"Uren pædagogik" nummer to er en artikelsamling, på samme måde som nummer et var det. Der er kommet et par nye bidragydere til, men en egentlig sammenhængende og samlet fremstilling af hovedbegrebet, og hvad det skal bidrage med til forskere og undervisere, gives ikke. Det var måske også for meget at forvente eller hvad?

Det er stadig spændende, at der bliver sejlet op mod strømmen! At der er forskere, der arbejder med at skabe alternative tilgange til det pædagogiske felt, men får vi som læsere uddybet vores forståelse af begrebet uren pædagogik? Bliver vi som læsere selv i stand til at tænke eller blive "urene" i vores handlinger? Gives der i denne nye bog mere præcise forestillinger og definitioner på, hvad menneskene bag det lancerede begreb egentlig mener er kerneindholdet og det virkeligt væsentlige? Det er alt sammen spørgsmål, jeg har vanskeligt ved at besvare. Og det rejser endnu et spørgsmål: Nemlig om begrebet kan formuleres som andet end modstand? Er der en konstruktiv kerne, der kan producere ny forskning og måske også inspirere til ændrede praksisser for eksempel i folkeskolen?

Som i første bind indledes også denne bog med en god artikel, hvori de tre redaktører præsenterer de betragtninger, der former begrebet uren pædagogik. Der skrives om normer, rettethed og værdier, om indlejring og meningsskabelse i kulturer. Der skrives om at "genrejse et sprog, der handler om mål, tradition, praksis, mening, kritik og kontekst". Der skrives, at pædagogik "gøres i konkrete sammenhænge af bestemte mennesker". Det er en fin åbning, der sikkert kan rejse mange forhåbninger hos læsere og lærere, der føler sig "kørt over" af Hattie-bølgen. De tre redaktører bidrager som i første bind naturligvis med hver en artikel. Den fine indledning følges op af Lene Tanggaaard, der præsenterer fire teser til konstruktionen af den urene pædagogik: 1) Tænkning og læring foregår ikke inde i hovedet, 2) Uren pædagogik er kreativ og bygger på værdier, 3) Uren pædagogik fordrer et nyt substantielt evidensbegreb og 4) Uren pædagogik opløser teori/praksis-dikotomier. De fire teser udfoldes, og det er spændende læsning, der rækker helt tilbage til John Dewey, der også placeres som en af hovedinspirationerne bag den urene pædagogik. Lene Tanggaard kritiserer de meget udbredte tanker om konstruktivisme - Piaget, Vygotskij, von Glaserfeld. Der findes faktisk viden, der er værdifuld. Der findes viden, som vi og ikke kun jeg kan vide, inde i mit hoved! Det er vigtigt stof, det her! Et væsentligt opgør. I betragtning af hvor udbredt tankerne om konstruktivisme er, burde artiklen have været dobbelt så lang.

Svend Brinkmanns bidrag, "Rene løsninger på urene problemer - om patologien i pædagogikken", er, som titlen måske antyder, ikke nem at læse, men man fornemmer som læser, at indholdet er væsentligt og fortjener understregninger og noter i teksten! Den omsiggribende "psykiatrisering" af pædagogikken er omdrejningspunktet. Hvorfor denne enorme stigning i diagnoser som for eksempel ADHD? Udgangspunktet for bidraget tages i en ændring af et amerikansk diagnosesystem, DMS, og amerikanske forsikringsselskabers behov for at sikre diagnoser. Herfra ændres alt! Det moderne diagnosesystem bygger ifølge Brinkmann på renhed, i den forstand at det miljø og de omgivelser, vi som mennesker befinder os i, skrives ud af diagnoserne. Det kan være fornuftigt at være adfærdsvanskelig i en sammenhæng, men ikke i en anden. Sygdom er situationel og dermed uren, er konklusionen.

Thomas Aastrup Rømer skriver ligesom i den første bog indviklet og på en indviklet filosofisk baggrund. Denne gang tager han udgangspunkt i en diskussion af filosoffen Kant og begrebet ting. Aastrup Rømer er en skarp kritiker af Luhmann-inspirerede forskere som Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Det kan være svært at følge med, når forskere diskuterer med og mod hinanden. Aastrup Rømer åbner for en inspiration, hvor han arbejder inspireret af Heidegger. Det er spændende læsning, der ender i en tænkning om at "gå på tværs" af stiv skematisk tænkning for at turde "bebo" de kulturer og den viden, al uddannelse bør åbne op for. Med et lån fra Heidegger skal ting turde "tinge" og skoler turde "skole". Ja, Aastrup Rømer gør sig også i særlige ord og formuleringer, "den pædagogiske strålering", der vist er et lån fra Grundtvig, og som er det begreb, der samler det særlige, som alle uddannelser skal stå ved og kunne tilbyde: "Det, jeg er på udkig efter, er uddannelsens eller pædagogikkens strålering, den ring af spejlspil, som udklækker og gærer uddannelse, så den står på et sted i verden, et sted, som kalder på os, og som vi kan lade os suge ind i og lokke af ...". En udfordring ved at læse Aastrup Rømer er dog, at man som læser hurtigt bliver i tvivl om forståelsen. Ord kan forvirre!

Et rigtigt godt bidrag i bogen, der er skrevet af en ny bidragyder, Leo Komischke-Konnerup, er til gengæld "Folkeskolens pædagogik - ren og klar eller praktisk og fri?" Den er lige til lærerstuderende i PL1-modulet.

Eneste udenlandske bidragyder er Gerd J.J. Biesta, der allerede er oversat til dansk med et par bogtitler. Han har her fået oversat en ældre artikel, "Når 'hvad der virker' stadigvæk ikke virker". Det er fint, men er det urent, ved jeg ikke.

Ud over disse forfattere bidrager Klaus Nielsen, Peter Kemp, Karsten Tuft, Jørgen Carlsen, Steen Nepper Larsen, Ove Kaj Pedersen og Stefan Hermansen til den fortsatte samtale om, hvad uren pædagogik er og kan blive. Som helhed kan bogen være til inspiration for lærere, der videreuddanner sig. Nysgerrige lærere kan læse Leo Komischke-Konnerups bidrag, der er glimrende og skolenært! I forhold til den urene pædagogiks selvbeskrivelse kan det undre, at vi som læsere trods alt ikke kommer tættere på den komplicerede og snavsede virkelighed, end vi gør i bogen her. Eksempler på uren forskning og urene inspirationer mangler, men der kommer måske et tredje bind? Fyldt med gode eksempler til opfølgelse.