Dear Teacher

I am the survivor of a concentration camp. My eyes saw what no man should ever see.

Gas chambers built by learned engineers.

Children poisoned by educated physicians.

Infants killed by trained nurses.

Women and children shot and burned by high school and college graduates.

So I am suspicious of education.

My request is: Help your students to become human. Your efforts must never produce learned monsters, skilled psychopaths, educated Eichmans.

Reading, writing, arithmetic are important, but only if they serve to make children more human.

Ovenstående brev er fra professor ved Oxford Universitet Richard Pring til lærer og skoledebattør Debra Kidd. Hun læser det højt i en forelæsning på et af de mest oplysende og opmuntrende steder på internettet: RSA 21st century enlightenment

https://www.thersa.org/discover/videos/event-videos/2014/11/Debra-Kidd-on-an-Educational-r-evolution/

Jeg blev så glad, da min 8. klasse for nylig klarede sig eksorbitant flot i den nationale test i læsning. Eksorbitant?! Ja da, et oplagt ord at læseteste eleverne i. Det burde være gået helt galt for mine elever. Min undervisning er nemlig nok noget af det mindst evidensbaserede, mest målustyrlige og testnegligerende, der kan opdrives i den danske folkeskole. 

(10/5 kl. 13: afsnit slettet af redaktionen, da konkrete testresultater for enkeltklasser er fortrolige, se debattråden nedenfor, red.)

Hvis min klasses flotte resultat ikke skyldes testtræning og ej heller styring efter bare et eneste af de 36 færdigheds- og vidensmål i læsning, hvad var så grunden til, at de klarede sig så godt? 

Før jeg forsøger mig med en forklaring på det, skal vi til lærerværelset på Absalons Skole, hvor UCC´s konsulent er kommet til stede for at klæde os lærere på til den læringsmålsstyrede undervisning. Hun lægger ud med at sige, at danske lærere har begået civil ulydighed ved ikke i tilstrækkelig grad at lade deres undervisning styre af de gamle fælles mål. Det SKAL være slut nu. Nu SKAL vi være civilt lydige og bruge de nye forenklede mål i planlægningen af hele skoleårets undervisning. Hun forklarer også hvordan, og vi SKAL ud i grupper og prøve det. Jeg går sammen med et par danskkolleger i gang med opgaven: Vi SKAL vælge to af de 132 færdigheds- og vidensmål i dansk 9. klasse og konkretisere dem til nogle læringsmål, som eleverne kan forstå og stræbe mod at nå. Jeg er allerede ved at tabe pusten og kan godt se, at sommerferien 2015 kommer til at indskrænke sig til en uge med god internetforbindelse i Måløv eller Testrup. Hvis 132 færdigheds- og vidensmål hver især SKAL konkretiseres til lad os bare sige 3 læringsmål, så er vi oppe på 396 læringsmål, men vi er ikke færdige endnu, for vi SKAL også finde tegn på, at eleverne nærmer sig og til sidst kommer helt i mål.

Der kommer selvfølgelig nogen og redder os lærere, før vi brænder sammen, for alt det her handler i sidste ende mere om profit end pædagogik. IT og undervisning er blevet big business. Der sælges (og købes bevidstløst) hardware og software som aldrig før. Så al det, de forberedelsesbeskårne lærere ikke længere kan nå, leveres færdigpakket af Apple, Pearson, KMD … Med tiden bliver det faktisk så effektivt, at vi ikke SKAL løbe stærkere, vi SKAL bare finde et nyt arbejde.

Rupert Murdoch in the Times newspaper: You can get by with half as many teachers by using computers.

Men de lærere, der ønsker at blive og får lov, kan til gengæld fremover kalde sig læringsledere (teaching manager var førstevalg, men lugter for meget af et stort land, hvor mål- og teststyret læring allerede har fejlet fatalt)

Jeg skriver ordet SKAL med stort i beskrivelsen af læringsmålskurset på Absalons Skole. Det er fordi, jeg frygter, at SKAL bliver lærerens vigtigste ord i den målstyrede undervisning. Selv om vi slår knude på tungen for ikke at overdænge eleverne med en askeregn af SKAL’er, så vil eleverne helt sikkert mærke den kvælende undertekst i de mange hundrede læringsmål, de SKAL nå.

I UCC-konsulentens formanende gennemgang af målstyringens velsignelser var der  for mange SKAL’er til, at jeg kunne nå at tælle dem. SKAL er i det hele taget blevet sådan et slags desperationens Sesam, Sesam, luk dig op slagord, for politikere. Hvis de siger, at nogen SKAL, tror de, at det sker. Alle elever i den danske folkeskole SKAL blive så dygtige, som de kan! Så er den hjemme.

