Gert Biestas succes med at trænge igennem globalt med sin meget direkte opfordring til at droppe dumheden – det vil sige at slippe kontrollen i den nuværende målings- og uddannelsesindustri – har at gøre med hans vedholdende, spidsformulerede og dybdegående tænkning over forbindelserne mellem praktisk pædagogik, teoretisk tænkning og politik. https://www.routledge.com/World-Centred-Education-A-View-for-the-Present/Biesta/p/book/9780367565527

Hjerteslaget i pædagogik og didaktik: relation og instruktion

Gert Biestas succes har også at gøre med, at han åbent erkender, at han har viet sit arbejdsliv til noget teoretisk, der ikke direkte kan bruges. Men indirekte er eftertænksomhed dog selve den klangbund, eller ligefrem det salt, som påvirker den grundlæggende retning for relationerne og de substantielle bevægelser i pædagogik og undervisning. Tænk selv! Vær ikke en logrende hale til læringshunden! Sådan synes Gert Biestas opfordring til alle lærere at være.

Gert Biesta viser hele vejen igennem i sit værk, og i årenes løb med stadigt større mod og ligefremhed, at pædagogik i bund og grund er en konkret, praktisk kunstart med den blodrøde tråd til kunst, tænkning og politisk analyse. Det er underviseren, læreren, der står med den konkrete skolenøgle til pædagogik og undervisning med den fornemme og vanskelige opgave: At vække et andet menneskes lyst til at eksistere i og med verden på en voksen måde, som subjekt.

En ongoing eftertænksomhed over, hvordan man som underviser kan adressere et væsentligt indhold til det enkelte unikke menneske om verden og tilværelsen – det er hjerteslaget i al undervisningsarbejde.

Lærerne prøver at råbe forskere og politikere op – men for døve ører

Ideelt set bør forskning og politik række hånden ud og forsøge at bidrage til lærernes mulighed for at kunne undervise på en virtuos måde.

Men tragisk nok, så lægges der i dag globalt set næsten uovervindelige forhindringer i vejen for uddannelsesmuligheden:

Dels ved en tro på, at man kan overføre naturvidenskabelige og positivistiske forskningstraditioner med empiri og evidens til humanistisk forskning i pædagogik.

Dels ved en tro på, at man med New-Public-Management nøgternt kan beregne sig til et profitabelt uddannelsesudbytte.

De fleste forskere og politikere vælger i dag på denne måde, tragisk nok, at overse, hvad lærere véd fra praksis, nemlig at mennesker ikke er objekter eller ting. Lige foran os, netop nu, er derimod små og store mennesker med ansigter og øjne, man kan se lige ind i. Hvis man vil.

Lærere taler, ja nærmest råber, for at forsøge at fortælle forskere og politikere, at undervisningens indhold ikke er en masse, som med forudsigelighed kan proppes ind i mennesker, der dermed kan antages at blive effektive maskindele i en smurt samfundsmekanisme.

Undervisningens indhold bør helt modsat være formålsbestemte områder med intentioner om (1) at få ´barnets personlighed i spil´ (subjektifikation) (2) at ´søge retninger´ i tilværelsen med, og uden, traditioner, kultur og praksis (socialisation) og (3) at ´blive klædt på´ med viden og færdigheder, så man kan ´klare sig´ i livet (kvalifikation).

Underviserne taler desværre for døve ører.

Hvem er Gert Biesta

Gert Biesta, der kommer fra Holland, har arbejdet og boet i Storbritannien i ca. 20 år; er professor i Irland og Skotland samt gæsteprofessor i Norge og Finland. Han er verden over en efterspurgt keynote-speaker om emner indenfor områderne: (1) Teoretisk filosofi om pædagogik og undervisning (2) Teoretisk filosofi om forskning i uddannelse og socialisation (3) Forskning i, og analyse af, politik.

Gert Biesta har med sit samlede værk indgående påvist, hvordan pædagogik og undervisning med en nærmest tsunami-agtig kraft er ved at forsvinde i læringsbølgen, learnification, baseret på evidensforskning og fastlåst i forestillinger om ´effektive og målbare´ læringsstrategier.

Dette, viser han, sker i samme takt som den igangværende nedbrydning af demokrati, der i de seneste årtier globalt har manifesteret sig som en konsekvens af nyliberalismen (indledt af Margaret Thathers politiske statement There is no alternativ i 1980 ´erne).

I den dansk redigerede bog Uddannelse for en menneskelig Fremtid: Gert Biestas pædagogiske Tænkning/2017 gennemgås og undersøges Gert Biestas analyser af denne parallelle forvandlingsproces, der har ført til det nuværende  demokratiske og uddannelsesmæssige underskud.

