"Best practise"

Jeg plejer at kunne holde ud, at der er en masse mennesker, der vil og mener noget om den danske Folkeskole. Også selvom de ret beset ikke har en skid forstand på at holde skole. Et eller andet sted er Folkeskolen jo en fælles sag, hvor vi alle må indgå i en dialog om, hvordan vi skal forholde os til næste generation; hvordan skal de opdrages og dannes? Det er fint, at vi har forskellige holdninger til den sag og at vi sammen i det offentlige rum kan argumentere frem og tilbage om, hvorledes vi tackler en så væsentlig en institution som Folkeskolen i Danmark.

Men så holder min stoiske holdning alligevel op en gang imellem. Eksempelvis når jeg hører velmenende og uvidende politikere, erhvervsfolk og andre driftige entreprenørtyper foreslå, at lærere skal komme med gode fortællinger om deres arbejde for at markedsføre sig selv, fordi de har så forfærdeligt et ry – så kan jeg næsten ikke holde det ud længere. Jeg har aldrig hørt disse aktive borgere bede læger og advokater fortælle gode historie for at markedsføre deres dårlige ry. Jeg ved heller ikke, hvad det er for et dårligt ry, som lærerne angiveligt har og som alle snakker om.

Kontrol-liderlighed

Til gengæld er der mange, der har solidaritet med lærere, fordi deres arbejdsbetingelser er så problematiske i et samfund, hvor den globale udvikling går hurtigt. Det offentlige skolesystem har et dårligt ry, det har lærere ikke. Skoler har dårligt ry på grund af udliciteringer, der resulterer i, at der ikke bliver gjort ordentlig rent eller pedellen ikke må købe en elpære selv. Skoler har dårligt ry på grund af en økonomi-orienteret evalueringsrapport (PISA), der placerede Danmark lavt på listen over lande, der træner elever til test-færdigheder, så globale test-fetichister kan lukke små velfungerende skoler og nedprioritere de musiske/æstetiske/praktiske fag. Skoler har dårligt ryg på grund af en neoliberalistisk amerikansk-singaporeanske kontrol-liderlighed, der indførte skriftlige kontrakter/dokumentation i forholdet mellem elever, forældre og lærere; fordi der åbenbart i globaliseringens hellige navn ikke længere skal samtales i tillid og forståelse, men alene bevises og straffes.

Når eksempelvis en erhvervsleder og en politiker i den kommunale forvaltning sammen får den selvglade ide, at lærere i hele kommunen skal markedsføre sig selv ved at fortælle om egne gode undervisningseksempler - best practise-, ser jeg kun et for mig og det er en overbebyrdet lærer, der om aftenen i sin fritid skal skrive en længere historie om sine meritter i en konstant frygt for, at en eller anden uden for lærergerningen mere eller mindre bevidst misforstår indholdet.

Top-down

Den groteske situation er, at lærere i nedslidte bygninger, med manglende forberedelsestid, med øget dokumentationskrav og med top-down tiltag i alle mulige emner (kost, motion, lektiehjælp, misbrug, trafik osv.) samtidig bliver bedt om at markedsføre deres eget værd. Hvilket er et højtråbende udtryk for, at politikere og erhvervsfolk ikke kan se lærerens værd. Til trods for at enhver der har øre og øjne - og har tillid til og vilje til at værdsætte - vader i gode historier om lærere. De står der jo hver morgen og byder dine børn velkommen trods fuldkommen urimelige arbejdsbetingelser.

Lærere forsøger konstant at gøre det bedste, der kan gøres i en situation, hvor staten har overtaget fortolkningsretten på det, staten ikke ved meget om; nemlig hvad god undervisning forudsætter. Læreren har nu fælles mål(-styring), tests og alverdens hypotetiske planer som dokumentationskrav. Hvilket ville have været et pædagogisk redskab, hvis de blev ledsaget af tid til at reflektere didaktisk over muligheder og konsekvenser af disse dokumentationskrav. I stedet kan disse målstyringer, test og matrixplaner sidestilles med, at politikere og erhvervsfolk gav sig til at diagnosticere patienter og foreskrev hvilken medicin, der var passende i forhold til patientens sygdom.

