Men uden ekstra finansiering risikerer prestigeprojektet Odinskolen at blive luftsteg og vindfrikadeller, og slagplanen med 2 lærer-ordninger i dansk+matematik, hyppigere skolehjemsamtaler og nye socialpædagogiske indsatser ender med at være gammel vin på genbrugte, slidte flasker, der uden nødvendige ekstra ressourcer kan blive en ulempe for børnene, samtidig med at deres familier står i diskriminerende voldsomme forandringer iværksat for lejernes og skatteborgernes egne penge.

For ikke at tale om den skuffelse og resignation der risikerer at brede sig i det hårdt prøvede personale, hvis den politiske finte med fastfrysningen af midler, viser sig at være et røgslør, der ikke konkret skaffer mere kendt voksen kontakt til børnene.

Som lærer i denne symbolpolitiske manøvre føler jeg mig til tider mindet om Winston i George Orwells 1984- totalovervåget af regnearksmennesker og underlagt propagandaafdelingen for såkaldte sandheds tolkninger af virkeligheden.

I for neden vedhæftede visionspapir er der tale om gode intentioner som få kan være uenige i. Hvis de ligesom folkeskolereformens intentioner ender med at være ufinansierede, fluffy visioner under reelle spareøvelser, vil den menneskelige og økonomiske omkostning for Odense som by og det danske samfund som helhed blive meget dyrere. Uigennemskueligt for den enkelte elev, lærer og borger. Lidt ligesom overenskomstaftaler kan være det for menige medlemmer. Intet nyt under solen der.

Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!" Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke. "Men han har jo ikke noget på," sagde et lille barn. "Herregud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. "Men han har jo ikke noget på," råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud." Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.

Kilde : https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/kejserens_nye_klaeder