Gert Biesta definerer kort sagt, at pædagogikken er ´faldet ud´ af uddannelse og undervisning; dette sker med baggrund i, at den nugældende globale målingsindustri har erobret al magt i uddannelsespolitik samt i forskning og indstilling til pædagogik og undervisning.

Møjsommeligt indhøstede erfaringer sættes udenfor skoledøren  

Samlet set er uddannelse blevet til en industri og forretning; og hvor skoleformålet tidligere har været funderet i overordnede idéer om at søge efter sandt og godt, er det i dag blevet indsnævret til en målingsindustri med kontrol og det mål, at den samfundsøkonomiske kage kan blive spiselig.

En sådan reducering af skolens formål sætter simpelthen de møjsommeligt indhøstede skole- og pædagogikerfaringer udenfor skoledøren: Det vil sige erfaringer helt tilbage fra det gamle Grækenland med paideia, til reformationen med læsning af bibelen, til oplysningstidens opfordring til at bruge sin fornuft og til det 19. århundredes interesse for lige uddannelsesmuligheder for alle.  

Skuffende, siger Gert Biesta, at alt dette historiske gods, hvor både elevcentreret og curriculumcentreret uddannelse var i spil, nu synes fortrængt til fordel for vor tids ensidige fokus på at score ´højt´ i PISA, at komme på første pladsen og helst vinde over Finland, eller hvilket seneste land, der lige nu ´top-performer´.

Ønskes virkelig et totalitært samfund?

Målingens tidsalder, benævner Gert Biesta dette oversvømmede uddannelseslandskab ramt af læringsbølgen, som vi står midt i. Han analyserer og afslører den brutale afskaffelse af gedigen undervisning, hvor læreren ellers tidligere forventedes at pege på livet og dermed altså havde som opgave at vise verden, i en eller anden udgave, frem til de nytilkomne børn og unge.

I skarp kontrast til tidligere tiders formål med skole og undervisning om således at skabe forbindelser mellem den allerede eksisterende tilværelse på Jorden og de nye verdensborgere, så forventes læreren globalt set i dag helt primitivt at påtage sig rollen som en mekanisk robot, der, via digitale teknikker, skal servicere børns og unges læringsprocesser.

Den bagvedliggende intention synes at være en tilpasning til det ´moderne´ konsumsamfund, hvor infantile behov effektivt og hurtigt kan finde tilfredsstillelse.

Men, spørger Gert Biesta, er dette, hvad vi egentlig ønsker? Ønskes virkelig totalitære samfund, hvor mennesker uddannes med robot-agtige, tekniske redskaber?  

Nej, må svaret være, det er i virkeligheden noget helt andet, der er ønskværdigt, og det er i det lys, man kan se Gert Biestas tænkning om at genopdage pædagogik i uddannelse og undervisning med den agenda at pege på menneskets frihedsmuligheder.

Sænk hastigheden, styr med retning og formål

I det nyeste skud på stammen af hans monografi, Verdens-centreret Uddannelse: En Udsigt for i Dag, spidsformulerer Gert Biesta i syv sprudlende og veldokumenterede kapitler, at det er på høje tid at sætte foden på bremsen og dreje på rattet i det frit accelererende smfundskøretøj, der netop nu er på gale veje ud over totalitære sletter. 

Med ´næb og klør´ samt levende tænkning opfordrer Gert Biesta lærere, forskere og politikere til at lukke munden op, komme i dialog og handle sammen, nu: Drej væk fra det digitale læringsræs – sænk hastigheden og styr retningerne henimod et samfundsdemokrati, der indebærer demokratiske uddannelsesinstitutioner.

Genindfør formålsdiskussioner med reelt indhold om, hvad det vil sige at være et (godt og ordentligt) menneske? Om hvordan nytilkommere (børn og unge) kan finde vej ind og ud af kultur og traditioner? Og: Om hvad der skal til af viden og kundskaber for at klare sig i tilværelsen?

Besind jer på spørgsmålet: Hvad kan samfundet gøre for skole og uddannelse? (I stedet for omvendt).

Skab ro, rum og rammer, der giver mulighed for i langsommelighed, med god tid og frihed til i undervisningsarbejdet  at ´forstyrre og adressere´ børn og unge, så de kan bevæge sig hjemmefra og ud i verden; ´ophæve tid og sted´ for i frihed at kunne modtage undervisning; ´understøtte´ børns og unges forsøg på at ´finde sig hjemme i verden´.

