Mosul blev befriet fra Islamisk Stats terror for snart halvandet år siden. Men der hersker stadig kaos i den irakiske storby. Kilometer efter kilometer af huse er bombet sønder og sammen. Tusinder og atter tusinder af familiers verden er styrtet i grus.

Et omfattende genopbygningsarbejde venter. Verdensbanken anslår, at det vil tage mindst 10 år og koste over 5 milliarder dollars at genopbygge byen. Og så nævner tallene intet om den mentale genopbygning af den kommende generation, som har set deres familier blive henrettet, voldtaget, bortført og de overlevende underkuet i total angst.

Hvordan skal disse børn og unge nogensinde blive mennesker igen? Hvordan skal de kunne stifte familie og opdrage deres egne børn og selv forme en fremtid i fred? Det kan de kun, hvis de får en chance for at opleve trygge rammer, venlige voksne og en tilstand af normalitet, hvor de kan lege og lære som andre børn.

Og det oplever flere hundrede børn og unge i Mosul lige nu. Mission Øst samarbejder med en lokal organisation, Engineering Association for Development and Environment (EADE), om at drive et børne- og ungdomscenter, hvor 250-300 børn og unge kan få et frirum fra hverdagen, lege, tegne, synge, danse og lære sprog, matematik og IT.

Jeg besøgte centret for nylig og blev helt glad i låget af det! Gid hvert eneste kvarter i byen havde sådan et center. Det er der hårdt brug for!

Der bor omkring 1 million børn i Mosul. Næsten halvdelen, 450.000 børn, går slet ikke i skole den dag i dag. I hele Irak er det 3,5 millioner børn, der ikke går i skole. Det vil sige, at man mister en hel generation, hvis ikke man gør noget ved det. Det er slemt nok, at de nu halvandet år efter befrielsen stadig ikke går i skole. Men endnu værre, at de må leve med et kaos i deres hoveder, som lægger hindringer i vejen for at lære noget som helst.

Disse børn har levet med frygt og terror i næsten tre år. De har oplevet at ligge under trappen, mens der var hårde kampe i deres gade. De har ligget og skreget og set forfærdelige ting. En fortalte, at onklen var blevet taget af IS, og at familien ikke har set ham siden.

Men der er håb. Da vi startede børne- og ungdomscentret for et år siden, lavede børnene tegninger med revolvere og miner og terrorister og alt muligt forfærdeligt. Nu tegner de sole, blomster, flag og huse i lyse farver. De har fået psykosocial støtte af dedikerede medarbejdere. Der er ved at komme orden i kaos. Så nu kan de begynde at lære noget. Hvis de altså har nogen, der kan lære dem det.

IS dræbte jo alle de skolelærere, som ikke var 100 procent enige i deres ekstreme udlægning af islam. Det vil sige, at de udryddede en meget stor del af lærerstanden. Så de psykologer og lærere, vi mødte, kom udefra. Nogle af dem havde nået at flygte fra byen i tide, inden IS overtog kontrollen. De lærere står nu med en opgave af dimensioner.

At genopbygge et uddannelsessystem i en by, hvor IS har haft herredømmet og indoktrineret befolkningen med deres vanvittige udgave af virkeligheden, kræver en kæmpe indsats. Men den er påkrævet. For ellers taber vi børnene og de unge på gulvet.

Vi har særligt uddannede medarbejdere, der hjælper underviserne med råd og vejledning. Vi er ude at finde børnene og hjælpe de familier, hvor børnene går hjemme. Børnene har ofte store psykiske problemer og har brug for hjælp. Ikke bare til at komme ud af deres problemer, men til at komme i skole og komme i gang med noget.

Men børne- og ungdomscentret viser vej og giver håb. Det er er muligt at genopbygge sindene, skabe orden i kaos, aflede fra forfærdelige minder og give børnene og de unge en ny og harmonisk hverdag, hvor de kan komme til sig selv igen.