Jeg plejer at bestræbe mig på, at være saglig og velargumenteret med masser af kildehenvisninger. Det har ikke bragt mig langt. Måske er det en fejl. For det, der flytter, er slet ikke de velgennemtænkte og velformulerede udmeldinger, men de fængende budskaber.

I 2006 blev jeg foruroliget af ideen om, at den personlige udvikling skulle ud af folkeskolens formålsparagraf. Det var samtidigt med, at man skulle til at ”give” eleverne kundskaber og færdigheder. Ikke mere noget med at skulle støtte dem i deres personlige udvikling og ”fremme deres tilegnelse”.

I 2013 gik man videre. Der blev den læringsmålsstyrede undervisning skabt og lærerne skulle ikke længere fokusere på deres undervisning, men sikre sig at eleverne levede op til diverse performancemål. (1)

Det havde ikke noget at gøre med de faktiske forhold, som vi, der stod midt i dem oplevede det. Det var stråmandsdrømme i hovedet på dem, der planlagde. Lærere og børn dansede med dirigeret af ledelseslagene, som troede, de skulle til at bestemme en hel masse, men først for sent opdagede, at de blot var brikker i det store fjernstyrede dukkeshow. Og hvem styrede så? Det var det, der var så uigennemskueligt.

Der blev talt om konkurrencestat og nødvendighedens politik. Underforstået var det de internationale markedskræfter, der bestemte. Trenden på skolemarkedet var, at læring var noget, der blev overført fra det eksisterende samfund til eleverne, der som råstof kunne formes til det, markedet efterspurgte.

Det gik så ikke helt så let. Hverken lærere eller elever lod sig sådan umiddelbart manipulere efter behovene, og forældrene havde jo også deres egne ideer om, hvad der var meningen med at have børn, og i det hele taget var der mange, der lugtede lunten og forstod, at verden var ved at blive omskabt til et Fagre Nye Verden projekt, hvor det enkelte menneskes liv i princippet var irrelevant. Det var nok ikke sådan, man formulerede sig, men man sporede en utilfredshed med systemet, regulering, DJØF og politikervælde.

Et nyt begreb, adfærdsdesign, trådte frem. Opgaven var at ”lave børn til mennesker”. Konceptet gjaldt ikke kun børn. Det er en måde at styre mennesker på i det hele taget. At udforme mennesker, der gør, hvad man vil have dem til. Man ser mennesker som dukker, som stråmænd, og kaster sine tanker og ideer på dem; udformer dem efter de behov, man ønsker de skal opfylde.

Ja, jeg er dystopisk. Men tendensen er ikke til at komme udenom. Der er heldigvis mange, der ser tendensen og handler og lever for at holde gang i levende menneskers levende virkelighed, men det er stråmandsapokalypsen, de velordnede, villige, indordnedes verden, der nyder fremme. Vækst og produktion overtrumfer alt andet. Ikke at det ikke er vigtigt, men er det blevet sådan, at menneskelivet er blevet en funktion af en abstrakt økonomisk algoritme, og ikke økonomien, der er en funktion af menneskers liv?

Men når jeg ser børnene på vandring i de smattede efterårsblade i alle farver og ser deres fodspor i mudderet og hører deres pludrende stemmer, så tror jeg alligevel på, at der kommer et forår efter et efterår og en vinter. Men i dag blæser det koldt, og himlen er grå.

(1) https://web.archive.org/web/20140908193420/http:/www.uvm.dk/Den-nye-folkeskole/Udvikling-af-undervisning-og-laering/Maalstyret-undervisning-og-laering/Faelles-Maal/Eksperten-om-maalstyret-undervisning-og-laering