Med en direkte opfordring: Se pædagogik som den kunstart, der kan skabe ægte uddannelse. Peg på verden med æstetikken.

Alt dette indebærer at ville se andre mennesker som subjekter – ikke som objekter.

I skyggen af Auschwitz og ´ondskabens banalitet´

De totalitære tendenser i den nuværende globale uddannelses- og målingsindustri, hvor mennesker betragtes som objekter, der skal sikre samfundsøkonomien – kan give mindelser om den skygge, vi stadig lever i fra Auschwitz.

Men for at Auschwitz ikke skal gentage sig, er den allerførste fordring uddannelse, fremhæver Gert Biesta med  Adorno.

Og for at understrege alvoren i de tunge skygger fra Auschwitz fremhæver Gert Biesta, med Hannah Arendt´s konklusion i retssagen mod Eichmann i 1961 i Jerusalem: Der var tale om ondskabens banalitet.  Hvilket kan forstås sådan, at gerningsmænd i folkedrab ofte beskrives som umenneskelige monstre, men måske er det mest skræmmende, at det er mennesker, som du og jeg, der udfører grusomhederne.

Helt banalt sagde Eichmann om sine brutale handlinger, at han ´blot´ var lydig og trofast mod de anvisninger, han havde fået af sine overordnede. Arendt fremsatte på den baggrund sin berømte tese om ondskabens banalitet og sagde, at Eichmann hverken var dum eller ond, men simpelthen tankeløs. Han var autoritetstro og fast besluttet på at parere ordre og udføre sit arbejde. (En af de israelske psykologer sagde, efter at have undersøgt ham, at Eichmann var ’mere normal, end jeg er efter at have talt med ham’).

Det frygtelige er netop, at Eichmann ikke var et monster, men en familiefar og bureaukrat, der ´tilfældigvis´ sørgede for, at de mange tog til Auschwitz kørte til tiden. Ondskabens banalitet er, at Eichmanns handlinger ikke udsprang af et dæmonisk indre, opslugt af had og trang til destruktion, men derimod af den tankeløshed, der ligger i aldrig at stille spørgsmål; i ikke at kunne sige nej, eller ja, på de rigtige tidspunkter; og i den tankeløshed at betragte andre mennesker som objekter i stedet for som personer.

Gert Biesta fremhæver konkret Primo Levis ord, Det skete, derfor kan det ske igen. Dette er kernen af, hvad vi må sige.

I skyggerne fra Auschwitz, hvor mennesker blev betragtet som objekter og dermed kunne tingsliggøres og blot være som instrumenter i et totalitært regimes bureaukrati, må det konstateres, at risikoen for total objektivisering af andre mennesker altid foreligger.

Set med disse skygge-billeder er det i dag dybt bekymrende med de massive globale forsøg på at udvikle uddannelsessystemer, der i stedet for at se mennesker som enkeltpersoner – som i frihed kan være subjekter i eget og andres liv – har udviklet globale målingsindustrier, der udelukkende kan fungere ved at se mennesker som objekter.  

At vinde sit liv

Intentionen i Gert Biestas nye bog Verdens-centreret Uddannelse: En Udsigt for i Dag er det modsatte af at skabe målingsindustrier – nemlig at få pædagogik med menneskelig frihed ind i undervisning og uddannelse, nu.

Det er på høje tid: at sætte menneskelig frihed – ikke til at vælge frit på alle hylder, men til at møde sin egen frihed til at kunne sige ja eller nej – over kontrol; at sætte personer over systemer; at sætte spotlys på det at eksistere i og med verden på en voksen måde, det vil sige som et menneske, der vil vinde sit liv; at betragte undervisning som en gave, der kommer udefra (verden), og hvis udbytte ikke kan måles på en industriel måde.

Verdens-centreret Uddannelse: En Udsigt for i Dag bygger på to hoved-idéer:

1. At føle sig hjemme i verden (Hannah Arendt udtryk)

Dette indebærer et livslangt arbejde for at finde mellemvejen (ikke middelvejen); det vil sige ikke at ryge ud på én sidevej, hvor man har lyst til at destruere verden, når den giver modstand og virker hård, svær og ufremkommelig; ej heller ryge ud på den modsatte sidevej, hvor man har lyst til at opgive og lukke sig inde i sig selv, hvis livet synes umuligt at overkomme.

Pædagogikkens arbejdsfelt er med andre ord som udgangspunkt at søge – og opfordre til og hjælpe ved at pege på – mellemvejen, hvor den enkelte person gives mulighed for at konfronteres med sig selv og egen frihed til at sige ja eller nej til at følge såvel indre lyster som ydre fristelser.

