Nordjyllands forældre får hjælp til lektiehjælp

Hou Skole i Hals indbyder i aften skolens forældre til informationsmøde om voksenundervisning i basal dansk og matematik. Skolen har indgået et samarbejde med VUC om kurser for forældre, så de får lettere ved at hjælpe deres børn med lektierne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Med elevplaner lægger vi endnu mere op til, at forældrene skal deltage, og vi vil gerne være med til at klæde dem på. Dels for deres egen skyld og dels for at gøre lektiehjælp til noget positivt", fortæller skoleleder på Hou Skole Anne Marie Nør Hansen.

"Mange forældre vil gerne hjælpe deres børn, men når bøgerne bliver åbnet, viser det sig, at forældrene ikke lige kan huske, hvordan man dividerer to decimaltal eller har lært tingene på en anden måde, og så ender det i gråd og tænders gnislen."

Kurserne er en del af SVU-pakken og vil være på på 40-60 lektioner. Niveauerne er fra lige over ordblindestadiet til 9. klasse, og det henvender sig både til forældre, som har svært ved at læse, skrive og regne og til forældre, som gerne vil ajourføres.

"Forældrene bliver screenet, så det kommer på det rigtige hold, og så er det de helt basale danskkundskaber og færdighedsregning, der bliver taget fat på. Måske kunne det også være noget for bedsteforældre, som passer børnebørn efter skole", fortæller Anne Marie Nør Hansen.