Anmeldelse
Organisatorisk bro mellem individ og fællesskab
'Work smarter, not harder' er budskabet i 'Den femte disciplin'
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den danske folkeskole står over for store udfordringer i det nye århundrede. Et generationsskifte, et voksende antal børn og et nyt syn på skolen som læringsmiljø begynder at tage form. Udfordringer, som stiller krav til en styrket organisering af skolen: Hvordan kan lærernes viden og erfaring gøres til en fælles og delelig ressource? Kan skolen organiseres på anden måde end den nuværende time-, fag- og klasseopdeling? Hvordan skabes bedre helhed i skolens organisation, så det fremmer lærings- og arbejdsmiljø?
Peter Senges bog 'Den femte disciplin' (som udkom på amerikansk i 1990) er et sammenhængende bud på organisationers håndtering af interne forandringer. 'Den femte disciplin' betragtes som et gennembrud for en processuel forståelse af, hvad der gør organisationer til lærende og effektive arbejdspladser. Peter Senge har som direktør for The Sloan Management School på Massachusetts Institute of Technology virket som rådgiver for store virksomheder. Den erfaring er omsat til generelle principper for lederes og medarbejderes evne til at lære af hinandens viden og erfaringer. Men hvad er 'den lærende organisation'?
Senge definerer den lærende organisation som 'organisationer, hvor mennesker vedvarende udvider deres evne til at skabe de resultater, de virkelig ønsker, hvor nye og ekspansive ideer og tænkemønstre fremelskes, hvor kollektivt initiativ bliver frigjort, og hvor der konstant er fokus på at lære af hinanden og lære sammen'. Han understreger, at en lærende organisation ikke er noget, man kan udnævne sig til, men fem discipliner, som udvikles på et stadig højere niveau. Den centrale disciplin er systemtænkning, som er en dybtgående indsigt i, hvordan organisationens strukturer som en usynlig magt påvirker og styrer os. Mange organisationer reagerer på begivenheder og adfærd (for eksempel nedskæringer) i organisationens omgivelser. Dermed lader de sig i for høj grad styre udefra. Konsekvensen er problemløsning på en overfladisk måde; problemerne vender tilbage. Systemtænkning er en forståelse af strukturers magt, og praksis er feedback-systemer, forståelse af kompleksitet og dialogformer, der kan forandre og behandle disse strukturer. Systemtænkningen underbygges af fire discipliner: 1: Mentale modeller er indgroede antagelser, hvormed ledere og medarbejder forstår organisationen og handler i forhold til den. Mentale modeller er årsagen til, at ofte gode projekterfaringer er svære at anvende. Fælles læring styrkes, når de mentale modeller formidles og gøres synlige. 2: Fælles vision er grundlaget for, at de-holdninger kan ændres til vi-holdninger. Den fælles vision er basis for, at fælles og konkrete mål skabes. 3: Teamlæring skaber en konstant dialog mellem kolleger. Sigtet er en fælles praksis, der bygger på den synergi, som forskellige faglige indgange og syn på for eksempel pædagogik skaber. 4: Personlig beherskelse er den personlige dimension i den lærende organisation. Ledere og medarbejdere må være i konstant personlig udvikling: 'Personlig beherskelse drejer sig om at afklare og uddybe vores personlige visioner og at koncentrere vores energi'.
Peter Senge kalder selv bogen et opslagsværk, man ikke læser fra ende til anden. Første del er en analyse af barrierer for læring. Derefter gennemgås i detaljer den lærende organisation og de fem discipliner. Bogens sidste dele er konkrete forslag til igangsættelse af den lærende organisation. Som opslagsværk mangler bogen dog et bedre register, og bogens modeller er for små og for generelle til for alvor at underbygge teksten.
Styrken er analysen af de barrierer, der står i vejen for fælles læring i organisationen, og de fem discipliner udgør tilsammen et meget overbevisende billede af principper og praksis, der fremmer læringen mellem individ og fællesskab. Det er et sympatisk træk, at bogen forholder sig til grænser for vækst, og at det enkelte menneske og familie nærmest er en ophøjet værdi, som organisationen må tilpasse sig; 'Work smarter, not harder' er budskabet.
Bogens svaghed er for mange og lange eksempler fra amerikanske virksomheder. Det skader billedet af den lærende organisation som en universel proces i alle organisationers udvikling. Der skabes en kontekst, der gør det vanskeligt for for eksempel lærerkulturen at identificere sig med den lærende organisation, fordi de teoretiske konstruktioner underbygges af en fjern virkelighed. Større udbredelse af den lærende organisation vil kræve en skoleudgave.
'Den femte disciplin' er på mange måder det mest tilgængelige bud på, hvordan professionel viden og læring kan deles og udvikles, så det bliver en ressource for skolen som organisationgiver, men bogen giver ikke konkrete bud på håndteringen af folkeskolens organisatoriske udvikling. Den rummer ingen hurtige fiks for den trængte skoleleder. Til gengæld opstiller den pejlepunkter for moderne skoleledere, der ønsker at skabe en dynamisk udvikling, og som samtidig tager hensyn til balancen mellem individ og fællesskab.
Den femte disciplin
- den lærende organisations teori og praksis
Af Peter Senge
358 sider, 340 kroner
Forlaget Klim