Kunsten (æstetikken) er pædagogikkens følgesvend her, fordi god kunst og pædagogik peger på at kunne være til i verden som sig selv, i respekt for, at andre også skal have denne mulighed.  

Sagt direkte: Verdens-centreret pædagogik peger på en eksistentiel balancering sådan, at man opgiver den infantile trang til enten at slå sig selv eller verden ihjel, når man møder modstand (-en modstand, der kan hidrøre fra både indre konflikter eller ydre konfrontationer).

Undervisningskunsten handler i forlængelse heraf ikke om at forsøge tvinge et andet menneske til at nå en bestemt destination, men om at opmuntre til en modig livsrejse med (kunstnerisk/æstetisk) ind- og udsyn.  

Dette er en livslang rejse, som også underviseren bør deltage i, for hvordan skulle man kunne udpege noget væsentligt for nogen – uden selv at være på vej?

2. Pædagogik handler om det modsatte af kontrol  

Gert Biesta er ikke være med på kontrol- og tvangdiskursen, heller ikke i skikkelse af at ville tvinge til frihed (det såkaldte ´pædagogiske paradoks´), for nok kan man tvinge et andet menneske til at parere ordre – men man kan ikke tvinge til menneskelig frihed, der jo netop, som omdrejningspunkt, bør have muligheden for ikke at parere ordre.  

Den blodrøde tråd i Gert Biestas monografi er, at tvang fører til en objektivisering af børn og unge. I uddannelse kan en sådan tvang og objektivisering (mis)bruges med det formål at tilpasse mennesker i en større sags tjeneste, nemlig samfundstjenesten.

Denne objektivisering af børn og unge, elev-gørelsen, er blevet en mærkværdig ufravigelig og tyngende substans i nuværende læringsskole med læringstvangen.

Men Gert Biesta viser med hele sit værk, at tvang og objektivisering er uønskværdig; og det modsatte af det, vi vel egentlig vil, når det kommer til stykket.

Gert Biesta er imidlertid ikke blind for den magt, som underviseren har.  Men underviseren bør bruge denne magt til at forstyrre (til eftertænksomhed) og give (æstetisk og etisk) modstand – altså til noget ganske andet end at tvinge.

Pædagogik med menneskelig frihed – muligheden for at sige nej

Med et historisk eksempel – hvor en farvet kvinde, Rosa Parks, en dag personligt havde fået nok at diskrimination og derfor på en tur i en overfyldt bus i 1955 nægtede at adlyde en buschaufførs ordre om at flytte sig til de sorte menneskers del af bussen – vil Gert Biesta vise, at menneskelig frihed til at sige nej findes; Rosa Parks sagde nej, selvom hun vidste, at chaufføren, der gav ordren til, at hun skulle flytte sig, gav denne ordre med loven i hånden. Parks blev arresteret af politiet (Arrestationen udløste en 381 dage lang boykot-aktion af Montgomerys bussystem, som kun blev reddet fra en konkurs af myndighederne, som blødte op i reglerne for raceadskillelse. Siden er Rosa Parks blevet et symbol på de sortes kamp for borgerrettigheder og blev ved sin død som 92-årig mindet i store dele af USA).

Overfor Rosa Parks nej fremhæver Gert Biesta et historisk ja. Helt i modsætning til Rosa Parks oprørske nej som svar på den urimelige diskrimination – så adlød Eichmann ordren fra sine overordnede om at udføre holocaust med et folkemord til følge; Eichmann sagde ja og forklarede i den senere retssag, som endte med en dom om hængning, at han ´blot´ var lydig og trofast mod de anvisninger, han havde fået af sine overordnede.

Gert Biesta stiller de to forskellige måder at reagere på overfor hinanden og benævner det Parks-Eichmann paradokset.  Han vil hermed vise, at det at kunne vælge som et frit menneske at sige nej eller ja på de rette tidspunkter i livet kan have at gøre med, om man har mødt menneskelig frihed og pædagogik i uddannelse, og dermed kan træde i karakter som menneske, med muligheden for at vinde sit liv (Parks). Eller om man møder tvang og kontrol og dermed aldrig bliver en selvstændig person, men måske taber sit liv (Eichmann). 

Det skete, derfor kan det ske igen…

Gert Biesta skriver uddybende i Verdens-centreret Uddannelse: En Udsigt for i Dag: Parks-Eichmann paradokset har at gøre med, at hvis man ser på henholdsvis Eichmann og Parks handlinger i et perspektiv med effektiv instruktion og succesfuld læring (uddannelse forstået som kvalifikation og socialisation) – så handlede Eichmann succesfuldt, mens Parks fejlede.