Skattestop

I disse år er der skattestop. Og der bliver færre og færre lærere pr. barn. Hvor går pengene hen? De går til en helvedes masse akademiske projekter udenfor og i folkeskolen, en masse privataktører, der får fondspenge til kreative ansøgninger og en masse unødig akademisk forskning i undervisningsmetoder.

Professor Fibæk Laursen skriver om lærerens metodevalg, at ”Det er ikke noget synderlig betydningsfuldt spørgsmål, om man vælger den ene eller den anden form for metode ” (”Didaktik og kognition”). Som enhver lærer og andre moderne pædagogisk-tænkende ved, så udvikler en elev sig ikke ved, at man beder dem om at markedsføre sig selv. Det bliver de højst enten snydere eller opblæste af; hurtige til at komme med et produkt med mest mulig pral.

Hvis politikere tænker lige så upædagogisk, og beder lærere/skoleledere markedsføre dem selv, så viser al global erfaring og historie, at der bliver snydt (alt skal bare se ud som om, det lever op til nogle bestemte krav). En hel masse lærere ender med at rende rundt og markedsføre sig selv i stedet for at koncentrere sig om barnets læringsproces. At have fokus på den enkelte elevs læringsproces kræver en ydmyghed og tvivl hos læreren, som mange erhvervsfolk og politikere ikke værdsætter eller forstår. Læreren skal simpelthen hele tiden være opmærksom på, at der kan være aspekter ved barnets læringsproces, som de har overset eller som kunne stimuleres bedre. Lærere skal have fokus på deres (lærerne selv) mulighed for at fejle. Denne tilstand hos læreren er en del af en kompleks og nuanceret evalueringskultur, der har været lærernes adelsmærke. Desværre misforstår mange andre professioner denne evne, og registrere den som uprofessionel uvidenhed.

Uvidenskabeligt som uprofessionelt

Fibæk Laurens formulerer videre, at ” Engagement og stillingtagen er en demokratisk dyd, der ikke må svækkes af avancerede fagligt-videnskabelige analyser ” (”Didaktik og kognition”) I det lys kan Clearinghouse nok være videnskabeligt interessant med sin evidentbaserede forskning, men personale-pædagogisk højst problematisk. Der er overhængende fare for at evidensbaserede resultater kan opfattes som indiskutable retningslinier og hermed afprofessionaliserer folkeskolelærere, hvis der ikke gives resurser til at inddrage disse resultater i en didaktisk og kritisk overvejelse (forberedelsestid). Det betyder ikke, at lærernes arbejde så bliver uvidenskabelig og uprofessionel, det betyder alene, at videnskabelighed og professionalitet i folkeskolesammenhænge afhænger helt af lærerens fagpersonlighed. Fordi vi er mennesker i en virkelighed. I pædagogik er praksis primær.

Hvorfor forskydes alle Folkeskolens økonomiske resurser i øjeblikket over til akademiske projekter og private aktører? Hvorfor investerer vi ikke i folkeskolelærerne selv? Hvorfor tror vi ikke på deres viden og færdigheder? Fordi vi ikke ved, at den pædagogiske professionelle kendetegnes ved ydmyghed, selvkritik og tvivl! Det er simpelthen for svært at fatte for mange andre professioner. Så derfor fortsætter dette ministerielle vanvid, hvor pengene fosser ud af Folkeskolen til akademiske projekter, fonde til private aktører og helt tåbelige opkvalificeringsprojekter i alle mulige underlige metoder, som udlandet sælger til os. Hvis politikere osv. mener, at lærere ikke er dygtige nok, så invester da i Folkeskolelærerne selv og Folkeskolen, ikke i alle mulige akademiske faggrupper og private projekter!!!

God weekend!

.