Helle Haltrup Jensens skoledag begynder altid i musiklokalet. Den fortsætter der. Og den slutter der. Det eneste, der skifter, er adressen, for hun er den eneste uddannede musiklærer på Tistrup, Horne og Thorstrup Skoler, som tilsammen hedder Trane Skole og Børneby. Samtlige 17 til 20 lektioner på hendes skema står der musik på. Hun har været musiklærer i 20 år, og de seneste ti har hun ikke brugt nogen af sine tre andre linjefag.

”Jeg elsker at undervise i musik. Når det er alle mine timer, kan jeg koncentrere mig 100 procent om musik. Jeg skal ikke tænke på klasselærerfunktioner og andet, og det fokus giver helt sikkert mine musiktimer højere kvalitet”, fortæller hun.

Hun lægger dog ikke skjul på, at det også er krævende at have 230 forskellige børn på en uge.

”Fordelen er jo, at jeg har dem fra 0. til 6. klasse, så jeg kan præge dem med gode rammer og regler, som jeg så ikke skal bruge tid på at lære dem senere. Men jeg bruger også meget energi på lynhurtigt at skabe en relation til dem, når jeg reelt er ugens gæst i én lektion i nogle klasser. Og det er jo også ensomt, når man ikke har nogen at sparre med”, fortæller hun.

Derfor blev hun også nysgerrig, da hendes leder fortalte, at de var blevet kontaktet af Musik &  Billedskolen i Varde med et tilbud om et kompagnonsamarbejde.

”De havde hørt, at jeg stod alene med alle timerne, og de stod for undervisningen i de små klasser på Horne Skole. Så tænkte de, at vi kunne få noget ud af at sparre med hinanden. Det har jeg altid været overbevist om, at man bliver bedre af, så selvfølgelig sagde jeg ja”, fortæller hun.

To forskellige fagligheder mødes

Men selv om hun sagde ja med det samme, krævede det sin lærer at stille op til det.

”Jeg var panisk angst før det første møde. Jeg tænkte, at nu kommer der en professionel gut ud, som spiller guitar 100 gange bedre end mig og klaver 1000 gange bedre end mig. Jeg var virkelig bange. Lige indtil vi havde haft det første møde”.

Helle Haltrup Jensen lagde kortene på bordet, og sagde, hvordan hun havde det. Og så viste det sig, at musikskoleunderviseren havde det på fuldstændig samme måde

”Hun sagde, at hun ikke anede noget om pædagogik, og aldrig havde undervist flere elever ad gangen. Det var så befriende. Nu er det nummer tre kompagnon, jeg har, og det har været det samme hver gang, man skal bare forventningsafstemme, og så er det fantastisk”.

I starten kom musikskoleunderviseren kun ud én lektion om ugen, men hen ad vejen har Helle fået det hævet til to lektioner og senest har hun fået det udvidet til, at hendes nuværende kompagnon, Morten Graungaard Freund, bliver der til en times forberedelse.

”Det vil jeg faktisk sige er det allervigtigste, for det er der samarbejdet virkelig kulminerer. Vi får sat ord på, hvad vi lige har oplevet i timen, stille spørgsmål til hinandens praksis, sparre om gode undervisningsaktiviteter og lære hinanden at kende, så man bliver endnu bedre til at supplere hinanden”.

Siger tingene på forskellige måder

For Helle Haltrup Jensen fungerer kompagnonsamarbejdet nærmest som en videreuddannelse – bare i hendes praksis, så alt bliver implementeret med det samme. Hun har valgt, at musikskolelæreren underviser sammen med hende i 3. klasse hver onsdag

”Det er det bedste der er sket for mig som musiklærer. Det er ugens stjernestund. Jeg kan bruge sparring opad, når jeg spørger til ting, jeg skal lave med 5.-6.-klasserne, eller når jeg har valgfag. Men også nedad, fordi der også kan være noget, de kan i forhold til den basale undervisning”.

Helle strukturerer altid sine musiktimer på samme måde, så børnene er vant til at have fast plan. De starter med at lytte til musik to minutter, hvor hun spørger ind til genrer, og eleverne gætter på instrumenter. Så laver de en goddag-sang eller -bevægelse. Så har de teori, fx musik-mindgames. Derefter synger de lidt, laver noget med instrumenter eller krop. Og til sidst har de fem minutters afslapning til musik.

”Strukturen er den samme, om min kompagnon er der eller ej, men der sker noget andet, når de er der. De byder ind med en anden faglighed. De kan improvisere og spiller rigtig musik på en anden måde end jeg kan – fx til afslapningen til sidst, og det nyder børnene”.

Hun og kompagnonen skiftes til at tage et punkt i den plan, de har lagt, og de er gode til at supplere hinanden.

”Det er vildt dejligt, at han bare kan gribe bolden i luften og måske tegne det teoretiske på tavlen eller udvide lidt. Og så er der jo også den fordel, at han har adgang til musikskolens instrumenter, så vi kan også lige låne 14 guitarer, hvis vi har brug for det”.

Hvis der var resurser til det, ville hun gerne have en kompagnon ud til de ældste klasser, for der føler hun virkelig, at der er brug for noget ekstra i forhold til det, hun lærte på seminariet for 20 år siden.

”Det ville gøre så meget for elevernes opfattelse af musik, når de er teenagere og måske ikke er så interesserede i at synge, at der kom én ind, som virkelig mestrer et instrument. Men jeg er også glad for det jeg får, for jeg ved jo godt, at det koster”.

Og hvad med eleverne, hvad siger de til det? Helle har spurgt sin 3.-klasse i dag, og her svarede en dreng:

”Jamen Helle, det er jo megadejligt at vide, at når både du og Morten siger noget – så siger I det på to forskellige måder, og så ved jeg, at jeg altid forstår en af dem”.