Men hvis man ser deres handlinger i et andet perspektiv, nemlig i et menneskeligt-frihedsperspektiv, hvor man eksisterer som subjekt – ikke som objekt – (uddannelse forstået som subjektifikation) er det omvendt: Eichmann fejlede, mens Parks handlede succesfuldt.

Gert Biesta tænker over dette paradoks og spørger, om uddannelse overhovedet kan gøre en forskel i forhold til paradokset? Han konkluderer: Ja, Adorno havde ret: For at Auschwitz ikke skal gentage sig, er den allerførste fordring uddannelse.

Men problemet er, at den nugældende opfattelse af uddannelse er en ongoing tro på, at det er tilstrækkeligt med en fordring om læring, måling og kontrol – understøttende et menneskesyn, som objektiviserer børn og unge.

Dette må man sige nej til. Nu.

Man må sige nej, hvis man vil søge en menneskelig frihed i sporet af Primo Levis ord: Det skete, derfor kan det ske igen. Dette er kernen af, hvad vi må sige.

Med en verdenscentreret pædagogik, der arbejder med kunst og æstetik, og hvor man er i og med verden på en voksen måde – konkluderer Gert Biesta: at man må tænke sig om.

Undervisning bør sætte et kraftig eksistens-spotlys på den menneskelige frihed til at møde, og vinde, sig selv (subjektifikation). Det vil sige at fastholde det enkelte menneskes personlighed til at kunne sige ´jeg´. Dette bør være selve omdrejningspunktet for pædagogik.

For kun i lyset af personlig subjektifikation (-at arbejde med at vinde sig selv, blive på mellemvejen) kan der åbnes mulighed for at en ´succesfuld´ undervisning med faglig kvalifikation og kulturel socialisation.

Den blodrøde tråd i Gert Biestas monografi

Lad verden, via kunsten, tale til børn og unge og lære dem ikke at gentage Auschwitz, dette er den blodrøde tråd i Gert Biestas tænkning om at skabe frihed i en menneskelig betydning (og altså ikke frihed som ´pick-and-choose´).  

Kernen bør derfor være at give lærerne god tid og gode undervisningsrammer – der indebærer mulighed for at skabe rum og tid for børn og unge i uddannelse. Dette for at sætte fokus på dagsordenen: Hvad er det at være mig-selv? Hvad er det at være et ´jeg´?

Denne dagsorden er dog meget vanskelig at få sat i dag, på grund af det globale forbrugssamfund vi lever i. Konsekvensen bør derfor være at 'lukke' skolen for samfundet; menneskelig frihed har nemlig brug for den modsatte inspiration end den konsumerende samfundsdagsorden med frihed som frit valg på alle hylder.

Uddannelse bør aldrig blot handle om at tilpasse sig omstændighederne og heller ikke om at se ud i fremtiden.

Livet er her og nu, og det er uddannelse også; vi kan ikke bare bede vores børn om at gå hjem og blive dér, indtil vi har fundet perfekte svar, siger Gert Biesta; med andre ord er uddannelse nu eller aldrig.

I dette nu! Eller aldrig! bør verden bringes til at ´tale´ til børnene; Gert Biestas opfordring, med Bertolt Brecht, er ikke at tjene børnene eller tilfredsstille dem, men at vække deres interesse for verden.

At gøre hvad man siger, at man vil gøre

Gert Biestas Verdens-centreret Uddannelse, en Udsigt for i Dag er et originalt bidrag til hans andre bøger om pædagogik; med sin nye bog giver Gert Biesta et bredt teoretisk perspektiv i samtale med andre forskere. Samtalepartnerne er blandt andre: Benner, Arendt, W. Böhm, Dewey, Kant, Kierkegaard, H.Lane, J.-L. Marion, P. Meirieu, Meyer-Drawe, Mollenhauer, R.Parks, Platon, K. Prange, Rousseau.

Det bemærkelsesværdige i Gert Biestas arbejde er, at han faktisk selv gør med sine læsere - hvad han beder os om at gøre i forhold til børnene: Inspirerer til tænkning, vækker til verden – med etik og æstetik.

Sagt anderledes, Verdens-centreret Uddannelse: En Udsigt for i Dag er ikke bare endnu en videnskabelig bog, der i et programmeringssprog taler i teoretiske termer til og med andre forskere.

Gert Biesta taler direkte til læseren - peger på verden, pædagogik, uddannelse og menneskelig frihed i en nærværende, elektrificerende og personlig stil.

Lærke Grandjean