt om projektmiljøets aktuelle dilemma og lægger fint op til læserens videre overvejelse: 'Skal projektmiljøer være eksperimentelle rum for den individuelle boltren sig med fællesskabet som klangbund, eller skal det sociale og fælles aftalte være det på forhånd givne, som hele tiden skal sikres i alle projektets faser?'
Karen Borgnakke og Frode Boye Andersen analyserer på hver sin måde projektarbejdet som proces. Begge gør det udførligt dvælende. Hun går ind på læringen som en praktisk proces (learning by doing), han interesserer sig for drivkraften i projektprocessen.
Ud fra sit fagområde, hjemkundskab, belyser Jette Benn spørgsmålet: 'Er hverdagslivet et projekt værd?' Det argumenterer hun forsvarligt for, men ikke uden omstændelige svinkeærinder.
Det måske mest engagerede indlæg er samtidig det mest enøjet polariserende. Kim Foss Hansen opfatter projektarbejdet som et nødvendigt opgør med fagtænkning i bred almindelighed. Han taler om 'den ubrugelige klasseundervisning'. Meget mere åbent overvejende er den norske pædagog Laila Aase. Hun kredser om 'hvorfor det er nødvendig å gå inn i prosjektarbeidet med utgangspunkt i det særegne ved fagene' og hvordan 'elevene gjennom sine valg utfordrer en snever fagtenkning'. Ligesom Karen Borgnakke er hun optaget af forholdet mellem læring og handling. Ud fra norske skoleforhold advarer hun mod at gøre projektarbejdet til en obligatorisk arbejdsform, at reducere det til en normativ metodik.
Artikelsamlingen er god at have ved hånden for den, der vil reflektere over projektopgaven ud over dagen og vejen. Bogens brugsværdi kunne dog øges ved krydshenvisninger undervejs og ved et personregister bagest. Bidragydernes interesse samler sig nemlig om bestemte inspiratorer - Dewey ikke mindst.
Thorkild Borup Jensen