SKAL er et glimrende ord, (og en del moderne forældre bruger det nok for lidt) men hvis vi (lærere og elever) hører det hele tiden, vækker det modstand. Vi er, når vi er hjulpet nogenlunde helskindede ud over vores nyfødte hjælpeløshed, allermest opmærksomme, nysgerrige, motiverede og læringsivrige, når omgivelserne respekterer og tilskynder vores: VIL SELV!

Sprogbruget er stort set det samme i alle de lande som er mere eller mindre forpestet af New Public Management. Den tidligere citerede Professor Richard Pring gjorde sig den ulejlighed at tælle nøgleord i Labour - regeringens White Paper 2008, 21st Century Schools:

Performance’ and ‘performing’ were mentioned 121 times, ‘outcomes’ 55 times, ‘delivery’ 57 times. Libraries get no mention in the 21st century schools, and books only once – in the section on information technology (IT). The following statement sums it up perfectly: ‘It is only the workforce who can deliver our ambition of improved outcomes.’ As Peter Abbs so well describes the situation we are in: ‘... teachers become the technicians of subjects, not the critical guardians of a long culture; nor the midwives of the creative potentialities of living children.’

Menneske- og læringssynet i New Public Managements skoler har kun to fejl: Det ved ikke, hvad et menneske er og heller ikke, hvordan et menneske lærer. Det hænger fast i Descartes fejltagelse, som også er titlen på en tyve år gammel bog, hvor Antonio Damasio, professor ved University of Southern California, tager et neurovidenskabeligt opgør med Descartes sejlivede påstand om tænkningens og rationalitetens adskillelse fra krop og følelser.

Alt det ved de fleste lærere godt. Hvis lærestoffet er påfyldt ved gold teoriundervisning, trænger kun et minimum ind i elevernes hoveder, og det, der når frem, har en sørgelig hurtig halveringstid i deres hukommelse. Skolens rationelle og fabrikslignende forsøg på at masseproducere kloge hoveder har aldrig været og bliver aldrig en succes. Vi lærere går rundt med en fornemmelse af, at det vi bruger 10 år på at lære eleverne, kunne læres på den halve tid, hvis eleverne selv var med, med hele deres opleveapparat og topmotiverede.    Eleverne lærer derimod hurtigt, effektivt og langtidsholdbart, når deres opmærksomhed skærpes af oplevelsen af meningsfuldhed og vigtighed. Meningsfuldt og vigtigt er det, som de kan handle på. Vi søger kundskaber og færdigheder for at tage dem i anvendelse. Vores hjerne kan ikke samle og gemme information som en computer, passivt, uden at spørge til informationernes umiddelbare formålstjenlighed

Hvis vi mærker efter, er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at den spændingsfyldte og lystbetonede tilstand (flow), når vi lærer effektivt, er resultat af en mental og kropslig musketered: en for alle og alle for en: hjernen, hjertet og kroppen forenet om at forstå, formå og forandre.

Målstyringen vil standardisere en skole, der i forvejen er alt for industrielt tilrettelagt og gøre den endnu mere kedelig. Men kedsomheden i skolen er faktisk ikke længere noget, vi behøver anstrenge os for at minimere, ikke hvis man skal tro den læringsmålsstyrede UCC- konsulent. Hun kritiserede også lærerne for at lade deres undervisning styre af oplevelser, emner og aktiviteter. Vi går simpelthen for højt op i at gøre undervisningen spændende, motiverende og umiddelbart engagerede. Alt det bliver unødvendigt i den test- og målstyrede skole, hvor kontrol og selvkontrol er indbygget i læringsmålsarkenes farvelagte barometersøjler. Pædagogik bliver umoderne.

Kedsomhed er fravær af meningsfylde og glæde. Kedsomhed slukker elevernes opmærksomhed. Men det er ikke det værste. Hvis man skal tro de hjerneforskere, som udtaler sig i den canadiske dokumentarfilm, Er kedsomhed lig med stress, af Albert Nerenberg, så er langvarig kedsomhed ikke kun indirekte fordummende, men stressfremkaldende og dermed skadelig for vores hjerner.

Om dette og meget andet handler mit næste indlæg (og jeg glemmer naturligvis ikke den overraskende forklaring på min klasses flotte præstation i den nationale læsetest).