Det var der bred enighed om, da undervisere fra Frederiksberg Seminarium, Frøbelseminariet og Den Sociale Højskole mødtes med lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre praktikere til symposiet "Udfordringer for den tværprofessionelle praksis".

De tre uddannelsesinstitutioner har dannet et videnscenter med kompetencer inden for børne- og familieområdet og havde inviteret praktikere fra seks projekter til symposiet. I alle seks projekter arbejder mindst to forskellige faggrupper sammen om børn, der er truet på sundhed eller udvikling.

Projekterne har gjort en positiv forskel for børnene og deres familier. Ifølge deltagerne i symposiet skyldes det blandt andet, at medarbejderne forholder sig undersøgende i forhold til:

- barnet

- kollegerne

- forældrene

- sig selv

- og relationerne der imellem.

Fordomme er der ellers nok af. Sætninger som "Socialrådgiverne gør aldrig noget", "Personalet på PPR tager aldrig telefonen" og "Lærere gider ikke underrette forvaltningen om børn med massive problemer" blev nævnt undervejs i symposiet. Men det skal man ikke lade sig stoppe af, mente rektor John Gulløv fra Frøbelseminariet.

"At være professionel betyder, at man kan rette opmærksomheden på et bestemt område, og at man kan gå til opgaverne med en vis automatik. Derfor møder forskellige faggrupper et problem med forskellig opmærksomhed", sagde John Gulløv og gav et eksempel:

"Socialrådgiveren betragter typisk kriminalitet som udløber af fattigdom, socialpædagogen ser det som en konsekvens af manglende omsorg, og betjenten fokuserer på, at der er begået en strafbar handling".

Når man arbejder tværfagligt, må man begynde med at erkende, at man har blinde vinkler, tilføjede John Gulløv. Man må i det hele taget sætte sig selv på spil.

"Pædagogen kan blive tvunget til at anmelde en ung, som har begået noget kriminelt. Omvendt kan betjenten blive nødt til at se gennem fingrene med en ulovlig handling. Man kan ikke altid finde et kompromis. Nogle gange må den ene profession bøje af for den andens argument", sagde rektoren.

Det skal være muligt at mødes

At der er forskellige indgange til et problem blev også betonet af Jesper Blichfeldt fra Vikasku, der underviser og arbejder med familier til socialt belastede børn mellem 7 og 16 år på Frederiksberg.

"Vi definerer selv, hvad der er et problem. Tag for eksempel to familier. I den ene bliver faderen sur på sin søn, fordi han svarer igen. I den anden er faderen glad for, at sønnen kan argumentere for sin sag", sagde han.

Anne Dorrit Nielsen fra Projekt Ungeteam i den tidligere Jernløse Kommune på Vestsjælland uddybede:

"Når man arbejder i et tværprofessionelt felt, skal man have god viden om, hvad man skal, og hvad man må. Ellers risikerer man at sætte familiens retssikkerhed over styr. Man skal også være opmærksom på resurserne hos både barn og familie: Hvorfor er det ikke gået værre? Det kunne let have været tilfældet hos de utilpassede unge, vi har arbejdet med", sagde Anne Dorrit Nielsen.

Flere deltagere efterlyste fora, hvor fagpersoner kan mødes. Det er netop, hvad Helsingør Kommune skabte for en halv snes år siden.

"Som lærer sad jeg tilbage med en oplevelse af, at der ikke kom noget ud af mine henvendelser til sagsbehandlerne på forvaltningen. Det trickede mig, så da jeg blev udviklingskonsulent i forvaltningen, satte jeg mig for at gøre noget ved det. I stedet for at skælde ud på hinanden skal de forskellige faggrupper kunne diskutere, hvad de hver især kan byde ind med, så ingen sager falder ned mellem to stole", sagde Tryggvi Kaldan i sit oplæg.

Brug ikke tiden på snak

For at give udsatte børn de bedst mulige betingelser for en sund udvikling er kommunen på toppen af Nordsjælland inddelt i distrikter omkring skolerne. I hvert distrikt står en skoleleder, en daginstitutionsleder, en familierådgiver, en psykolog og en sundhedsplejerske til rådighed for lærere og pædagoger. Gruppen skal samtidig fodre SSP (skole, socialforvaltning, politi) med relevante oplysninger, for eksempel hvis mange unge begynder at sniffe.

"Tværfagligt samarbejde kræver en tydelig struktur og ens værktøjer. Mange af vores 120 vuggestuer, børnehaver, skoler, klubber og så videre havde udviklet deres egne værktøjer til arbejdet med sårbare børn. Det betød, at fagfolkene ikke kunne tale sammen på tværs af institutionerne. Nu har vi implementeret én model, som alle 3.000 medarbejdere har været på kursus i", fortalte Tryggvi Kaldan.

Tværfagligt samarbejde har været med i socialrådgivernes lærebøger siden 1984, men der findes ikke mange undersøgelser om, hvad der skal til, for at det bliver en succes. Men ét er givet, opsummerede Frank Ebsen, leder af Center for Forskning i Socialt Arbejde.

"Det er vigtigt at have fokus på, om det tværfaglige samarbejde har betydning for barnet, eller om de professionelle bruger tiden på snak, som næsten aldrig får konsekvenser for børnene. Det er nyttigt at lære hinanden at kende på tværs af faggrupperne, men man skal passe på, at man ikke holder møde for de professionelles skyld", sagde Frank Ebsen.

Helt uden snak, møder og koordinering går det dog ikke.

"Nogle skal vide, hvad psykologer, sundhedsplejersker, socialrådgivere og andre specialister omkring børnene kan bidrage med. Ellers kan man ikke vide, hvem der skal træde til hvornår. Dermed også sagt, at det er nødvendigt med en tværfaglig indsats over for børnene", sagde han.