Ordene må aldrig bare være et glansbilledet. De skal tværtimod være et løfte, som alle skal have mulighed for at være med til at efterleve. Derfor mangler jeg et svar på, hvad i alverden man gør, når man ikke oplever, at de smukke og poetiske ord, tegner hele billedet af virkeligheden. “Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab”. Jeg undrer mig over, hvem der mon har skrevet det? Har man overhovedet spurgt borgerne og medarbejderne i kommunen, om de er enige? Hvor ved de fra, at det gode nærdemokrati lever? Jeg arbejder som lærer i Assens Kommune, og jeg elsker mit job. Ikke fordi kommunen har nogle flotte visioner og store løfter, men fordi jeg føler et stærkt fællesskab på min arbejdsplads. Jeg føler mig som en vigtig del af fællesskabet. Desværre er det ikke den følelse, som jeg får, når jeg vender blikket væk fra skolen og kigger på kommunen. Den fine beskrivelse af det nære demokrati er for mig tomme ord. I  kommunen lyttes der nemlig ikke til lærerne. Nogle gange føler jeg mig mere til last end til gavn, selvom jeg samtidig oplever, at jeg er til stor gavn på min arbejdsplads. Det føles ambivalent, for det stærke fællesskab bevæger sig ikke uden for min skoles matrikel, og derfor føler jeg mig ikke som en del af den fornemme vision. 

Hvordan fungerer et nærdemokrati? 

I mine øjne er et nærdemokrati et fællesskab, hvor folket i lokalområdet bliver taget med på råd, og særligt når der skal træffes beslutninger om ting, man umuligt kan have indsigt i fra et kontor på det lokale rådhus. Når en pandemi rammer verden, og skolerne efter en lang nedlukningsperiode skal genåbnes, bliver dem der forvalter skolerne i kommunen nødt til at tage personalet med på råd. Det er godt nok kommunens, der skal uddelegere opgaven med at genåbne skolerne, men det er personalet, der varetager opgaven. Det er derfor også dem, der kan se hvilke problemer og udfordringer, der kan og vil opstå. Hvis man på nogen måde vil påstå, at der i ens kommune lever “det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab”, så skal man i hvert fald tage sine medarbejdere og medborgere med på råd. Det har man ikke gjort i Assens Kommune. En hurtig genåbning af skolerne blev gennemtrumfet, selv om man på min arbejdsplads på ingen måde var klar. Genåbningen er kun lykkedes, fordi mine kollegaer har nedprioriteret deres forberedelse af undervisning, og fordi ledelsen har arbejdet i døgndrift. Det er mig derfor en gåde, hvordan man kan sige, at det gode nærdemokrati lever. For mig at se, kæmper det for sit liv, men det skriver man ikke i en vision, gør man vel? Genåbningen var den enkelte skoles problem. Åbnes skulle der, og det skulle gå stærkt.

Når vilje og hjerte modarbejdes

Med vilje og hjerte. Det er utroligt som den sætning kan irritere mig. Jeg arbejder altid med vilje og hjerte først, fordi mit hjerte brænder for de børn og unge mennesker, der, under normale omstændigheder, har deres daglige gang på min skole. Det er altid med stor vilje, når jeg møder ind på arbejdet, men viljen risikerer at falme, når der ikke bliver lyttet til os, der brænder for børnene bag visionerne. Særligt i den krisetid vi er i, har kommunen ikke lyttet til skolerne. Det kommer tydeligt til udtryk i Vestfyns Lærerkreds’ Medlemsnyt for April: 

“Op til genåbningen af skolerne stod det klart, at der var store udfordringer med at blive klar med både det praktiske og rengøringen. Trods ønske fra kredsen og fra flere ledere, blev der givet en lodret ordre om, at alle (bortset fra Pilehaveskolen) startede onsdag morgen (Rasmussen, John).” 

Hver dag arbejder jeg sammen med mine kollegaer for at opfylde de store poetiske visioner, som mennesker jeg aldrig har snakket med, har lavet for os. Det kalder jeg ikke nærdemokrati. Visionerne visner og dør, når de skabes alt, alt for langt fra virkelighedens verden. De skulle gerne være en plan for fremtiden, men hvad så, når planen er urealistisk? Økonomien følger sjældent med de store ord. “Vores børn og unge er vores fremtid. Vi giver dem de bedste forudsætninger for at leve et godt liv med et stærkt selvværd”. Gør vi det? Har vi tid og penge til det? Jeg er i tvivl. “Vi følger børnene fra deres første skridt”. Har vi pædagoger nok til det? Børnene er vores fremtid, men holder vi det, vi lover dem? Gad vide om dem der har lavet de flotte visioner tror, at de fungerer som trylleformularer. Som om man bare kan svinge sin tryllestav, sige de magiske ord og puf, så bliver de til virkelighed. Den danske folkeskole er desværre ikke Hogwarts. Her ville det måske være muligt for den øvede troldmand at virkeliggøre de fine visioner.

Glansbilleder er old school 

Er det ikke ved at være på tide, at vi skifter glansbillederne ud med et flot og ærligt billede af virkeligheden? Søren Steen Andersen, jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at gøre visionen til virkelighed, men det kræver, at du nuancerer glansbilledet lidt eller måske skifter det helt ud? Du siger, at du har brug for mig, men vil du så til gengæld hjælpe mig, så jeg kan få lov at føle det nærdemokrati, som du siger lever i Assens Kommune? Og hvis vi skal leve op til den store vision, vil du så ikke sørge for, at vi har ressourcer til at gøre det også?